VENEDIG FILM FESTIVAL. Der var ikke ligefrem masseekstase, da årets Venedig-program blev offentliggjort.
Modsat de seneste par år, hvor de største amerikanske titler har lagt vejen forbi, har der tydeligvis spredt sig mere tøven fra Hollywood, som med hændelser a la ‘Joker: Folie à Deux’ som skræmmeeksempel risikerer at investere massivt i en verdenspremiere med kun massiv kritisk nedtur til følge.
Det betyder dog ingenlunde, at der ikke er noget at glæde sig til på årets film-Biennale, der begynder 2. september og er leveringsdygtig i både filmiske og musikalske sværvægtere, saftige dokumentarprojekter og en dansker i hovedkonkurrencen.
I Spotlight-programmet finder man også den nævneværdige sumobrydningsdokumentar ‘Sumo: Spirit Weighs Nothing’, der er produceret af danske Sigrid Dyekjær, mens folk som Saoirse Ronan, Luca Guadagnino og jury-formand Maggie Gyllenhaal er med som kortfilminstruktører.
Det er (næsten) altid seværdige Danny Boyle, der sparker festivalen i gang med åbningsfilmen ‘Ink’. Her spiller den lige så seværdige Guy Pierce Rupert Murdoch anno 1969, hvor den kommende avismogul ankom til Storbritannien fra Australien, opkøbte The Sun og for alvor begyndte at ændre mediehistorien.
Hvis alt går, som det skal, kommer alle fra Robert Pattinsontil Phoebe Bridgers, Liam og Noel Gallagher til at indtage Lidoen side om side med sværvægtere som Werner Herzog og superdokumentarist Alex Gibney.
Her er de 10 film, jeg ser allermest frem til at opleve ved deres verdenspremierer under festivalen:
‘Bucking Fastard’
Det er en casting med ikonisk potentiale, der er hovedingrediensen i Werner Herzogs spillefilm ‘Bucking Fastard’.
De virkelige søstre Kate Mara og Rooney Mara spiller søstrene Jean og Joan Holbrook, der er så sammentømrende, at de nærmest fungerer som ét (virkelig mærkeligt) menneske. De drømmer ens, har deres eget sprog og deler ikke mindst en forelskelse i den samme mand.
Herzog har fundet inspiration i en virkelig historie om de britiske tvillingesøstre Freda og Greta Chaplin, der i 1981 endte i retten efter at have stalket en lastbilschauffør, hvor de eftersigende skulle have udbrudt kludderordet »bucking fastard«.
I oplagt facon for den tyske filmskaber former naturen plottet. Søstrene bliver nemlig sat til at grave en tunnel gennem et bjerg i Irland, der dog bliver en port til deres egen fantasiverden.
Domhnall Gleason og Orlando Bloom gør Mara-søstrene selskab som henholdsvis socialrådgiver og tidligere fælles elsker.
Herzogs allerstørste spillefilm ligger en del år tilbage, men lige netop ‘Bucking Fastard’ kunne indeholde ingredienserne til et nyt pletskud. Instruktøren ser den i hvertfald selv som en fuldendelse af en »operatisk triptych« med ‘Grizzly Man’ og ‘Fitzcarraldo’.
‘Kvinde Ukendt’
May el-Toukhy var sidst spillefilmaktuel med det mageløse moraldrama ‘Dronningen’.
I mellemtiden har hun instrueret afsnit af blandt andet ‘The Crown’, og i ‘Kvinde Ukendt’ bevæger instruktøren sig også tilbage i historien.
Vi befinder os i maj 1945, hvor Anden Verdenskrig netop er slut. Livet ser ud til endelig at falde i hak for den unge kvinde Marie (Mathilde Arcel). Hun har vundet indpas hos en rig direktør, hvis hus og børn hun har passet i årevis, og nu skal de lige straks giftes. Desværre begynder hendes fortid at indhente hende, og især én hemmelighed fra krigen kan koste hende alt.
May el-Toukhy er allerede ved ankomst lidt af et fænomen på årets festival, da hun indtil tilføjelsen af dokumentaren ‘NAZA’ var den eneste kvindelige instruktør i hovedkonkurrencen. Det er selvfølgelig for dårligt af Venedig, men muligvis held i uheld for el-Toukhy, der deltager med en film, der i både tema og kunstnerisk kraft i den grad har festivaltække.
