Kissaway Trail – introvert indiefest
Sangen ’Nørrebro’ er vist en hyldest til bydelen, som for medlemmerne af Kissaway Trail står som redningen fra den fynske småborgerlighed. Og derfor var det jo ganske passende at bandet lagde ud med netop den lørdag aften på det klassiske Nørrebro-spillested Rust, der var godt fyldt op til lejligheden.
Bandet leverede den bombastiske single effektivt, opsat på at oversætte deres nye, mere atmosfæriske lyd til en god live-oplevelse. Det gjorde de generelt ganske glimrende, selv om vokalerne forsvandt en smule – noget som lydmanden ellers blev gjort opmærksom på ret tidligt.
Med indædt fokus og ikke megen tid og overskud til hyggesnak med publikum kørte Kissaway Trail igennem det meste af deres nye plade ’Breach’, men der var også plads til gamle favoritter som ’Smother + Evil = Hurt’ – en lille indie-perle fra de glade MySpace-dage, der stadig emmer af den helt rette blanding af melankoli og eufori.
Læs anmeldelse: Kissaway Trail ‘Breach’
Efter en god times tid forlod bandet scenen på abrupt vis, men det ganske begejstrede publikum fik hurtigt lokket fynboerne tilbage på scenen. Først trommeslager Hasse, der lige fik fyret en måske lidt malplaceret trommesolo af inden de resterende bandmedlemmer joinede og med mandolinen i forgrunden leverede et af aftenens højdepunkter i den altid opløftende ’New Lipstick’. Et enkelt ekstranummer mere rundede en fin aften i selskab med Kissaway Trail af – et velspillende band, der måske glemte publikum lidt vel rigeligt i deres iver efter at vise de nye sanges bæredygtighed.