’Mayday’: Man kunne lige så godt bare have kaldt Ryan Reynolds’ karakter for Ryan Reynolds
FILM. Hvis man går rundt og venter utålmodigt på, at Tom Cruise får tændt op under den tredje installation af ’Top Gun’, kan den nye Apple-film ’Mayday’ ligne en form for midlertidigt fix.
Og så alligevel ikke helt. For nok kan filmen gå for at være et jagerflydrama i det første kvarter, men da den amerikanske pilot Troy Kelly (Ryan Reynolds) styrter ned bag fjendens linjer under den kolde krig og samles op af den pensionerede KGB-agent Nikolai Ustinov (Kenneth Branagh), begynder filmen i stedet at prikke til de lattermuskler, en klassisk 80’er-buddy-comedy ville gøre.
’Mayday’ er da også hurtig til selv at referere sin Tom Cruise-anførte storebror, og alt andet ville være også fjollet, når man skærer en film om en amerikansk jagerpilot, som endda finder sted i 1987, et år efter kultklassikeren ramte biograferne.
Siden Nikolai tog afstand fra sin gamle tilværelse som KGB-agent og bosatte sig i en afsides snehytte, er han nemlig blevet besat af amerikansk kultur i en sådan grad, at han ser ’Top Gun’ på repeat og fantaserer om, hvordan en Big Mac smager.
Så da Troy skal overtale Nikolai om at hjælpe ham med at slippe ud af landet, er det håbet om i sidste ende at få amerikansk asyl til gengæld for at hjælpe en national helt med at komme i sikkerhed, der gør forskellen.
Som så ofte før spiller Reynolds sig selv så meget, at det nærmest føles som en formalitet, at man har givet karakteren navnet Troy Kelly i stedet for bare at kalde ham for Ryan Reynolds.
Charme bringer han, bevares, men hans jokes bliver hurtigt flade, når de ikke får noget modspil, og derfor er det tiltrængt næring, når Branagh træder ind i billedet og ikke bare matcher, men topper Reynolds’ quirkiness. Det er i deres samspil, at humoren får mest vind i sejlene, og Reynolds bliver tilmed mere underholdende, når han har Branaghs pudseløjerligheder at reagere på.
I filmens måske sjoveste scene er Troy og Nikolai i færd med at stjæle en sporingsfri telefon hjemme hos en sovjetisk embedsmand, da han pludselig kommer hjem med udenomsægteskabeligt besøg. De gemmer sig i et vinskab, og da embedsmandens familie så kommer uanmeldt hjem, må elskerinden se sig nødsaget til at søge skjul i selvsamme skab.
Både komedie og action er vant territorie for instruktører og manusforfattere John Francis Daley og Jonathan Goldstein. Ud over komedier som ’Vacation’ og ’Game Night’ står duoen også bag den anmelderroste ’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ og har desuden forfattet manus til ’Spider-Man: Homecoming’.
Og netop actionsekvenserne, mærker man, har fået den rigtige opmærksomhed i ’Mayday’. Reynolds får mest lov til at se cool ud oppe i luften i de få scener fra cockpittet, hvor han altid har et svedigt trick i ærmet, når han og kollegaerne er i en kattepine. Det kaster et par medrivende jagerfly-sekvenser af sig.
Filmens ubestridte røvsparkningsminister er imidlertid Branagh, og i en aldeles velkoreograferet bar-slåskamp kanaliserer Nikolai nærmest sin indre John Wick. Desuden fører han an, når han og Troy skal finde vej ud af den ene klaustrofobiske situation efter den anden. Som når togvognen, de har sat sig i, pludselig er propfyldt med sovjetiske soldater, og de må løbe for livet gennem de øvrige vogne – som også er sat til med soldater.
Et gennemgående element i Troy og Nikolais relation er gnidningerne mellem deres respektive moderlande, inklusive en række diskussioner mellem dem om, hvad det vil sige at være henholdsvis amerikaner og russer.
Konflikten lander dog aldrig rigtigt på nogen mere dybsindig morale, end at ikke alle russere tænker som koldblodige KGB-agenter, og ikke alle amerikanere er omvandrende symboler på frihed og stolthed.
Og med en tredje akt, hvor klimakset afrundes en anelse for letkøbt, ender ’Mayday’ ikke som meget andet en munter actionkomedie med et crush på 80’erne.
Kort sagt:
Den fjollede kemi mellem Ryan Reynolds og Kenneth Branagh samt nogle ferme actionsekvenser står tilbage som hovedattraktionerne i den kaloriefattige Apple-film ’Mayday’.