’Clayface’: Friskt talent er umuligt at tage øjnene fra som slimet monster i DC’s vellykkede body horror
FILM. Få superhelte kan mønstre et så psykologisk forskruet og samtidig fascinerende skurkegalleri som Batman.
Et depraveret rædselskabinet befolket af skurke som Jokeren, The Riddler, Two-Face, The Penguin, Poison Ivy, Mr. Freeze, Hugo Strange, Scarecrow og et hav af andre sørgelige og skrækindjagende eksistenser.
Mørket og fordærvet er allestedsnærværende i Bat-universet, og det virker derfor glimrende set at placere en af disse karakterer fra Gothams mest uhumske afkroge i en gysersetting.
Valget er faldet på Clayface, en monstrøs formskifter med superstyrke, der blev introduceret af Bill Finger og Bob Kane tilbage i 1940 som B-filmskuespilleren Basil Karlo og siden har haft flere forskellige inkarnationer.
I DC Universe-filmen ’Clayface’, der er instrueret af James Watkins (den amerikanske ’Speak No Evil’) og skrevet af Hossein Amini (’Drive’) og ’Carrie’-aktuelle Mike Flanagan, møder vi en anden version af Clayface: den feterede Hollywood-skuespiller Matt Hagen.
Hagen (Tom Rhys Harries) har netop høstet den ultimative anerkendelse fra Hollywood i form af en Oscar-nominering, da hans ansigt skamferes til uigenkendelighed af en gangsterboss, som han har raget uklar med.
Én efter én forsvinder de elitære venner og forbindelser, formuen sluges af advokatsalær, grådige agenter og tabte retssager mod de skyldige, og han slås tilbage til start i en lurvet lejlighed, placeret i et af Gothams mere beskedne kvarterer.
I sin fortvivlelse møder han forskeren Caitlyn Corr (Naomi Ackie), der viser sig at være i stand til at hele hans ansigt med en behandling, som hverken er lovlig, sikker eller etisk forsvarlig. I starten begynder Matt at hele, men i takt med at hans hævnlyst vokser og mentale helbred skranter, begynder hans krop at ændre sig drastisk.
Det kan lyde som en fortælling beslægtet med ’The Substance’ eller ’Obsession’, men lad os bare slå fast, at ’Clayface’ ikke er noget moderne horrormesterværk.
Alligevel må man applaudere DC-bosserne James Gunn og Peter Safran for deres risikovillighed. At den tredje DCU-film tilegnes Clayface frem for sikre kort som Batman, Wonder Woman eller The Flash, er enten galt, genialt eller direkte dumdristigt.
I virkeligheden er det nok en blanding af det hele.
Men der er noget prisværdigt i, at DC synes indstillet på at udforske den udskældte superheltegenre fra nye vinkler og med forskellige udtryk, hvad enten det er body horror med et beskedent budget på 30 millioner dollars som denne eller HBO’s sci-fi-krimiserie ’Lanterns’.
I sine mest inspirerede øjeblikke føles filmen som en blanding af ’The Fly’ og ’Joker’ tilsat en tone, der sender tankerne mod de klassiske Universal-monstre. Og så er der selvfølgelig også hentet godt med inspiration fra ’Batman: The Animated Series’ i form af det glimrende dobbeltafsnit ’Feat of Clay’, der omhandlede netop Clayface.
Derudover hører Volker Bertelmanns (’All Quiet on the Western Front’) dystre soundtrack og Rob Hardys (’Civil War’) flotte og stemningsfulde kameraarbejde også til filmens styrker.
Desværre er ’Clayface’ ikke helt så uhyggelig, som jeg havde håbet. Filmens sparsomme jumpscares er for det meste forudsigelige, mens de helt store, grusomme og mindeværdige gys udebliver. Til gengæld udfolder filmen sin slimede og blodige body horror effektivt, og jeg skal indrømme, at jeg flere gange vred mig af væmmelse i biografmørket.
Manuskriptet kæmper til tider med tvivlsomme replikker og manglende pondus, som overfladisk berører emner som skønhedsidealer og identitetsforvirring uden egentlig at sige det store. Selve hævndramaet, hvor Matt forfølger sine gerningsmænd, er til gengæld medrivende og rundes af med et forrygende klimaks.
Filmens stærkeste kort er dog den relativt ukendte Tom Rhys Harries, der er et endnu et rent casting-pletskud for DC i forlængelse af det fremragende valg af David Corenswet som Superman.
Selvom filmen forsømmer at granske Hagens fortid nærmere, gør Harries ham både charmerende og dybt tragisk. Samtidig besidder Hagen allerede fra begyndelsen en mørk, manipulerende og egoistisk side, der gør ham til en mere nuanceret karakter. Hans udvikling gennem filmen er grundig og veludført, og hans endelige transformation – både fysisk og mentalt – overbeviser hele vejen.
Hver gang Harries er i centrum – hvilket heldigvis er for det meste – bliver filmen interessant, og forhåbentlig ser vi ham inden længe i DCU igen. Gerne overfor Gothams kappeklædte hævner.
Kort sagt:
Selvom ’Clayface’ har sine svaghedstegn, leverer den varen med maser af gore og en engagerende hævnhistorie. Men det er Tom Rhys Harries’ sublime præstation som det blævrede monster, der retfærdiggør biografbilletten.