Den hidtil eneste danske vinder af Guldløven er Carl Th. Dreyer, der i 1955 vandt for ‘Ordet’. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at den lykkelige begivenhed gentager sig, men det er ikke dumt at håbe på i hvert fald én eller anden pris til den danske instruktør.
‘Wild Horse Nine’
Martin McDonagh er garant for et godt makkerpar, vold og sort humor, og når han i år holder verdenspremiere på Lidoen ligner det næsten et kip tilbage til favoritten ‘In Bruges’.
Denne gang forenes Sam Rockwell og John Malkovich som to CIA-agenter, der i 1973 bliver sendt til Påskeøen, mens Pinochets millitærkup mod den folkevalgte præsident Salvador Allende var under opsejling.
Det tegner både solidt og sjovt, men man kan håbe, der også kommer ægte følelser i klemme undervejs, som vi sidst så det i den tragikomiske ‘The Banshees of Inisherin’.
‘Primetime’
Robert Pattinson har muligvis skullet genfinde lidt af sin indre vampyrenergi til sin hovedrolle i ‘Primetime’.
Her gestalter han den amerikanske tv-personlighed Chris Hansen, der i 00’erne tog grove midler i brug for at gøre sit format ‘To Catch a Predator’ til et gigahit ved at få ram på pædofile for rullende kameraer.
Filmen er den første fra Lance Oppenheims hånd, og intet tyder på, at der er tale om et rosenrødt portræt.
Virkelighedens Chris Hansen vil ikke udelukke, at han muligvis vil sagsøge for æreskrænkelse.
Det afholder ham dog ikke fra at smede, mens jernet er varmt. Derfor har han forud for alle filmens amerikanske visninger købt reklameplads, hvor han promoverer sin egen streamingplatform, der som fordums program fokuserer på pædofilijagt.
Oppenheim har tidligere fanget kritikernes opmærksomhed med dokumentarserien ‘Ren Faire’, der bød på en bizar arvekonflikt mellem endnu mere bizarre personager på et af USA’s største middelaldermarkeder.
‘Primetime’ markerer også en skuespildebut fra Phoebe Bridgers.
‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’
Sidste års genforening af de som regel stridende Gallagher-brødre bragte en decideret Oasis-feber med sig.
Og ingen stor international musikbegivenhed uden dertilhørende stor international filmbegivenhed, lyder devisen vist efterhånden i branchen.
Således: Dokumentaren ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’, der forhåbentlig kan bringe lidt old school rockstar-energi ind i filmens højborg.
Historien om Manchester-bandets storhed og familiære fald blev fortalt godt og grundigt i den hyldede dokumentar ‘Supersonic’, hvis eneste betydelige problem var, at den var optaget, mens Liam og Noel stadig nægtede at være i stue sammen, hvorfor den nye film også har en ny fordel.
Det kom åbenlyst bag på hele verden, at de kunne finde hinanden igen. Hvordan får vi forhåbentlig svaret på nu i tillæg til fuldfede klip fra tour-processen og de omfangsrige reunionkoncerter med erfarne folk bag kameraet i form af Dylan Southern og Will Lovelace, der før har indfanget Blur og LCD Soundstystem.
‘Possible Love’
Mange filmfeinschmeckeres øjne hviler på sydkoreanske Lee Chang-Dong, der vender tilbage med sin første film, siden han i 2018 lavede en af 2010’ernes bedste med thrilleren ‘Burning’.
Den var en af de helt store sensationer på Cannes-festivalen det år, men endte til manges frustration med at gå tomhændet hjem, mens japanske Kore-eda vandt for ‘Shoplifters’. I år er de begge aktuelle igen, men meget kunne tyde på, at Chang-Dong har overhånden denne gang.
‘Possible Love’ er skabt for Netflix og handler om et par, der har fået tæppet revet væk under dem af mandens fyring. Efterfølgende lader de en dokumentarist følge dem, der ender med at blive en næsten for tæt del af deres liv sammen med sin rige mand.
Selvom det overraskede mange, at Lee Chang-Dong slog pjalterne sammen med Netflix, har processen bag i hvert fald været strålende:
»Dette var første gang, jeg arbejdede med Netflix, men jeg vil sige, at gennem hele min filmkarriere har det været den film, jeg har følt mig mest komfortabel og tilpas med – hvilket kom som en overraskelse«, har instruktøren udtalt til The Hollywood Reporter. Forhåbentlig har det smittet positivt af på resultatet.
