’Kaos’: Længe ventet dansk komedieserie er bare herregodt selskab
SERIE. Jeg vil nok ikke kalde det edging, men muligvis suspense.
For mens USA for længst har kunnet se den danske Viaplay-satsning ’Kaos’, har vi herhjemme måttet nøjes med at læse rosende ord fra amerikanske medier.
Nu er Lars Kaalunds veloplagte serie dog endelig landet – og den er på mange måder både trommehvirvlen og hypen værd.
For udover at være en underholdende og velspillet sitcom evner den noget, jeg troede var umuligt: at få mig til at heppe på morgenfjernsynets overlevelse.
I hvert fald på ’Danmark vågner’, landets førende morgenprogram, med værts- og ægteparret Lise (Katrine Greis-Rosenthal) og Martin (Hadi Ka-koush) i spidsen og i de bløde infotainment-sofaer.
Herfra vendes den ekstremt trivielle hverdags sorger og sejre, når de får besøg af alt fra tidligere hundeejere til en mand, der ikke har landets største aubergine (…).
Nej, det er da næsten ikke til at forstå, hvorfor tv-stationens nye chef (Amanda Collin) vil nedlægge det folkelige program for i stedet at sende et eller andet TikTokket. Men den rebelske go-getter Lise forlader ikke skærmen uden kamp og overbeviser ledelsen om, at hvis de kan lokke flere (unge) seere til på en måned, kan programmet bestå.
Hendes ildhu bliver seriens velsmurte motor, og det er skægt at følge en ægte fjernsynsentusiast finde på nye og mere eller mindre innovative – og gode – løsninger til at fastholde et publikum.
Men der er naturligvis bump på vejen og knas i kulissen og privaten.
Martin vil have børn, Lise vil nok ikke, og var de ikke allerede fem minutter i skilsmisse eller anden form for krisehåndtering, bliver de det, da hun snubler over den alternative gastromand og autocampertype Johannes (Jacob Lohmann). Efter lidt sankning og overtalelse bliver han programmets nye kok, der med sin moules marinières-anretning og stramme, hvide t-shirt får både seertallet og Lises puls til at stige.
Nårh ja … var nogen ægte i tvivl om, hvad der skaber godt tv, er svaret et trekantsdrama med romcom-energi. Og i ’Kaos’ bliver valget mellem to hotte mænd ikke bare iscenesættelsen af en våd drøm, men også en (over)tydelig analogi for et både evigtgyldigt og tidsaktuelt dilemma.
For selvom serien leverer en skarp kritik af de hurtige mediestrømme og idéen om, at alt altid skal være nyere og bedre, handler den også om, at det ikke nytter noget at give kunstigt åndedræt til noget, der allerede er dødt – eller at holde krampagtigt fast i fortidens levn.
Sidstnævnte skildres ret fint i en ud af flere velplacerede sidehistorier og giver både dybde og enkelte bevægende scener. Men ulig mange andre danske dramaserier, der griber om alvorstunge emner som genetisk chok eller paraplegi, er ’Kaos’ overall lys og dejlig let – og herregodt selskab.
Katrine Greis-Rosenthal, der lige nu også flekser hovedrollekvalitet i DR’s ’Høst’, er både skøn og sjov, og hun er omgivet af et hold, der også tæller Kurt Ravn, Tina Gylling og Andreas Jebro, som alle tilfører serien varme og charme.
Det er ret afgørende for fornøjelsen, når komediedramaet indimellem bliver lidt for repetitiv og tempoforladt. Jagten på såkaldt autenticitet bliver indimellem også lige lovlig bogstavelig.
Men som Viaplay-satsningen så fint fastslår i finaleafsnittet – der 100 procent kalder på en sæson to, som givetvis aldrig kommer – er perfektion ikke nødvendigvis vejen til det lykkelige liv eller det gode program.
Og det er det. Et godt program, en god serie. Så når flow-tv’et nu er på tiltagende retræte, er det da meget godt, at vi trods alt kan streame ’Kaos’.
Kort sagt:
Dejligt, at vi endelig måtte være med i klubben og se Lars Kaalunds muntre serie om livets og programchefers mange valg.
Anmeldt på baggrund af hele serien.