Holly Humberstone udskyder dansk koncert efter kollegas »livstruende« nødsituation

Holly Humberstone udskyder dansk koncert efter kollegas »livstruende« nødsituation
Holly Humberstone i DR Koncerthusets Studie 2 i 2024. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Det var planen, at Holly Humberstone skulle give koncert i Amager Bio i aften. Men nu er koncerten udskudt på ubestemt tid.

I går måtte den britiske popartist nemlig aflyse resten af sin europæiske turné, herunder det danske show. På sociale medier forklarer hun, at beslutningen skyldes en helbredsmæssig nødsituation for en kollega på turnéholdet.

»Som nogle af jer måske allerede ved, havde vi et problem i vores team i går. Jeg var nødt til at holde det vagt, fordi vi ikke ønskede at være ufølsomme over for situationen ved at dele det på internettet, mens det stadig foregik omkring os«, skriver Humberstone i et Instagram-opslag

»Et medlem af vores turnéhold blev i går morges ramt af en alvorlig, livstruende medicinsk nødsituation i bussen, da vi ankom til Köln. Vi reagerede hurtigt og fik vedkommende på hospitalet, og heldigvis er personen nu stabil og har det efter omstændighederne godt på hospitalet. Det lægelige personale har været helt fantastiske, og vi kan ikke rose den behandling, vedkommende har fået her i Köln, nok«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hun undskylder til sine fans for aflysningerne og lover at komme tilbage til de ramte byer med nye koncertdatoer på et senere tidspunkt, når kollegaen er kommet sig.

»At aflyse koncerter er på ingen måde noget, jeg tager let på, og jeg lover jer, at hvis situationen var anderledes, ville vi stå på scenen for jer«, skriver hun. »Under de her omstændigheder ville koncerten ikke være nær så god uden et så centralt medlem, og det føles bare ikke rigtigt at fortsætte«.

Amager Bio skriver til det danske publikum, at man kan beholde sin koncertbillet, som vil være gyldig til erstatningsshowet engang i fremtiden.

»Vi har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at bekræfte en ny showdato«, lyder det.

»Billetkøbere skal blot beholde den nuværende billet, da denne vil være gyldig til den nye dato, som vi håber snart at have på plads. Ticketmaster sender snarest muligt en mail ud til alle billetkøbere med mere information«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af