For en uge siden lagde hardcore-gruppen Turnstile Valbyparken ned med en fremragende koncert som del af årets udgave af Syd For Solen. Baltimore-gruppen har brilleret med at få et publikum, der normalt ikke beskæftiger sig med hardcore-genren, til at troppe trofast op til deres koncerter.
Og det er ikke kun på publikumsfronten, at de får hardcore ud til en bredere skare. Også når man kigger på deres samarbejdspartnere, er det tydeligt, at de når vidt omkring. Se blot udvalget af opvarmningskunstnere på deres kommende USA-turné. Eller dem, der er at finde på den kommende udgivelse, ‘Never Enough: Versions’, som de lige har annonceret.
Der er ganske vist et par kolleger fra den tunge musiks verden, der er med, når sangene fra sidste års ‘Never Enough’ skal nyfortolkes. Post-hardcore-gruppen Angel Du$t og dødsmetallerne Dying Fetus er blandt andet at finde på gæstelisten.
Men også jazzmusikere som Shabaka og Brandon Woody, elektroniske kunstnere som Floating Points og Four Tet, pop-darlingen Slayyyter, Paramore-frontkvinden Hayley Williams og selveste Sir Elton John lægger vejen forbi dette album.
Der er ingen trackliste eller yderligere udmelding om, hvad ‘Never Enough: The Versions’ er for en udgivelse, men gæstelisten taler jo også nærmest sit eget tydelige sprog. Og man skal ikke vente længe på den genfortolkede plade, for gruppen har nemlig udmeldt, at den udkommer allerede 28. august.
Se hele gæstelisten via gruppens Instagram-opslag herunder:
