’Fang de grønne lys’
Instruktion: Frida Stannum. Manus: Christian Rom. Producer: Amalie Hove Dysted.
5 stjerner
Kameraet flakker rundt mellem forskellige hverdagstanker i Indre By og stopper så ved Tanja:
»Alle ser så tilfredse ud. Hvad er det, jeg har misset?«.
Hvad der kunne være en ufattelig trøstesløs skildring af en ung kvinde, der har været sygemeldt i et år og ensomt bakser med sit selvværd og sin seksualitet, er i instruktør Frida Stannums hænder blevet et alment og livsbekræftende stykke slice-of-life.
Med en spilletid på godt 35 minutter er det den klart længste af afgangsfilmene, men jeg kunne sagtens tilbringe meget længere tid i filmens hverdagspoetiske univers og med hovedpersonen, som spilles med både charme og naturlig sårbarhed af Laura Skjoldborg.
Stilen er på den ene side drømmende med sin smukt ambiente musik og sin observerende håndholdte indfangelse af livet omkring Tanja i de københavnske gader. Som et velfungerende maskineri hun ikke er en del af.
Omvendt kom jeg flere gange til at tænke på de få, men forrygende bud på danske slackerfilm som ’Let’s Get Lost’ og ’Danmark’. Christian Roms manuskript er rig på den slags trivielle perler, som når Tanjas støttende storebror (Dan Boie Kratfeldt) fortæller en anekdote om at imponere en pige ved at spise syv hotdogs – uden at det fører nogen steder hen. Eller da Tanja finder en pizzabakke med et slice indeni, og hendes dag pludselig bliver meget bedre.
Det er dagene, hvor man bare har lyst til at gemme sig i græsset og læse Harry Potter i ren barndomsflugt. Og dagene, hvor man opsøger kærligheden hos en fremmed. ’Fang de grønne lys’ rummer det hele, og det er en meget, meget fin bedrift.
’Bror’
Instruktion: Selma Munksgaard Hansen. Manus: Anne Aumayr. Producer: Anna Lomholdt Madsen
4 stjerner
Rex Leonard er en kommende stjerne i dansk film. Det bebudede han i ’Se gennem Aske’, og han er kun med til at underbygge den opfattelse i ’Bror’.
For at kunne funkle skal man også have de rigtige rammer. Og dem skaber instruktør Selma Munksgaard Hansen i sin film om en ung benzinglad mand, der efter en skæbnesvanger nat med spirituskørsel mister synet og nu skal genfinde sig selv og sin relation til sin bror i deres mandefællesskab på en gård.
Det kunne lyde som en infomercial, man ser i modul 7 på køreskolen, men Munksgaard Hansens sansebetonede filmsprog og Leonards vildt intense skuespil placerer filmen i en anden kunstnerisk boldgade.
Portrættet af det adrenalinpumpende fristed i provinsen fuld af bremsespor og breezere kender man fra norske ’Benzin i blodet’, danske ’Scooter Boys’ og kultdokumentaren ’Kusselygter og go’e jader’. I ’Bror’ er det en kulisse, som bogstavelig talt sløres og helt opløses til en sort plet gennem hovedpersonens point of view.
Anne Aumayrs manuskript og fotograf Malte Klarskovs flotte, skyggefulde billeder harmonerer hård ekspressivitet med en øm og inderlig sansning af verden. En kort indstilling, hvor den nyligt blinde hovedperson klamrer sig til væggen på sit værelse og lader hånden glide ubemærket over en kalender med to bare numser på, er filmen i nøddeskal.
Det er ikke nødvendigvis en stor fortælling, men det er måden, den er fortalt på, som sammen med en skræmmende overbevisende hovedrollepræstation gør, at man virkelig får den under huden.
’En mand der tager ansvar’
Instruktion: Jakob Krog. Manus: Benjamin Colding. Producer: Sidsel Buhl Jeppesen
3 stjerner
Med en god præmis kommer man langt. Og præmissen i Jakob Kroghs Kroghs nære fremtidsvision (eller nok nærmere longevity-dystopi) er glimrende på sin egen galgenhumoristiske måde:
Tænk, hvis man var bedemand i en verden, hvor alle lever evigt.
I ’En mand der tager ansvar’ er vores hovedperson Johannes’ (Kasper Leisner) levebrød udsat af et samfund, hvor dødsraten er historisk lav, og wellnesskæden Optilife har sat borgerne i en solid selvdyrkelsesdøs med deres Big Brother-lignende helbredsovervågning. De ikke bare forlænger, men »forædler« ens liv.
»Du får ikke vendt de her tal, hvis du ikke tager noget ansvar. Du skal gøre dig nødvendig«, lyder recepten for bedemanden i filmens åbningsscene hos en psykiater/livsstilsdoktor.
Herfra begynder bedemanden langsomt at tage affære, og da direktøren for Optilife dør af uforklarlige årsager, ser bedemanden sit snit hos enken (Ellen Hillingsø). Halvvejs tager plottet en markant drejning mod en mere gruopvækkende sortsynet konklusion i bedste arv efter ’En mand ser rødt’ (eller sepia).
Netop filmens sepiafarvede look og skiftet mellem et distanceret kamera og en svimlende fornemmelse fra et body-rig giver et fint minimalistisk formsprog. Med det begrænsede budget en mente lykkes det gennem diverse kommercielle sundhedsmantraer på lydsiden at forstærke det Emil Thorup’ske verdensbillede, og flere velvalgte sterile modernistiske settings giver ligeledes den helt rette sci-fi-weltschmerz à la kultklassikeren ’Gattaca’.
Til gengæld kniber det med for alvor at få den gode præmis til helt at nå de højder, som den har potentiale til. Bedemandens interaktioner med andre karakterer og opbygningen til det radikale turning point bliver en lettere mudret størrelse. Skiftet mellem at kæmpe for sit liv og leve højt på andres død er en morderlig god tanke, men her bindes den ikke helt sammen gennem handling.
Præmissen rummer dog stadig en originalitet, man gerne så mere af i dansk film.
Filmene kan ses på Ekko Shortlist frem til 23. november.