JUBILÆUM. Joanna Newsom er blandt de kunstnere, der har valgt at trække deres musik fra Spotify, om end hun næsten kan siges at være en slags forgænger i den forbindelse.
Mens de fleste, der har trukket sig, har gjort det i løbet af de seneste par år som resultat af blandt andet CEO Daniel Eks nvesteringer i våbenaktier eller Joe Rogans podcast, trak Newsom sig allerede i 2015, fordi hun ikke synes, de betaler deres kunstnere ordentligt. Eller som hun selv siger: »Det er musikindustriens banan. Man kan lugte, at der er noget galt med den«.
Og det er jo både super og kanon, men det kan desværre få den konsekvens, at hendes mesterværk af en plade, ’Ys’ fra 2006, såvel som resten af hendes bagkatalog let kan komme til at blive overset.
Til gengæld har Newsom – måske af samme årsag – fået en slags kultstatus blandt fans. Til trods for ikke at have udgivet noget i 11 år har hun en meget aktiv subreddit og en podcast af 146 afsnit dedikeret til hende.
Albummet kom ud af – og står i dag som et hovedværk fra – 00’ernes navnkundige freak-folk-scene, der også tæller den rablende singer/songwriter Devendra Banhart og New York-indie-koryfæer som Grizzly Bear og Animal Collective. Men selv her sprængte hun rammerne for, hvad man kunne bygge af universer.
I dag er det stadig svært at finde noget tilnærmelsesvis lige så ambitiøst. Og dog. For selvom ’Ys’ står som en ener, så er Newsoms stil og kompromisløse kompositioner at spore i nyere tids både pop- og indiemusik.
Hvordan blev det til?
Albummet blev, stik mod hvad man ville forvente af en klassisk instrumenteret folk-plade, produceret af to gamle noise-rockere: Steve Albini, som også har produceret for blandt andre Pixies, Nirvana og PJ Harvey, og Jim O’Rourke, der var kortvarigt med i Sonic Youth.
Hele projektet er 100 procent håndlavet, helt ned til coveret, som er et håndlavet oliemaleri, der ovenikøbet er malet med renæssance-teknikker over et helt år. Albummet blev til med udelukkende analoge midler, og det hele blev indspillet på to 24-spors båndoptagere, med akustiske instrumenter, heriblandt et 30 mand stort orkester, harpe, banjo, mandolin, harmonika og marimba.
Strygerarrangementerne er komponeret af den legendariske komponist Van Dyke Parks, der blandt andet spillede en stor rolle i skabelsen af Brian Wilsons ’Smile’. Efter udgivelsen af debuten ’The Milk-Eyed Mender’ opfordrede Newsoms daværende partner, singer/songwriteren Bill Callahan, hende til at lytte til Van Dyke Parks’ album ’Song Cycle’, hvorefter hun besluttede, at det skulle være ham, der stod for strygerne.
Den simple titel, der i øvrigt udtales »ees«, kom i stand som noget af det sidste. Under sin søgen efter noget, der ville indkapsle albummets ånd, drømte Newsom en nat om bogstaverne Y og S, der »hamrede ind i hinanden i usædvanlige kombinationer«, og hun begyndte herefter at lede efter ord, der placerede de to klos op ad hinanden.
Her stødte hun på myten om Ys, som er en slags bretonsk Atlantis – en folkefortælling om en by, der blev slugt af havet, og albummet opbygger præcis samme folkloristiske og eventyrlige univers i løbet af sine 55 minutter fordelt på blot fem numre.
Pladen er en slags biografi over Newsoms liv det år, der var præget af at miste en barndomsven og sygdom i familien, som hun dog ikke ville fortælle »på en måde, der ville gøre den eksplicit tilgængelig for lytteren, men mere fortælle den til mig selv«, hvilket resulterede i lange, snørklede fortællinger om naturen og stjernerne, liv, død og kærlighed.
Hvordan lyder det?
Joanna Newsoms musik er ekstremt tætpakket, både lyrisk og musikalsk. Faktisk så meget, at der findes en podcast, der, meget passende, hedder ’A Hopeless Endeavor’. Her gennemgår værterne samtlige af Newsoms sange, ofte i flere dele – de bruger eksempelvis fem timelange afsnit på den 17 minutter lange ’Only Skin’. Jeg skal se, om jeg ikke kan gøre det lidt kortere.
