’The Devils’: Ingen skal længere snydes for at se en nonne onanere med en brændt menneskeknogle – gudskelov!
FILM. Nonneorgie, dæmonuddrivelse og Jesus-voldtægt. Det er blot nogle af de ting, ’The Devils’ har at byde på.
Filmen havde oprindeligt premiere i 1971, og dengang vakte dens provokerende indhold så meget harme, at den blev groft censureret, og siden da har det ikke været muligt at se instruktør Ken Russells oprindelige vision. Indtil nu.
Warner Bros. har endelig fået director’s cut-udgaven hevet frem fra gemmerne, og i samme ombæring har de fået filmen restaureret i 4K. Herfra skal der lyde en stor tak for det.
Jeg var nemlig den slags menneske, som aldrig havde set ’The Devils’, og jeg er vældig glad for ikke at være sådan et menneske længere.
Filmen er baseret på den virkelige fortælling om den katolske præst Urbain Grandier, som blev anklaget for hekseri i 1600-tallets Frankrig.
Han er gestaltet af Oliver Reed, som med overbevisende autoritet leder den lille by Loudun efter den tidligere leders død. Beboerne er truet af den magtfulde kardinal Richelieu, som i kølvandet på oprør fra protestantiske kristne forsøger at påvirke kongen til at overtage byen.
De forsøger at få skovlen under Grandier ved at udstille ham som heks. Til hjælp udnytter de klosterets nonner, hvor især den højtstående Søster Jeanne, spillet af Vanessa Redgrave, har en vigtig rolle.
Samtidig lurer pesten i baggrunden, og i en tidlig scene viser sygdommen sig frem i al sin gru, da en kvinde bliver behandlet for sine bylde-lignende symptomer af et par kvaksalvere, som åbenbart mener, at levende hvepse og en udstoppet krokodille er en passende medicinsk behandling.
Hun vrider sin nøgne krop i smerte, mens hendes betændte og rådnende kød vidner om, at hun ikke har langt igen.
Senere bliver søm hamret gennem hænder, og en nål bliver spiddet gennem en tunge, og man undrer sig over, hvordan en film med 55 år på bagen stadig kan være så modbydeligt ubehagelig at være i selskab med.
Det, der dog vakte mest furore i sin tid, var de eksplicitte sexscener.
Heriblandt den berygtede rape of christ-scene, hvor gruppen af nonner skamrider en sagesløs Jesus-statue samt en scene, hvor Søster Jeanne onanerer med en brændt menneskeknogle.
Begge blev censurerede i sin tid, men nu kan man altså se dem, og det må man ikke snyde sig selv for.
De tilføjer et ekstra niveau til det maksimalistiske vanvid, der udspiller sig for øjnene af en, da de seksuelt undertrykte nonner har mistet alle hæmninger efter en hæsblæsende eksorcisme-seance.
Den mest seksuelt undertrykte er Søster Jeanne. I starten fordømmer hun de andre nonners beluring af den dragende Grandier, men hendes egen liderlighed kommer hurtigt frem i lyset, og den tager voldsomt til, mens hun bliver mere og mere besat af selvsamme mand.
Jeanne vandrer krumrygget rundt i klosterets gange, hvor den hvide farve er altdominerende. De kliniske omgivelser er alt andet end sexy, og i kontrast med nonnens ustyrlige drifter fremhæver Russell den katolske kirkes undertrykkelse af sine medlemmer.
Redgrave skildrer på vidunderlig vis den dyriske, undertrykte lyst og er buldrende intimiderende, når hendes drømme om Grandier ikke kan opfyldes.
Den helt store oplevelse er dog at se Oliver Reed i rollen som kvindeforførende præst.
Han er gennemgribende karismatisk, og man forstår, hvorfor nonnerne er interesserede i ham. Han er dog samtidig dybt fejlbarlig og usympatisk, hvilket etableres helt i begyndelsen, da han ligger i sengen med en ung kvinde.
Man forstår, at hendes far har sendt hende til Grandier i latinlære, men at den kvindeglade præst ikke har kunnet holde fingrene fra hende.
Da hun fortæller ham, at hun er blevet gravid, rejser han sig straks op og bedyrer, at det er slut mellem dem. Det lader til at sidde på rygraden, da han siger til hende, at hun må tage ud og finde en anden, der kan være far til barnet.
Hykleriet skriger til himlen, når han som leder af en institution, som prædiker total afholdenhed, selv er en syndig liderkarl uden moralske skrupler, der udnytter sin magt til at komme i seng med unge kvinder.
Det geniale ved ’The Devils’ er dog, at det langtfra slutter ved Grandier. Der er en ondsindet herskesyge til stede hos samtlige af filmens autoriteter, som på glimrende vis skildrer, hvordan institutionelt magtmisbrug, løgne og undertrykkelse er en uundgåelig del af menneskeheden.
Det er nedtrykkende og frustrerende, men desværre en sandhed der stadig er gældende den dag i dag, om så man kigger mod USA, Rusland eller på VM-fodbold inde i fjernsynet.
’The Devils’ minder os om, at magten korrumperer mennesket, og den gør det på en fuldstændigt egensindig måde, som sætter sig fast dybt inde under huden.
En så grotesk og overrumplende brutal filmoplevelse er en uhyre sjældenhed, og at vi får den i sin fulde længde, er en kæmpe gave til vores ellers så fordærvede verden.
Kort sagt: Hvis man aldrig har set ’The Devils’, er den nye udgave en perfekt lejlighed til at få det gjort. Har man set den før, skal man gøre det igen.