I bedste fald kan det blive en uforglemmelig filmoplevelse.
‘NAZA‘
Sidste år blev premieren på ‘The Voice of Hind Rajab’ en af festivalens helt store begivenheder, og også i år blev der i sidste øjeblik fundet plads til en Gaza-dokumentar fra samme kollektiv, der stod bag den Oscar-vindende ‘No Other Land’.
Filmen er den eneste dokumentar i årets hovedkonkurrence. Den har sit navn fra et udtryk i den israelske hær, der bliver brugt til at indikere, hvor mange civile der forventes at dø i et luftangreb.
‘No Other Land’ viste gennem vedvarende optagelser, hvordan den israelske hærs nedrivning af bygninger i Gaza strukturelt udslettede befolkningens betingelser for at leve. ‘Naza’ beskrives som »et detaljeret indblik i systemerne bag Israels kalkulerede massedrab af palæstinensiske civile i Gaza«.
‘Musk’
Mange vil nok mene, at Elon Musk i forvejen fylder alt for meget i verden.
Den hæderkronede dokumentarist Alex Gibney har imidlertid valgt at granske manden i en dokumentarfilm på lige knap fire timer.
Den har allerede fået et hædersmærke med sig på vejen, da hovedpersonen selv selvfølgelig skrev følgende på X, før han overhovedet havde set den:
»Det er et hit piece. Gibney er ikke i stand til andet. Og 4 timer!! Prøver at kede folk ihjel?« (og ja, han skrev »Is trying to bore people to death?«).
Gibney har erfaring med kulter såvel som kultiske skikkelser. Han har stået bag ‘Scientologys religiøse fængsel’ og ‘The Inventor: Out for Blood in Silicon Valley’ om Theranos-svindleren Elizabeth Holmes.
Alt tyder på, at Gibney i hvert fald leverer et grundigt portræt af den sydafrikanske Tesla-opfinder turned teknokrat. Om det er et decideret hitpiece, vil tiden vise.
‘Bunker’
Der er snart ikke den bane af livet, der ikke kan blive ødelagt af en techgigant. I Florian Zellers ‘Bunker’ er det dog i en noget mere direkte forstand, at ægteparret Sofia og Miguels forhold kommer under industriens pres.
Som arkitekt takker Miguel nemlig ja til at bygge en bunker til en tech-milliardær, hvilket udvikler sig så kontroversielt, at det gør konen i tvivl om deres 17 år sammen.
Det store trumfkort er, at irl-ægteparret Penélope Cruz og Javier Bardem spiller hovedrollerne – efter sigende med inspiration fra Stanley Kubricks ‘Eyes Wide Shut’ med daværende par Nicole Kidman og Tom Cruise.
Instruktør Florian Zellers debutfilm, det eksperimenterende Alzheimer-drama ‘The Father’, vandt to Oscars. Han har dog sit at bevise, efter han fulgte op med den bredt undervældende ‘The Son’.
Stephen Graham, Paul Dano og ‘The White Lotus’-skuespiller Patrick Schwarzenegger pryder også castet.
‘Company’
For et par år tilbage tøvede Venedig Film Festival ikke med at huse kontroversielle instruktørnavne som Woody Allen og Roman Polanski.
Helt på deres niveau er Casey Affleck ikke, men et helt uproblematisk navn er den 51-årige skuespiller heller ikke, siden han i 2018 blev ramt af anklager om sexchikane mod to kvindelige kollegaer på mockumentaryen ‘I’m Still Here’.
Det stod ikke mindst klart, da han under sin karrieres absolutte højdepunkt vandt en Oscar for sin skuespilpræstation i ‘Manchester by the Sea’, men fik den overleveret af en demonstrativt ikke-klappende Brie Larson. Efterfølgende lagde han sig da også fladt ned i et interview.
Han har siden medvirket i både ‘Oppenheimer’, ‘The Instigators’ med Matt Damon og en donut-reklame med Jeremy Strong.
I år er hans trekantsdrama ‘Company’, hvis cast tæller ‘Furious’-aktuelle Scoot McNairy, Nick Nolte og Ben Mendehlson, dog at finde i festivalens hovedkonkurrence. Den beskrives som et gotisk mysterie, hvori en mystisk kvinde dukker op til en julefest og begynder at fortælle en historie om et par, der for 20 år siden inviterede en ung strejfer ind i deres hjem under en snestorm.
Venedig Film Festival løber af stablen 2.-12. september.