The Neighbourhood har milliarder af streams, men der manglede gnist i Royal Arena
KONCERT. Knap fem milliarder afspilninger. Det er, hvad amerikanske The Neighbourhoods største hit, ’Sweater Weather’, har på Spotify. Det californiske band står simpelthen bag den mest afspillede sang af et band i platformens historie.
Yderligere fire numre har fået plads i den prestigefyldte 1 Billion Club. Godt nok blev The Neighbourhood stiftet samme år som streamingplatformen, men det er alligevel en flippet præstation. The Neighbourhood har været en enorm succes, og det var også det, bandet spillede på i Royal Arena, selvom storhed ikke nødvendigvis rimer på en stor koncertoplevelse.
Bandets frontmand og soleklare midtpunkt, Jesse Rutherford (der velsagtens er for The Neighbourhood, hvad Adam Levine er for Maroon 5), slentrede ind på scenen iført solbriller og med en tamburin i hånden.
Aftenens første nummer, den Oasis-klingende ’Hula Girl’, fik den lyshårede Rutherford til at ligne en afbleget Liam Gallagher. Vokalen var i showets første halvdel ubehjælpsomt begravet i mikset, men selvom de første par sange stammede fra det nyeste album, ’Ultrasound’ (2025), var det tydeligt, at publikum hungrede efter et skud The Neighbourhood.
Mest kendetegnede for bandets lyd er det, at emo og alternativ rock blandes med elektroniske rytmer og melodier, der sommetider lyder som et mørkt og weltschmerz-agtigt twist på 90’ernes boyband-lyd.
Den dystre og drømmende lyd var repræsenteret tidligt i sættet af publikumsfavoritten ’Cry Baby’. Rutherfords stage presence slog mig som en smule hæmmet. Han stod ved sit mikrofonstativ og leverede nummeret, og som en grand finale kastede han sin tamburin over skulderen. Det kan selvfølgelig være tjekket nok, men det havde pyntet, hvis følelserne kunne kommunikeres gennem noget andet end bare sangene.
Rutherford smed t-shirten til stor jubel, og lige så stor ekstase vakte ’Afraid’, som stammer fra bandets 13 år gamle debutalbum. Linjen »fuck you anyway« gjaldede ud over hele arenaen. En gang emo, altid emo.
Fuld plade på emo, men også ret enslydende i sin ungdommelige usikkerhed på, hvad der venter om hjørnet. Der blev rystet godt op i det musikalske udtryk, da den boogie-glitrede, riff-drevne ’Devil’s Advocate’ fik en tiltrængt rockdynamik frem i det store band, der, foruden de fem medlemmer, inkluderede tre ekstra musikere. Rutherford opgraderede til to tamburiner og spillede bongotrommer i breaket, mens der blev fyret op for pyroteknikken på scenen.
Som en lidt spøjs gimmick havde The Neighbourhood ansat en AI-stemme (en slags britisk Siri ved navn Iris) som konferencier og talsperson. Det var hende, der første gang fyrede et »Copenhagen, I love you« af, og som under første pause rådede os til at tage et bathroom break nu, hvis vi ikke var klar til at have det ret emo.
Det var nok en kommentar på skærmuafhængighed og superintelligens, men det var mere effektfuldt, når Rutherford henkastet spurgte salen, om der var nogen, der havde daddy issues som reference til bandets hit af samme navn.
Det helt store hit og trumfkort var og er selvfølgelig ’Sweater Weather’, som blev leveret pligtskyldigt, men til stor effekt. Den mere drømmende outro gav et afbræk fra de ellers noget ensidige numre. Rutherford havde sunget sig varm og virkede mere fokuseret. Der blev skrålet med på det sommerlumre megahit til det sidste, og The Neighbourhood havde løst opgaven, selvom koncerten savnede momenter, der for alvor ville frem.
Kort sagt:
Til deres første danske koncert nogensinde blev The Neighbourhood taget varmt imod af et energisk publikum, som kunne synge med på hvert et ord, men de store hits kunne ikke redde fornemmelsen af, at det hele føltes lidt stift og mindre flamboyant, end man kunne have håbet.