‘Coyote vs. Acme’: Jeg forstår på en måde godt, hvorfor bosserne valgte at skrotte prærieulvens egen film
FILM. Grimm E. Ulv har viet hele sin tilværelse til at nakke og æde Hjulben (meep meep). Men jo mere avancerede planer den lægger, jo mere spektakulært fejler prærieulven fra de klassiske tegnefilm.
I hybridfilmen ’Coyote Vs. Acme’ bebor mennesker og tegneseriefigurer den samme verden. Forlægget er en satirisk artikel bragt i The New Yorker i 1990. Her får den evigt sultne prærieulv den meget amerikanske ide at sagsøge firmaet bag de mange fejlbehæftede apparater, som aldrig har tjent ham ordentligt i hans jagt på føde. Raketrulleskøjterne, stylterne, musefælderne, alt er fabrikeret af mega-virksomheden Acme.
I filmen opsøger ulven den smålurvede advokat Kevin Avery (Will Forte), der specialiserer sig i erstatningssager for tegneseriefigurer.
Den velkendte fortælling om prærieulven og hans mangeårige jagt på den elskelige sprinterfugl forvandler sig til en konspiratorisk fortælling om big business vs. manden på gulvet. Acme har i hemmelighed drevet et skyggeomgærdet projekt, hvor Looney Tunes-figurer blev brugt som forsøgskaniner til farlige produkter. Da tegnefilmsfigurer kan overleve næsten alt, kunne Acme udsætte dem for voldsom smerte og bagefter sælge teknologien til mennesker.
Advokaten Kevin har egentlig fundet sin niche med små hurtige forlig. Men hans ambitiøse niece, praktikanten Paige (Lana Condor), vil have ham til at gå hele vejen og tryne den store virksomhed, der har arrogante Buddy Crane (John Cena) ved roret som juridisk ærkerival.
Det er Snurrre Snups Søndagsklub i et sammenstød med John Grisham og ’Erin Brockovich’. Det lyder velgørende absurd og burde vække genklang i en tid, hvor eksempelvis Meta på samme måde som Acme forsøger at sno sig ud af deres ansvar ved at indgå forlig.
Det er bare ikke en fortælling, der rigtig formår at pingponge med Looney Tunes-universet, selvom Elmer Fjot og Daffy Duck har nogle udmærkede cameos. Der er enkelte grin, men færre end forventet.
Noir-komedien ’Who Framed Roger Rabbit’ fra 1988 er en af de få film, der ligner ’Coyote Vs. Acme’. I den gamle film skulle Bob Hoskins’ privatdetektiv rense kaninen for et mord. Denne film står stadig som den bedste af de to, også fordi den hektiske Roger Rabbit var meget mere nærværende som hovedperson.
Grimm E. Ulv har som bekendt en fantastisk evne til komme sig over at blive sprunget i luften og at falde i diverse afgrunde. Men han duer ikke som leading man, da han aldrig siger noget og kun kan kommunikere via skilte.
Derudover hjælper det ikke, at juristerne i menneskelige skikkelser er uinteressante og, ja, kedeligt tegnet af manuskriptforfatterne, mens godbidden Hjulben er sørgeligt fraværende i det meste af filmen. Retssagen ender ved højeste instans, i Kongressen i Washington, men udfaldet bliver for sentimentalt for os, der heller ikke ville ønske sig at se Tom & Jerry nå til fælles forståelse om noget som helst.
Fælles forståelse har der heller ikke været mellem skaberne af hybridfilmen og pengemændene, som trækker i trådene. ’Coyote vs. Acme’ skulle oprindeligt have haft biografpremiere i 2023, men Warner Bros droppede den færdige film for at opnå bedre balance i regnearkene – og efterlod både filmens skabere og forventningsfulde fans med lange næser.
Efter protester og forargelse blev filmen sat til salg, og en virksomhed med det tegnefilmagtige navn Ketchup Entertainment købte den i 2025. I år er den blevet en pæn succes i de amerikanske biografer.
Der er unægteligt et vist ekko af filmens tema om cigar-puffende storkapitalister, der kanøfler alle os bønder i livets store skakspil. Men jeg sad med den ubehagelige fornemmelse, at jeg egentlig godt forstod, hvorfor Warner-bosserne på deres store kontorer kunne vælge at skrotte filmen.
Der skal nok være en flok mennesker med store tegneseriesamlinger, som vil fryde sig over et så anderledes bud på en corporate thriller. Jeg sad mest og fik lyst til at gense nogle af de gamle tegnefilm.
Kort sagt:
Prærieulven, der jagter den lynhurtige godbid Hjulben, har fået sin egen hybrid-spillefilm gæstet af både tegneseriefigurer og ægte skuespillere. Men det sultne og tavse rovdyr har det (også) svært som leading man i en satire om jura og fæle kapitalister.