’Lyset i os’: Et handicap er meget andet end en byrde i personlig fransk debut
FILM. De høje toner, der indleder ’Lyset i os’, lyder næsten som nogen, der nynner en sang. Hurtigt finder vi dog ud af, at vi lytter til en teenagepige, som udtrykker sig på sit eget ordløse sprog.
Det er et sprog, som den 32-årige franske skuespiller Joséphine Japy har lært godt at kende gennem sin opvækst. Hendes instruktørdebut, der blev vist på sidste års Cannes-festival, er et stykke filmisk autofiktion, hvor hun reflekterer over livet sammen med en lillesøster, der lider af et sjældent handicap.
Bertille er både navnet på virkelighedens og fiktionens søster, som grundet en genetisk sygdom selvfølgelig kræver meget af sin families tid og energi.
Særligt moren Madeleine har dedikeret sit liv til at passe på den 13-årige datter, der ikke kan være alene hjemme. Imens forsøger den 17-årige storesøster Marion at acceptere, at Bertilles behov altid kommer i første række, og faren Gilles bruger sit tidskrævende ministerjob som en slags egoistisk flugt.
Det værste er usikkerheden. For læger har vurderet, at Bertille, der kan få pludselige epileptiske anfald, nok ikke kommer til at leve mange år endnu.
»Hun kan dø hvert øjeblik, og det må vi bare være i«, forklarer den udkørte, men standhaftige mor, forrygende spillet af den franske stjerne Mélanie Laurent (som sjovt nok instruerede Joséphine Japy i gennembrudsfilmen ’Træk vejret’).
Replikken kommer fra en af mange intime, fine og følsomme samtaler mellem karaktererne, der typisk reflekterer over den svære hverdag om aftenen med dæmpet belysning i dagligstuen, mens den yngste datter sover trygt på sit værelse.
Stærke scener er der mange af i ’Lyset i os’. Undervejs leger Joséphine Japy særligt med stemningsmæssige overgange, som Laurent forløser flot sammen med den erfarne kollega Pierre-Yves Cardinal samt de unge talenter Angelina Woreth og Sarah Pachoud.
Hvert øjeblik kan hurtigt udvikle sig fra sorg til glæde, fra frustration til forløsning. Det sker for eksempel i en af filmens første scener, hvor Madeleine og Marion starter med at skændes over, at Bertille har svinet køkkenet til med madrester, hvorefter de impulsivt kaster sig ud i en vandkamp, der letter stemningen gevaldigt.
Japy har tydeligvis haft som mål at skildre handicappet som andet end en tung byrde. ’Lyset i os’ lykkes med at vise de mange forskellige følelser og tanker, det mangefacetterede liv med et familiemedlem med et handicap består af.
Ikke at det er let. Hovedpersonen Marion er en gennemgående sympatisk støtte for sin familie. Men hun er også træt af, at der ikke også tages mere hensyn til hende, når hun eksempelvis skal læse op til afgangseksaminerne på gymnasiet.
Paradoksalt nok er karakteren ærgerligt uinteressant, når hun ikke er sammen med sin familie. For hun har ikke nogen drømme eller særlige kvaliteter ud over den gennemsnitlige teenagers frihedstrang. Der er selvfølgelig en relevant pointe i, at hun bare vil være som alle de andre jævnaldrende, der ikke har lignende udfordringer på hjemmefronten. Men alligevel står hun tilbage som filmens svageste led.
Marion prøver grænser af med fest og flirt og påbegynder et hemmeligt forhold med den noget ældre restaurantejer Thomas. Den relation har man som publikum svært ved at forstå. For Thomas er en virkelig irriterende og ikke særligt tillokkende Karl Smart-type, der blærer sig med sin livsstil og sine kontakter – og som oven i hatten hurtigt bliver aggressiv og manipulerende.
Hans problematiske adfærd skaber selvfølgelig dramatisk turbulens, men plottråden blegner alligevel over for de anderledes vedkommende familiedynamikker.
De hårdt prøvede familiære relationer står over for en ny udfordring, da de får tilbudt, at Bertille kan deltage i et forskningsprojekt med en dybdegående genetisk undersøgelse.
»Det håb, de giver, er en krig«, siger Gilles, som ikke orker flere udredningsforløb, der ikke gør nogen nævneværdig forskel for deres hverdag. Det er imidlertid en krig, som Madeleine er mere end villig til at kæmpe på sin datters vegne.
Hendes forbilledlige styrke smitter af på resten af familien. Og i filmens livsbekræftende sidste akt bliver indsatsen heldigvis også belønnet.
Kort sagt:
Den franske skuespiller Joséphine Japy debuterer som instruktør med et vedkommende familiedrama baseret på sin egen opvækst. Til trods for hovedpersonens sidespring tegner ’Lyset i os’ et nuancerigt billede af livet med en sjælden lidelse i familien.