INTERVIEW. For snart ti år siden interviewede Soundvenue for første gang satirekollektivet Gigis. Dengang var alle fem medlemmer maskerede. De hadede TV 2 Zulu, den danske indvandrerdebat og alt, hvad der lugtede af kompromis.
Nu er der kun to tilbage.
Siden det første interview er det blevet til de to spillefilm ’Shabholm’ og ’Blokhavn’ og tv-serien ’100 Problemer’. Meget har ændret sig i mellemtiden. Medlemmerne er begge blevet fædre og er for længst blevet ægte voksne. Og så tæller gruppen altså nu kun Malthe Emil Kibsgaard og Adrian Hosseinpour.
Gigis-duoen er nu aktuelle med deres tredje spillefilm, ’Brohr’, som fortsat kredser om Ali og slænget. Blokhavn-drengene har byttet skolegården ud med voksenlivet og må navigere i en verden dikteret af AI, genhusning til Forfalster og faderskab. Ali må samle tropperne for at redde blokken fra en drabelig gentrificering.
Jeg fanger Malthe, der hele vejen igennem har været kollektivets animator, på vej ind mod deres kontor på Amager. Han viser mig klipperummet og lydstudiet, hvor duoen har brugt uendelige timer inden for det sidste år. Han har kaffe med i en lille pose, fordi kontorets kaffe – ifølge ham – smager af pis.
Adrian træder ind i rummet med et smil på læben og viser en TikTok af en indisk pizzamand, der lyder præcis som pizzamanden Pablo, som Adrian – blandt et hav af Gigis-universets mest karakteristiske stemmer – lægger stemme til.
Stadig frygtløse, men …
Det er snart ti år siden, Gigis blev etableret. Hvad er den største forskel på jer i dag og dengang?
Adrian: »Da vi startede, kunne vi slippe af sted med alt, fordi vi var et lille, ubetydeligt navn. Vi var frygtløse. Nu har vi fået en stemme og en indflydelse, som folk anerkender – så nu tænker vi os om to gange. I starten tænkte vi slet ikke over noget. Vi er blevet dygtigere og mere strukturerede. Vi er stadig frygtløse, men vi forstår vores ansvar bedre«.
Malthe: »Vi har aldrig lavet jokes for at provokere – der skal være en pointe med det. Det handler om, hvordan man laver joken, ikke om man tør røre ved emnet. Det er vigtigt, at vi fortsat flytter grænsen, som vi altid har gjort. På den måde har intet ændret sig, selvom det virker sådan. Vi har stadig samme agenda«.
I kalder selv ’Brohr’ jeres mest ambitiøse film til dato. Hvad betyder det konkret?
Malthe: »Vi har tænkt det stort på alle parametre – kvalitet, animation, musik, score, jokes, forberedelse. Alt har fået et nøk op«.
Adrian: »Vi har aldrig forberedt os til en produktion før. Denne gang har vi brugt over et halvt år på at have storyboard, hold og karakterdesign helt på plads, før vi gik i gang. Tidligere var det ren learning by doing – man gik bare i gang og slukkede ildebrande hele vejen«.
Malthe: »Før skulle vi slukke skovbrande under produktionerne – nu er det bare køkkenbrande«.
Det handler om klassekamp
Ali og slænget er også blevet voksne i ’Brohr’. Var det vigtigt for jer, at karaktererne skulle vokse op sammen med jer?
Malthe: »Det føles naturligt at kunne relatere til andre ting, når man selv vokser – blive far, miste sit job, ikke have råd til at bo. Dengang tænkte man ikke over den slags. Nu er det fedt at skrive ud fra egne oplevelser, for det bliver mere ægte. Vi er begge blevet fædre. Det skal også være relevant for os«.
Adrian: »Vores syn på verden har ændret sig i takt med alderen. Vi er et andet sted nu. Diskrimination fylder mindre i mit liv nu, end det gjorde for fire-fem år siden. Man bliver ældre, og andre ting fylder. Gigis-universet handler ikke kun om diskrimination. Vi ville gerne vise, at det ikke kun handler om at have det hårdt på grund af hudfarve«.
Da Gigis kom frem, var den såkaldte ghetto et meget bestemt sted i den offentlige samtale. Hvordan har den samtale ændret sig?
