TRACK. Der var en tid, hvor jeg, uden at blinke, ville kalde Fontaines D.C. for et rockband. Da den irske kvintet stormede frem i slutningen af 10’erne, var det med hvinende guitarer og stikkende samfundskritiske melodier.
Efter tre Danny Carey-producerede postpunk-skiver kom den mere flamboyante James Ford i producerstolen, og ‘Romance’ (2024) blev noget af et vendepunkt for Fontaines D.C., som gik kontra på de gamle dyder.
På bandets nye single, ‘Marianne’ – første udspil fra deres kommende femte album, ‘Dopamine Chamber’ – skinner James Fords glamourøse stil igen igennem. Guitarerne er gemt bag glitrende synths, og frontmand Grian Chattens evigt snerrende vokal føles afrundet, nærmest blid.
De er ikke det kontante rockband, de var engang. ‘Marianne’ udspiller sig i en drømmeverden, hvor man som Alice kan følge efter den hvide kanin helt ned i kaninhullet, hvor almindelig logik holder op.
»It’s all the same to Marianne / If you should come along / ‘Cause all the world is in a way / We’re only moving on«, synger Chatten over en produktion, der oser af neon og røgfyldte lokaler. Virkeligheden er der ude et sted, men her er det drømme og hedonisme, der lokker dig længere ned i dybet.
Når jeg hører nummeret, bliver jeg alvorligt i tvivl om, hvorvidt jeg tør stole på Grian Chattens løfte.
Det indledende keyboard-hook har en melankoli i sig, som en påmindelse om det all-time low, man kan ramme, efter dopaminrusen har lagt sig. Tempoet er afdæmpet, og trommerne driver metronom-agtigt afsted, men hvad nu hvis det hele vendte og åbenbarede en anderledes beskidt sandhed?
Produktionen er omsluttende og fortættet med synthfigurer, der kunne været hentet fra sen-80’ernes Depeche Mode. I omkvædet anerkender Chatten både, at han kan levere den her »cinematic feeling«, der klæder alle så godt. Samtidig beder han os om at forstå en lille detalje: »Understand this is your life / You can go on dreaming«.
Det er som at høre Morpheus præsentere Neo for verdens sande tilstand i ‘The Matrix’. Man kan drømme videre, men med lukkede øjenlåg går man glip af det, der er uden for én selv.
Fontaines D.C. lægger op til at udforske den blinde hedonisme på ‘Dopamine Chamber’. Guitarerne er pakket væk, men rockstjerneattituden lever i bedste velgående. I en usikker verden, hvor den ene krise spiser den anden, og hvor konventioner og samfundskontrakter udfordres, er glitteruniverset på ‘Marianne’ halvt provokation, halvt tiltrængt afbræk.
I den stilede musikvideo flakker Chatten rundt til en fest: hele tiden lidt på vildspor, men konstant selvsikkert dominerende i sin fremtoning. Han ligner en mand, der mener, at sandheden er hans.
Alle har brug for at kigge væk i ny og næ, men hvor skal det hele ikke ende?
Til dig, der kan lide: Stjernekastere mod hud. ‘The Matrix’. Kaninhuller. Depeche Mode. At blive vildledt. Drømmelogik.