‘By Any Means’: Mørkt kapitel fra USA’s historie fortjener bedre end Mark Wahlbergs vold og flabede replikker
FILM. Et af de ubestridt mørkeste kapitler i USA’s historie er Jim Crow-æraen, perioden op igennem det 20. århundrede, hvor statslige og lokale love håndhævede raceadskillelse og systematisk undertrykkelse af sorte amerikanere.
Heldigvis har perioden affødt en passende kunstnerisk selvransagelse. Mesterværker som ’In the Heat of the Night’, ’Mississippi Burning’ og bogklassikeren ’To Kill a Mockingbird’ har skildret alt fra institutionel racisme til grusomhederne udøvet af Ku Klux Klan i sydstaterne.
Men en historie, der aldrig har fået så meget opmærksomhed, er den om mordet på borgerrettighedsforkæmper Vernon Dahmer. Det forsøger instruktør Elegance Bratton nu at råde bod på med den biografaktuelle ’By Any Means’.
Året er 1966, og den afroamerikanske FBI-agent Wayne Strider (Yahya Abdul-Mateen II) er netop vendt tilbage til hjemstavnen i Mississippi. Her besøger han sin gamle ven Vernon Dahmer (Giancarlo Esposito), der tilbyder at betale den afroamerikanske lokalbefolknings obligatoriske valgskat, som de er påtvunget for at kunne stemme.
Da Dahmer kort tid efter bliver myrdet af lokale KKK-medlemmer, får Strider til opgave at efterforske sagen sammen med mafia-capo og FBI-informant Gregory Scarpa (Mark Wahlberg). Det er dog lettere sagt end gjort, for Strider skal både navigere i racisme fra byens hvide indbyggere og den rapkæftede Scarpas mildest talt uortodokse metoder.
Ved første øjekast kan man godt ærgre sig over, at Vernon Dahmers ellers fascinerende livshistorie stort set er ikkeeksisterende. Historien om den sorte forretningsmand, der satte sit liv på spil for at hjælpe sine undertrykte medborgere, kunne i sig selv have båret en hel film. Og fortjener det også.
I stedet kræver ’By Any Means’, at man læner sig tilbage og accepterer, at vi befinder os i Mark Wahlberg-land, med alt hvad det indebærer af grafisk vold og flabet attitude.
Kan man det, vil man opleve, at der opstår nogle ret stærke scener i samspillet mellem Abdul-Mateen II’s regelrette Strider og Wahlbergs skruppelløse Scarpa. Når de farer i totterne på hinanden, når Strider forklarer oprindelsen af det racistiske udtryk cracker, eller når man i realtid mærker, hvordan agenten selv bliver korrumperet af Scarpas voldelige torturmetoder.
Det kunne bare være mere elegant eksekveret. Filmen går all in på en temmelig sensationalistisk og voldsforherligende skildring af politiefterforskningen, hvor knæskaller bliver smadret, kæber slået af led og hunde likvideret. Det er angiveligt baseret på en ægte historie, men det er svært at forestille sig, at virkelighedens Gregory Scarpa fuldstændig uden konsekvenser skød en politibetjent i hovedet, som filmen ellers hævder.
Men med titlen ’By Any Means’ (læs: målet helliger midlet) og den Tarantino’ske biografplakat burde man måske have lugtet lunten.
#/media/File:By_Any_Means_poster.jpeg){kind=link}
Derfor er det også anderledes positivt at overvære en slutning, der – uden at spoile – ikke kulminerer i et stort, eksplosivt klimaks, men i en bittersød interaktion mellem de to hovedpersoner, hvor Striders desillusion for alvor skinner igennem.
Den film ville jeg gerne have set.
Kort sagt:
Der er oprigtigt stærke momenter mellem Yahya Abdul Mateen II og Mark Wahlberg i ’By Any Means’, men skildringen af et historisk racebetinget mord fortjener bedre end denne voldsforherligende fremstilling.