’Furious’ har været sommerens helt store serieoverraskelse.
Krimien, hvor den nyslåede FBI-agent Alice Black jagtede seriemorderen Catherine – og endte med at spejle sig i morderens mandehævnende mission – var fra start til slut en nervepirrende, skæv og helt igennem bingeable oplevelse.
Det var serieskaber Elizabeth Meriwethers første forsøg i den alvorlige thriller/krimigenre efter at have excelleret i komik med komedienyklassikeren ’New Girl’ og den tragikomiske perle ’Dying for Sex’ – og ligeledes overbevist på dramaterritorium med Elizabeth Holmes-serien ’The Dropout’.
Meriwether har selv erkendt, at det var en udfordring for hende pludselig at skulle tænke i spændingsopbygning, twists og krimikomponenter, og over en bred kam må man sige, at hun kom flot i mål med denne MeToo-mikstur af ’Chinatown’, ’Killing Eve’ og ’The Fall’.
Samtidig var ’Furious’ på et plotmæssigt niveau ikke en perfekt serie. Der var lovlig mange utroværdige krumspring i iveren efter at sætte skakbrikkerne, så de passede ind i masterplanen – som da wifebeater-ekskæreste Marshall venter ude foran krisecenteret, netop som Alice og Catherine mødes første gang, det faktum, at Alice selv er en del af det sagskompleks, hun undersøger, eller da Catherine pludselig husker alt i Easton-villaen, som var hun Matt Damon efter syv år hos Charlize Theron i det gamle Grækenland.
Den tematiske motor omkring den misbrugte kvinde, der tager hævn, og som klinger af både Epstein og ’Promising Young Woman’, var også en kende on the nose, mens den tiltagende spejling mellem de to skadede hovedpersoner til tider kunne føles som en konstruktion.
At jeg undervejs slet ikke blev oprigtigt irriteret over disse mislyde, skyldes dog én altoverskyggende ting: De fuldstændigt fabelagtige karakterer – og de lige så udsøgte skuespillere, der gav dem krop og sjæl.
I Jeremy Allen Whites fodspor
På scene-, replik og figurniveau bliver det bare ikke bedre end ’Furious’, og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg sidst har set en serie i krimi/thrillergenren med et så sublimt persongalleri som her.
’Killing Eve’ levede af to spændende hovedpersoner i en beslægtet dynamik og af et par enkelte fine biroller (heriblandt vor egen Kim Bodnia). Jussi-pletskuddet ’Dept. Q’ var først og fremmest båret af sin karismatiske hovedperson gestaltet af Ben Whishaw, serier som ’Forbrydelsen’, ’Broen’ og ’Unbelievable’ levede også af sine stærke politimakkerpar i fokus, ’Mare of Easttown’ og ’Task’ havde også stærke ensembler, men i den mere ensporet formummede retning.
’Furious’? Jeg tæller seks-syv helt uforglemmelige figurer!
I centrum står naturligvis Emmy Rossum som Alice og Lola Petticrew som Catherine.
For fans af ’Shameless’ vil Rossum være et velkendt ansigt fra 110 afsnit som den ældste, voksne datter, der tager sig af sine yngre søskende, når hendes alkoholiserede far ikke kan. I rollen som Alice bibringer den amerikanske skuespiller en tilsvarende vekslen mellem moden målrettethed og selvdestruktiv sårbarhed, men her i et endnu mere forfinet og uforudsigeligt udtryk.
Det var Rossum, der i første omgang fik idéen til at lave en moderne version af filmen ’Black Widow’ fra 1987, som ’Furious’ er løst skåret over, og hun er producer på serien. Hun kan efter denne rolle meget vel stå over samme gennembrud som sin ’Shameless’-lillebror: En vis Jeremy Allen White.
Slapstick i fineste form
Lola Petticrew imponerede i 2024 i den gribende IRA-serie ’Say Nothing’ som den idérige Doloures, der blev involveret i den nordirske frihedskamp. I ’Furious’ viser hun en noget anden og endnu mere ekspressiv side af talentet, både legende og aggressiv, infantil og psykopatisk, hele tiden med en vidende intelligens bag de dybe sårede øjne.
Det kræver lidt suspension of disbelief at tro på, at den petit og traumatiserede Catherine er i stand til at slippe afsted med sine mord så længe, men Petticrew sælger den, så man hænger på til målstregen. Blandt andet med en autentisk menneskelighed, som måske var det eneste, der var svært for Jodie Comer at gestalte i den beslægtede rolle som Villanelle i ’Killing Eve’. Petticrew er nu i gang med at indspille en kommende ’Assassin’s Creed’-serie med Noomi Rapace og Claes Bang.
Et komplet ubeskrevet blad – for mig i hvert fald – var Quincy Tyler Bernstine i rollen som den usædvanlige FBI-agent Nora Washington. Bernstine har haft en god karriere gennem 30 år på teaterscenen og havde en genkommende rolle i serien ’Power’, men det store gennembrud foran kameraet har ladet vente på sig.
Det kom så nu. Hun var tilfældigvis i gang med at se Meriwethers ’Dying for Sex’, da hun fik manuskriptet og var blæst bagover allerede efter de første sider. Nora er endnu en vild figur at skulle gøre troværdig med sine Balzac-citater, Hawaii-skjorter og hang til karaoke, men Bernstine og Meriwether skaber sammen den mest mindeværdige agenttype længe. Desillusioneret over timerne i kælderen med videomateriale, de fleste ville knække af at se et par minutter af, sprut i kaffekoppen og med nok erfaringer til at erkende, at retfærdigheden sjældent sker fyldest.
