På mandag er det præcis 30 år siden, at rapstjernen Tupac Shakur blev ramt af fire skud, som seks dage senere førte til hans død på hospitalet.
Siden da er ingen blevet dømt for drabet. Indtil nu.
I sidste måned begyndte retssagen mod 63-årige Duane ‘Keffe D’ Davis, som blev arresteret tilbage i 2023 og har været fængslet lige siden. I går erklærede en juryen så den tidligere Compton-bandeleder skyldig i mord af særlig grov grad begået mod Tupac Shakur, skriver Deadline.
Anklagerne havde forinden argumenteret for, at Davis ikke holdt skydevåbnet, men at han som »shot-caller« orkestrerede drive-by-skyderiet som en hævnaktion mod Tupac Shakur og Death Row Records-medstifter Marion ‘Suge’ Knight. Samme aften havde duoen overfaldet hans nevø, Orlando’ Baby Lane’ Anderson.
At Davis efter så mange år kunne sigtes for drabet, er i høj grad hans egen fortjeneste. Han indrømmede således i interviews samt i sin selvbiografi ‘Compton Street Legend’ fra 2019, at han befandt sig i den Cadillac, hvorfra der blev affyret dødelige skud mod 2Pacs bil i 1996 i Las Vegas.
»Jeg vil gerne anke denne sag«, udtalte Davis ifølge Deadline lige efter oplæsningen af dommen.
Hans strafudmåling afgøres 13. oktober.
