Kanye West annoncerer koncerter i Rusland trods boykot

Kanye West annoncerer koncerter i Rusland trods boykot
Kanye West. (Foto: Scott Dudelson/Getty Images)

Kanye West spiller to koncerter i Skt. Petersborgs Gazprom Arena til oktober.

Siden invasionen af Ukraine i 2022 har der ellers været et udbredt boykot af Rusland blandt vestlige artister, hvoraf kun en lille håndfuld har spillet i landet – herunder DaBaby, Tyga, Akon og Jason Derulo. Kanye West bliver uden tvivl den største til at spille i denne periode, og koncerterne blev udsolgt på blot få timer. Det bekræfter BBC.

Den kontroversielle potens i kombinationen Kanye West og Rusland går næppe nogens næse forbi. Rapperen har – cirka siden Ukraine-krigens begyndelse – været i den ene shitstorm efter den anden for blandt andet antisemitiske udtalelser, ligesom han har erklæret sig nazist og solgt t-shirts med swastika.

Han tog dog til genmæle i januar i et længere brev i The Wall Street Journal, hvor han undskyldte for sin opførsel og forklarede den med, at han siden et biluheld for 25 år siden har kæmpet med bipolar lidelse.

Det har imidlertid stadig været svært at få lov at spille koncerter, særligt i Europa, og tidligere på året måtte han aflyse sine headliner-koncerter på Wireless Festival i London efter, at den engelske regering nægtede ham adgang til landet på grund af benævnte udtalelser. Han har derudover fået aflyst koncerter i Polen, Schweiz og Italien.

Russerne selv er heller ikke entydigt glade for udsigten til Wests koncerter, og særligt den russiske højrefløj, som ihærdigt forsøger at smide den sidste rest af vestlig kultur ud af landet, er imod projektet.

Ifølge New York Times har den russiske politiker Vitaly Milonov eksempelvis udtalt, at han håber, at rapperen »måske vil droppe sin klamme tosseopførsel og blive en normal person«. Han foreslår i øvrigt, at Kanye West burde spille nogle traditionelle russiske sange i stedet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af