’Brohr’: Mads Mikkelsen leverer komisk klasse, men Gigis’ satire føles ikke længere så personlig

’Brohr’: Mads Mikkelsen leverer komisk klasse, men Gigis’ satire føles ikke længere så personlig
'Brohr'. (Foto: Nordisk Film)

FILM. »Jeg håber, succesen vokser, så vi kan følge karaktererne længere ind i voksenlivet«, skrev jeg for lidt over tre år siden, da Gigis havde premiere på deres anden spillefilm, ‘Shabholm’.

Ønsket gik i opfyldelse. For nu er animationsgruppen (reduceret fra fem medlemmer til duoen Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard) tilbage med ‘Brohr’, der fortsætter fortællingen om Blokhavns shababs med Ali og Davito i front. Og selvom karaktererne ikke nødvendigvis udstråler stor modenhed, er de nu på hver deres måde trådt ind i voksenlivet.

Den største forandring sker for Ali. Han skal være far, og med den nye titel følger ansvar og bekymringer. For ham handler det, trods uenighed med kæresten Yasmina (stemmelagt af Tessa), først og fremmest om at kunne tjene penge til husholdningen – og helst ikke hjælpe til med huslige pligter.

‘Brohr’. (Foto: Nordisk Film)

Desværre har han lige mistet sit job. Oven i hatten bliver den vordende familie og resten af beboerne i Valhalalparken (lig Mjølnerparken på Nørrebro) tvunget ud af deres lejligheder, som skal totalrenoveres og udbydes til en langt højere husleje.

Bag begge uheldigheder står filmens store skurk, Jasper Puch, som ingen ringere end Mads Mikkelsen lægger stemme til. Navnet refererer selvfølgelig til ‘Løvens Hule’-iværksætteren bag JustEat, men egentlig har karakteren mest til fælles med Elon Musk.

Ligesom den amerikanske tech-milliardær satser Puch ikke bare på at gøre en god forretning. Han er mindst lige så motiveret af fremsynet teknologi og af magt. Den fiktive rigmand forener begge passioner ved lanceringen af en ny robotmodel, der hurtigt overtager arbejdsmarkedet og fortrænger borgerne nederst i samfundet til udkantsområdet ForFalster.

‘Brohr’. (Foto: Nordisk Film)

Trods sortsyn og en vis melankoli kan man stadig more sig over satiregruppens mange ordspil og referencer til vores samtid. Både replikkerne og de tegnede baggrunde er tætpakket med jokes. I vinduet til en boghandel spotter man for eksempel, i det lidt grovkornede hjørne, en reklame for en ny bog af Henrik Sass Larsen med titlen ‘Guide til dark web’.

»Overgreb og pædofili er faldet med 111 procent«, lyder en beslægtet replik, som kommer fra fremtidens statsminister Sofia Linda (spillet af Sofie Linde), efter hun har bandlyst alle mænd fra Folketinget.

Trods ændringerne i den politiske top er der dog ikke mange kvinder i fremtidens samfund. I hvert fald optræder der ganske få kvindelige karakter i filmen, og det er mest mændene, som får lov til at være sjove. Tessas Yasmina har en fremtrædende rolle, men hun skal i høj grad agere fornuftens stemme, skælde ud og forklare fortællingens pointer.

‘Brohr’. (Foto: Nordisk Film)

Mads Mikkelsen leverer komisk klasse som den udspekulerede antagonist, der i sidste ende virker mest interesseret i af at bruge robotterne til seksuel tilfredsstillelse. Rasmus Bjerg er også godt castet til rollen som den godhjertede og naive robot Brohr, der lærer at se verden gennem sine menneske-shababs’ øjne.

Netop den særlige Nørrebro-jargon, som har givet Gigis-universet et herligt særpræg igennem efterhånden 10 år, er stadig en del af tonen i ‘Brohr’. Sammenlignet med ‘Shabholm’ går de dog ikke på samme måde planken ud i deres leg med stereotyper og fordomme om hvide og brune danskere, fremmedhad og diskrimination.

I forgængeren blev kultursammenstødene sat på spidsen i en sådan grad, at jeg godt forstår, det ville svært at overgå. Efter at have forvandlet Bornholm til et muslimsk paradis var de simpelthen nødt til at gå andre veje. Men desværre når de ikke samme humoristiske højder i ‘Brohr’ med hovedtemaet om kunstig intelligens.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det dystopiske scenarie er bestemt relevant i disse tider, hvor AI buldrer frem og ligefrem vækker eksistentiel frygt. Men robotplottet udvikler sig i en forudsigelig retning med et hævnmotiv, som er set før i et hav af science fiction-fortællinger om slavegjorte robotter og deres menneskelige skabere.

Selvom Gigis stadig er ude med riven til højre og venstre, føles satiren ikke længere helt så personlig og unik.


Kort sagt:
Satirekollektivet Gigis’ tredje animerede spillefilm bevæger sig ind i voksenlivet og tager samtidig gentrificering, wokeisme og kunstig intelligens under behandling. Selvom temaerne bestemt er relevante, føles satiren desværre ikke lige så genial og personligt forankret som de kultursammenstød, de senest satte på spidsen i ‘Shabholm’.

’Brohr’. Film. Instruktion: Adrian Hosseinpour, Malthe Emil Kibsgaard. Medvirkende: Adrian Hosseinpour, Malthe Emil Kibsgaard, Mads Mikkelsen, Tessa, Rasmus Bjerg, Jan Elhøj, Branco. Spilletid: 84 min. Premiere: I biografen 24. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af