Det kan lyde som en karikatur, men Nora var et uimodståeligt vindende væsen. Ikke mindst tilførte hun velsignet humor til det ellers dystre univers, og scenen, hvor hun bevæger hen mod Ed Georges kontor i et tempo, der ville få en snegl til at føle sig som Lynet McQueen, var slapstick i den fineste form.
Serieskaber Meriwether har antydet, at sæson 2 kommer til at kredse om en ny sag for makkerparret Alice og Nora, mens Catherine kommer til at træde mere i baggrunden, og det lyder som noget, man gerne vil se.
En scene, man kan se igen og igen
Også nede i birollerne demonstrerede ’Furious’ overlegen træfsikkerhed.
Som manden, der var seriens bevis på, at #notallmen var klamme eller korrumperede svin. Danny, søde Danny, der så hårdt prøver at forstå Alice, selvom når hun er allermest fucked up. Han spilles af Scoot McNairy, der bare altid er god! Ofte i bundsolide biroller, men har du ikke set ham i ’Halt & Catch Fire’ som hårdt prøvet, brillant ingeniør, er du gået glip af en af de mest rørende seriepræstationer i dette århundrede. Her forankrer han ’Furious’ med jordbunden anstændighed.
Fremhæves må også den handicappede Alden, som Catherine er hjemmehjælper for i et forhold, der – efter alt at dømme – kulminerer i ægteskab. Det er en utroligt nænsom skildring af en relation, der både er bygget på gensidig udnyttelse og ømhed. Catherine udnytter Aldens hjem som tilflugtssted, men finder også ægte tryghed i den muskelsvindramte mand, som hun – modsat i sine tidligere tvangsrelationer – har den fysiske overhånd over.
Den også i virkeligheden bramfri Steve Way er standup-komiker og har i årevis jagtet flere roller. Man kunne nyde ham i barndomsvennen Ramy Youssefs ’Ramy’ – hvor han spiller … Ramys barndomsven – men i et branchepanel ytrede en selverkendt hashskæv Way for nogle år siden sin skuffelse over, at ingen ville hyre ham. I panelet sad Elizabeth Meriwether – og to måneder senere blev han kontaktet med budskabet om, at hun havde skrevet en rolle til ham.
Også Alden bidrager med genial komik, ikke mindst da han kører rundt med Danny og FBI-agenten Frank Choi med veltimet antiautoritær ”fuck af”-attitude. Den scene kan man se igen og igen.
Perfekt typecasting
Apropos Frank Choi: Et pragteksempel på, at serien fik det meste ud af på papiret marginale brikker på brættet. Rob Yang er herlig som den pligtopfyldende, men ikke specielt dygtige firmaets mand, der helst ikke vil ødelægge sine chancer for at rykke op i hierarkiet, men hvis akavede tryhard-fremtoning man også nærer et blødt hjerte for.
Jake Lacy er i kølvandet på ’The White Lotus’ og ’All Her Fault’ på kanten af typecasting som selvindbildsk egokæreste med bedragerisk pæn facade, men hey … Når man nu har fundet dét, man er god til! Til sidst kunne Marshall ikke undertrykke sit sande jeg, og Lacy var spritstiv og dum, så det var en fryd.
Rob Delaney fra ’Catastrophe’ spillede på en endnu større kontrast mellem blød mandebamse og patetisk misogynt røvhul i cameoen som Oliver Charles, og Hope Davis forsvarede sin Ghislaine Maxwell-agtige pædofili-facilitator og rigmandsdatter Emma Easton, så man næsten – men dog kun næsten – begyndte at overveje, om hun faktisk var medskyldig eller ej.
Alt i alt altså lidt af et drømmehold i det, der sagtens kunne have været en mere enøjet og deprimerende katten-efter-musen-historie. Og et tydeligt bevis på, at dybe, mystiske, karismatiske, sjove og anderledes karakterer altså stadig er og bliver serielands bedste vej til en loyal seerskare, uanset hvor meget effekttunge slagnumre, kendte franchises eller desperate fortællegreb ellers rykker ind i på streamingtjenesterne.
Livet er simpelthen for kort til at tilbringe 6-8-110 timer med mennesker, man ikke er nysgerrig på eller overraskes af. Hvorfor det giver utroligt god mening at hyre en menneske- og karakterkender som Elizabeth Meriwether til at lave en serie i det nedtrådte thrillerterritorium. Med hende om bord får alle klicheer et twist.
Meriwether er nu i gang med at skrive en Britney Spears-biopic, og det kan man godt se for sig. Hun har dog også forpligtet sig på en sæson mere af ’Furious’, hvilket jeg tager imod med ambivalent mine. ’Killing Eve’ blev ikke just bedre med årene, og det er svært at sluge, hvis Alice nu skal træde i Catherines morderiske fodspor, som slutningen på første sæson lagde op til.
Men er ’Furious’ fortsat befolket af så kulørt indtagende figurer som her i første ombæring, er jeg alligevel med hele vejen, no questions asked.
’Furious’ kan ses på Disney+.