Triphop-ikonerne Massive Attack blev tidligere på ugen undersøgt for mulig overtrædelse af lokal lovgivning, da de under en koncert i Singapore tog et palæstinensisk flag med på scenen.
Ifølge NME har hændelsen nu resulteret i et direkte indrejseforbud for to unavngivne medlemmer af gruppen, der i dag består af duoen Robert “3D” Del Naja og Grant “Daddy G” Marshall.
En fælles udtalelse fra politiet og lokale myndigheder melder, at de to artister blev undersøgt for at »støtte en politisk sag og udrulle et udenlandsk flag«. Sidstnævnte kræver i Singapore en særlig tilladelse, og overtrædelser heraf kan medføre bøder på over 3000 danske kroner og seks måneders fængselsstraf.
Massive Attack har aldrig været tilbageholdende med deres kritik af Israels krig i Gaza. Gruppen har nægtet at optræde i Israel siden 1999, fjernet deres musik fra Spotify i solidaritet med bevægelsen No Music for Genocide og offentligt støttet Kneecaps terroranklagede Mo Chara.
Efter deres nylige besøg i Royal Arena måtte Soundvenues anmelder Kjartan F. Stolberg også spørge sig selv, om deres optræden egentlig var en koncert eller et stykke politisk videokunst.