Malthe: »Samtalen ændrer sig hele tiden. Den fremmedfjendske retorik fylder mere nu, end den har gjort tidligere. Derfor er ’Brohr’ måske vigtigere end nogensinde før. Vi har skabt et talerør for drengene på blokken. Som barn var jeg selv bange for at blive stukket ned, når jeg krydsede en gruppe shababs. Samfundsretorikken skræmte livet af mig, og jeg vidste ikke bedre. Men det er noget pis«.
Adrian: »Debatten er altid den samme, men måske med flere nuancer nu om dage. Det føles ikke lige så fremmed længere. Jeg forsøger ikke at lade den slags opsluge mig. Jeg kender min side af historien, og jeg ved, at diskriminationen altid vil fylde for en masse mennesker«.
Kommentarerne oppefra …
Føler I, at Gigis har været med til at flytte den måde, mennesker fra de miljøer bliver fremstillet på i samfundsdebatten og i filmverdenen?
Adrian: »Jeg tror, vi har hjulpet med at åbne en dialog. Karakteren Pablo bliver for eksempel brugt i undervisningsmateriale, hvor lærere spørger ind til, hvorfor han taler, som han gør. Det åbner en samtale om kulturel baggrund, accent og sprog. Vi nuancerer debatten gennem satire. Det er vi stolte af. Debatten er ikke lige så ensidig i dag, og det tror jeg, Gigis har hjulpet med«.
Malthe: »Jeg tror også, det har hjulpet, at folk ikke automatisk er bange, når de ser en gruppe shababs stå sammen – lidt ligesom da Salah begyndte at spille for Liverpool, og racismen i byen faldt markant. Her kommer der en magisk muslim, som ikke er meget anderledes end os«.
»For eksempel er der en lille dansk dreng fra Søborg, der sender tegninger af shabab-karaktererne til os. En ung Davito. (vennegruppens hvide figur, red.). Den slags minder os om, hvor langt ud vi er nået«.
Er I blevet mere stuerene, i takt med at Gigis er blevet større – eller har I fået mulighed for at være endnu mere kompromisløse nu?
Adrian: »Vi bliver aldrig stuerene. Så har vi tabt til den kommercielle verden. Da vi startede, tænkte vi aldrig en ekstra gang over, hvad vi udgav. Men nu er vi som sagt vokset til en størrelse, hvor vi skal tænke over, hvad vi siger – fordi projektet er så stort, og der er mange penge involveret«.
»Uden at sige for meget har vi under den her produktion mere end én gang fået kommentarer om, at ting ikke var i orden. Ikke fordi der er sket noget –alt er cool. Det har vi aldrig oplevet tidligere. Og jeg tror, det handler om, at vi har en indflydelsesrig stemme. Men når vi får de kommentarer, så ved jeg, at vi er på rette vej«.
Malthe: »Jeg er nok den mest kompromisløse, selvom det burde være omvendt. Jeg tager den langt, og så trækker Adrian lidt ind, og vi finder en balance. På ’Shabholm’ passede vi meget på, fordi vi gerne ville lave flere film. Her har vi tænkt: Det her er måske vores sidste film, så nu går vi all in«.
Adrian: »Citér det her: Hvis der er noget rigtigt grænseoverskridende, har jeg holdt tilbage, men Malthe har overtalt mig. Det er typisk Malthes skyld«.
Malthe: »Der har været tidspunkter, hvor Adrian ikke har været i studiet, hvor« –
Adrian: »… Vi har fjernet noget, og jeg har sagt, at dét kan vi ikke bruge. Og så kommer jeg tilbage næste gang, og så er det alligevel med igen. Han er iskold!«
Flækkede af grin over Branco
Hvordan fik I fat i Mads Mikkelsen til skurkerollen i ’Brohr’?
Malthe: »Vi tabte en Robert-pris, og vi var sygt skuffede, så jeg skulle have en smøg. Da vi gik udenfor, stod Mads og skrev autografer med en smøg i munden – aurafarmer, du ved. Jeg gik hen for at spørge om en smøg, inden de andre sjakaler kom og ville slikke røv. Jeg fik en af hans små filterløse smøger, som sendte mig til månen. Jeg stod og kogte, helt nikotinskæv, indtil Adrian kom over«.
Adrian: »Vi endte med at snakke om, hvor skuffede vi var, og Mads begyndte bare at trøste os! Manden, der bare skal møde op og tage imod alle priser, forsikrede os om, at vi ville vinde med næste film. Og så spurgte vi ham bare, om han ville være med i ’Brohr’, som var under udvikling«.