’Ys’ er noget af det mest analoge og organiske musik, der findes, med Van Dyke Parks’ svulmende strygerarrangementer centreret omkring Newsoms stemme og hendes weapon of choice: harpen.
Det lyder af og til, som om harpen, strygerne og Newsoms vokal spiller uafhængigt af hinanden, men det hele spiller alligevel helt vidunderligt sammen. Der er stort set ikke nogen trommer på, så musikken flyder frit, og de pludselige temposkift og polyrytmikken i de komplekse melodier giver hvert enkelt nummer en uhørt dramaturgi, særligt på et nummer som ’Monkey & Bear’.
Det er ikke sange, man lærer udenad, endsige rigtig kan synge med på, men små verdener, man lader sig indhylle i og opsluge af.
Udover harpen er et af Newsoms absolutte kendetegn hendes stemme. Den er blevet sammenlignet med Lisa Simpson – det synes jeg måske er lige hårdt nok, men ikke uforståeligt – og Rolling Stone skrev i deres anmeldelse, at den »får Björk til at lyde som Kelly Clarkson«.
Det er klart en stemme, der deler vandene, men den er samtidig et perfekt medie til det forunderlige lyriske univers. Den er mestendels lys og fast vibrerende, men kan være både ru og luftig, og Newsom udnytter alle dens afkroge til sine historiefortællinger.
Med den eventyrlige åbningslinje fra ’Emily’ letter pladen som en fugl fra en gren: »The meadowlark and the chim-choo-ree and the sparrow / Set to the sky in a flying spree, for the sport of the pharaoh«.
Hendes tekstunivers er episk, poetisk og fabelagtigt i ordenes bogstaveligste forstand, og hun laver i løbet af pladen allegorier over de skelsættende begivenheder i hendes liv. Disse bliver bundet sammen på ’Only Skin’, der med sine 1300 ord og 17 minutter står som pladens odyssé – som en rejse gennem et helt liv, hvis ikke flere liv.
Albummet blev hyldet som et mesterværk ved sin udgivelse og er blevet sammenlignet med alt fra Radioheads ’OK Computer’ til The Beatles’ ’Sgt. Pepper’. Som nævnt indledningsvist har ’Ys’ ikke nødvendigvis været et af verdens mest indflydelsesrige album og står derfor stadig som en ener. Med det sagt har Joanna Newsom ikke spillet for døve ører.
Hvad har det betydet?
I nyere tid virker den efterhånden sagnomspundne Windmill-scene som en slags forlængelse af den gamle freak-folk-bevægelse.
Særligt Black Country, New Road har nævnt Newsom som en af deres store inspirationskilder, og pianisten og sanger i bandet, May Kershaw, har kaldt hende »en grundsten i min eksistens«. Guitaristen, Luke Mark, nævner i samme ombæring Van Dyke Parks som en favorit.
Inspirationen er da heller ikke svær at spore. For eksempel på det seneste album, ’Forever Howlong’, hvor en hyppig brug af cembalo frembringer samme barokke stemning som Newsoms harpe gør det, og generelt i bandets melodiske krumspring og skæve instrumentering. Særligt titelnummeret, der bliver luftigt båret af strygere og blæsere, har samme flydende kvalitet som ’Ys’.
Fra samme scene bærer det tidligere Black Midi-medlem Cameron Pictons nye band, My New Band Believe, også elementer af de skæve folkuniverser.
Med sine skæve kompositioner og lyriske univers på numre som ’Heart of Darkness’, der åbner med linjerne »In the whisper trees, through hollow reeds / Don’t ever look at the hollow trees / Don’t believe what you read in the thunder sheets«, har den fortættede rimstruktur og galante instrumentering samme næsten Disney-agtige eventyrkvalitet som Newsoms grandiose kompositioner.
I den store popverden er der for mig at se særligt ét værk, der når samme kompromisløse højder: Rosalías ’Lux’. Rosalía er ikke umiddelbart direkte inspireret af Newsom eller ’Ys’, og det er egentlig heller ikke, fordi de to album lyder særligt ens, men det er alligevel som om, der er et åndeligt slægtskab mellem dem.
Med deres elastiske vokaler og klassiske træning undersøger de begge grænserne mellem pop og klassisk musik, og de to album har en ekstrem menneskelighed over sig. Om end det er på forskellige måder, så er de begge to forankret i menneskets kulturhistorie, ligesom de også begge to udforsker, hvad det vil sige at være et menneske på jorden.
I en tid, hvor kunstig intelligens vinder større og større indpas, er det da værd at fejre.