NUEVA ESCENA CHILENA. Hvis man er glad for indierock, føltes London i første halvdel af 2020’erne som en guldmine. Spændende nye bands strømmede frem og fik massiv opmærksomhed for at lave grænsesøgende, eksperimenterende og mildest talt ukommerciel musik: Black Midi, Squid, Dry Cleaning, HMLTD og Black Country, New Road, blot for at nævne nogle få.
Mange af disse spændende nye London-bands havde det til fælles, at de fik deres spæde start på spillestedet The Windmill. Og jeg har ventet længe på at se, om denne vilje til at sprænge indierock-rammerne, som Windmill-bands har gjort det, mon ville brede sig internationalt.
Er man hyppig bruger af musikhjemmesiderne RateYourMusic og AlbumOfTheYear, har man måske lagt mærke til, at nogle af de rockalbum fra de seneste par år, der har bedst brugerbedømmelser, er spansksprogede udgivelser, der besidder et etos, der ikke er langt fra det, man kunne finde hos Windmill-grupperne.
Grupper som Candelabro, Hesse Kassel, Phuyu y la Fantasma, Niños del Cerro, Asia Menor og Estoy Bien har den sidste håndfuld år kravlet op af disse hjemmesiders brugerbestemte årslister. Grupperne har alle det til fælles, at de er fra Chile, og at de stammer fra det musikmiljø, der er blevet døbt nueva escena chilena – den nye chilenske scene.
Sidste års 7. bedste album
Efter alt at dømme er de chilenske gruppers medvind primært kommet gennem spanskstalende og nok særligt chilenske brugere, men når landets Hesse Kassel står bag det (i skrivende stund) angiveligt 13. bedste album fra i år, får det også internationale musiknørder til at spidse ører.
Og man behøver da heller ikke at tale spansk, før de kalejdoskopiske rockuniverser er tiltalende.
Hos Estoy Bien er de animerede vokaler lige så teatralske som i 00’ernes emo-poprock (bandets navn oversættes da også til det dejligt emo-agtige »jeg har det fint«), men her omgives de af ondskabsfulde hardcore-basgange og mathrockede støjflader.
Asia Menor laver postpunk så tætpakket og balstyrisk, at det er umuligt at sidde stille til. Men samtidig er der et ulmende ubehag, der gør, at musikkens vildskab også føles som lyden af, når bægeret endegyldigt flyder over, og man ikke kan holde frustrationerne inde længere.
Den støjende, konfrontatoriske kombination mellem kantet mathrock og spraglet prog, som Black Midi i sin tid brillerede med, bliver holdt ved lige af Phuyu y La Fantasma, hvis glæde for skæve taktarter også skyldes forankring i den chilenske Cueca-tradition, hvor musikken hyppigt går i 6/8.
Candelabro – scenens største navn og min personlige introduktion til bølgen – har lavet et regulært mesterværk med 2025-pladen ‘Deseo, carne y voluntad’ (sidste års angiveligt 7. bedste album), som bør være pensum for enhver fan af Black Country, New Roads 2022-hovedværk ‘Ants From Up Here’.
Candelabro kan fyre op for mavepustende rockriffs, men deres mere nænsomme kompositioner griber lytteren i kraven og nægter at give slip, før man har fået knust sin sjæl på den måde, man kun kan, når katolske syndsbegreber styrer slagets gang. Eminent brug af obo og sopran-saxofon skaber ømhed af en slags, jeg ikke har hørt fra mange andre rockgrupper.
Når jeg lytter til den aktuelle chilenske rockbølge, kan jeg slet og ret ikke forstå, at den ikke er lykkedes mere med at bryde sprogbarrieren.
Hvornår kommer de til Danmark?
På Spotify følger over 100.000 brugere playlisten alt/chile, der giver et fint indblik i meget af det, der rører på sig i alternativ chilensk musik – også hinsides rocken, men klart med en overvægt af rockmusik. Det er flere følgere end den ellers så omdiskuterede playliste Cph+, der præsenterer udlandet for københavnsk undergrundsmusik.
Spotify lader også deres brugere se, i hvilke byer en given kunstner har flest lyttere, og her kan man se, at stort set alle scenens mest populære kunstnere har en betydelig andel lyttere uden for Chile – dog primært i de ligeledes spansktalende lande Peru og Mexico.
Størstedelen af grupperne har solide mængder live-erfaring – ligesom med Windmill-bølgen har mange af navnene frekventeret det samme spillested, i dette tilfælde Centro Cultural Rojas Magallanes i Santiago-forstaden La Florida. En god sjat af dem har endda taget på internationale turnéer, men stort set udelukkende til spansktalende lande.
Og selv på RateYourMusic kan man se, at de høje årslisteplaceringer bliver markant lavere, hvis man udelukkende ser på bedømmelser fra brugere i lande, hvor der ikke tales spansk. Men i en æra, hvor ligeledes spansksprogede Bad Bunny er i stand til at spille udsolgte arenaer i Sverige, Frankrig og Polen, bør sproget jo ikke være en begrænsning.
Windmill-scenens snørklede, genrekrydsende, lyrisk kryptiske og ofte lange sange føltes som en tiltrængt modvægt til den i stigende grad dagbogs-direkte, TikTok-kortfattede og algoritme-optimerede musik, der begyndte at dominere hitlisterne, da Windmill-grupperne fik medvind.
Den slags musik er der stadig brug for, og der er ingen grund til at forlange, at den nødvendigvis skal komme fra Storbritannien og være på engelsk.
Det er musik af en kvalitet, der fortjener internationale øjne. Det ville være skønt at se nogle af disse grupper tage verden rundt og ikke mindst komme til København. Og de ville da også passe godt ind på eksempelvis Roskilde Festival, aarhusianske Alter Festival eller endda som curveball-bookinger, når Syd For Solen forhåbentlig vender tilbage i 2028.
Sidste år bookede Roskilde Festival et af Chiles mest toneangivende navne hinsides rocken i form af neoperrero-fænomenet Akriila, der da også har valgt at gå en mere rocket vej på dette års stærke album ‘Lucy miró al mundo y notó que está girando’. Candelabro, Phuyu y La Fantasma eller Hesse Kassel virker som et naturligt næste skridt.
Chiles aktuelle rockscene fortjener at gå over i indie-historiebøgerne på samme måde som Windmill-scenen. Det kræver bare, at vi rent faktisk giver musikken den grad af opmærksomhed, den fortjener.