»Han sagde bare: Send mig en mail, når I har en ny film klar. Jeg har jer. Og han holdt sit ord«.
Hvordan var det at instruere ham i shabab-universet?
Malthe: »Han instruerede nærmest os! Han mødte op fuldt forberedt med markerede rettelser, gule noter og konkrete forslag til manuskriptet – meget grundig, uanset projektets størrelse. Han gik til det, som han ville gå til et Steven Spielberg-projekt. Han spurgte om, hvorfor de rige skulle portrætteres så endimensionelt. Han ville udvikle karakteren«.
Adrian: »Jeg havde haft en lidt hård morgen, så jeg sad i trappeopgangen og læste manus. Jeg havde helt glemt, at han kom. Så stod han bare der, lige på slaget. Hvor skal jeg sidde, og hvornår går vi i gang? Og han var klar på det hele –handjob-scener og ketchup-citater – you name it«.
I har også andre store navne som Tessa, Sofie Linde og Branco på stemmerollelisten. Var der nogen, der gjorde noget helt andet med rollen, end I havde forestillet jer?
Adrian: »Branco var oplagt til en gangster-type, som han allerede lægger stemme til i filmen, men i studiet foreslog vi også en nørdet håndværkerchef. Han sagde bare ’ja, kom’ og lavede en vanvittig goofy stemme. Vi flækkede af grin. Jeg var overbevist med det samme«.
Malthe: »Rasmus Bjerg lægger stemme til robotten – som havde givet os problemer. Vi anede ikke, hvordan den skulle lyde, men gav ham helt frit spil, og han nailede den. Det er dét, en god skuespiller kan gøre: give karakteren personlighed og løfte filmen. Når Tessa, Branco og Sofie kommer ind i studiet, har de bare den der aura – en X-faktor, jeg ikke kan forklare med ord. Vi er meget taknemmelige«.
Nu: Viggo Mortensen!
Gigis startede som bekendt med fem medlemmer, men er i dag jer to. Hvad er historien bag – har det været en konfliktfyldt nedskalering?
Adrian: »Slet ikke. Det er ikke andet, end at folk gerne vil prøve forskellige ting. Vi har lavet det her i ti år. Det er ikke sådan et Beatles-brud. Vi startede som teenagere, hvor det næsten ikke føltes som arbejde. Nu hvor det er blevet et rigtigt arbejde, spiller andre ting ind – man får børn, andre interesser og muligheder. Gigis fungerer heller ikke som en klassisk animationsproduktion à la Disney. Vi mødtes som venner først, og så udviklede det sig til, at man skulle lære en faglighed, som kan være kedelig for mange. Og det er helt okay«.
Malthe: »De andre ville noget andet, men vi ville bevise, vi sagtens kunne løfte opgaven videre. Vi var stadig sultne og fyldt med idéer og vrede. For eksempel kan jeg gå helt i spåner over AI-slob. Jeg fucking hader det. Typisk er jeg drevet af frustration og had! Derfor blev vi nødt til at vise, hvordan det skal gøres«.
Er der mere at komme efter oven på ’Brohr’, tror I?
Adrian: »Vi vil gerne lave mindst én til. Om ti år ved jeg ikke. Vi elsker universet, men vi giver også al vores energi til det. Ingen fridage. Jeg vil også gerne instruere en live-action-spillefilm, og Malthe vil gerne lave 3D-film. Vi gør alt med hjertet, så hvis den følelse forsvinder, trækker vi stikket. Men så længe vi holder fingeren på pulsen – er på TikTok og spiller streetbold i Nordvest – kan vi stadig følge med«.
Malthe: »I bund og grund handler det om at have det sjovt. Det fedeste ved at gå på arbejde er, at det ikke føles som arbejde. Vi stopper nok, hvis vi ikke får kommentarer på manuskriptet oppefra. Så ved jeg, at vi ikke er kritiske nok. Så længe vi begge har hype på en idé, må vi se, hvad det bliver til. Vi kan ikke sige for meget, men næste film har lidt en nutidig ’Ringenes herre’-vibe. Jeg forsøger at rekruttere Viggo Mortensen. Men han har sgu for travlt for tiden«.
’Brohr’ har biografpremiere 24. september.