’To anklagere’: Den mest klaustrofobiske skildring af livet under et diktatur, jeg længe har set
FILM. »Kære Stalin«.
Sådan indledes en hel sækfuld breve, der beder den sovjetiske leder om hjælp, men aldrig når frem.
En ældre, langskægget mand i slidte gevandter sidder i en celle og skimmer brevene fra de andre fanger. Herefter kaster han dem, som pålagt af fængselsbetjentene, ind i et lille ildsted.
Et af brevene skiller sig ud fra mængden. Det er ikke skrevet med blæk, men med blod på pappet fra en rulle toiletpapir. Han stikker det i lommen. Siden bliver dette brev, dets afsender og de forskellige mere eller mindre modvillige modtagere omdrejningspunktet for den historiske thriller ’To anklagere’, den nyeste film af Sergei Loznitsa.
Den produktive ukrainske auteur, som er fast inventar på de største europæiske filmfestivaler, voksede selv op under det hedengangne sovjetiske styre. I løbet af sin mere end 20 film lange karriere er han flere gange vendt tilbage til periodens mange historier om undertrykkelse, korruption, sammenbrud og frigørelse.
Frie er de færreste i ’To anklagere’, som udspiller sig i 1937 midt under Josef Stalins forfølgelseskampagne kendt som Den store terror.
Her modtager den nyuddannede og idealistiske anklager Kornev føromtalte brev, der stammer fra fængslet i den lille russiske by Brjansk. Han sætter sig for at opsøge den indsatte, der skulle sidde inde med oplysninger om justitsmord og tortur begået af NKVD, statens sikkerhedstjeneste.
Hvad der følger, er den mest klaustrofobiske skildring af livet under et diktatur, jeg længe har set. Tempoet er langsomt, og scenerne er lange, men det gør slet ikke ’To anklagere’ til en træg oplevelse. Med sine mange fornemt komponerede tableauer i kolde farver og dunkel belysning opnår filmen derimod en paranoiafyldt intensitet, særligt i den stilfærdigt nervepirrende første halvdel.
Kornevs samarbejde med fængslet er yderst vanskeligt. Der går en halv time af filmens spilletid, fra han lukkes ind bag de høje mure, til han står over for fangen, den gamle bolsjevik Stepnjak. Inden da har han bevæget sig gennem en labyrint af dunkle, kolde gange. Han lukkes gennem den ene tykke metaldør efter den anden, alle bevogtet af mindst én olm betjent.
Truslen mod den både unge og klejne Kornev er åbenlys. Man mærker, at kun titlen som anklager beskytter ham. Og spørgsmålet er, om det overhovedet er nok. »Ved De, hvor Deres forgænger er nu?«, lyder et ildevarslende spørgsmål undervejs.
’To anklagere’ kan ses som en dramatiseret ledsager til Loznitsas dokumentarfilm ’The Trial’ fra 2018. Den består af et to timer langt sammenklip af arkivoptagelser fra en skueproces, altså en fuldkommen fabrikeret retssag, som Sovjetunionen med dommer Andrej Vysjinskij i spidsen førte mod en gruppe videnskabsfolk, usandt stemplet som sabotører, i 1930.
Dokumentaren er temmelig ensformig og fungerer langt bedre som vægtigt historisk dokument end som engagerende filmkunst. Det gør Loznitsa heldigvis op for med sin anderledes fængslende og til tider mareridtsagtige fiktionsfilm, hvor Vysjinskij faktisk også spiller en central rolle.
Han viser sig nemlig som den titulære anklager nummer to. I filmens anden halvdel rejser hovedpersonen således mod Moskva for at opsøge Vysjinskij, der nu er ledende statsanklager. Kornevs håb er, at den magtfulde kollega kan handle på den omfattende og giftige sammensværgelse i Brjansk.
Her begår Loznitsa en lille genialitet: Da hovedpersonen træder ind i statsbygningen, møder han og publikum en spejling af fængslet.
Selvom rammerne er mere mondæne, og selvom han nu står over for velfriserede bureaukrater, er han heller ikke her velkommen, og det er lige så svært at finde frem til den rette dør. Bygningen synes at være designet til at fare vild og forsvinde i.
Instruktøren demonstrerer effektfuldt, hvordan diktatoriske regimer undertrykker deres indbyggere på et altomsluttende, systemisk plan. Ikke kun til offentlige forestillinger som retssagen i ’The Trial’, men også inde i statsværkets ufremkommelige maskinrum.
Kort sagt:
I sin fængslende nye film skildrer den ukrainske auteur Sergei Loznitsa Stalins Sovjetunionen som en klaustrofobisk og mareridtsagtig labyrint – designet til at fare vild og forsvinde i.