‘The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’: Generisk Hunger Games-opfølger giver mig lyst til at tygge kul

‘The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’: Generisk Hunger Games-opfølger giver mig lyst til at tygge kul
'The Hunger Games: Sunrise on the Reaping'. (Foto: Murray Close/ Nordisk Film)

FILM. Den nye ‘The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’ er ikke deprimerende dårlig. 

Til gengæld er den både deprimerende og dårlig.

At man ikke bliver i godt humør af filmserien om børn, der slår hinanden ihjel som underholdning for et ondt regime, er ikke noget nyt.

Men det er den totale mangel på gnist, ‘Sunrise on the Reaping’ er født ud af, men passioneret prøver at kamuflere som kærlighed til universet.

Efter fire film med Katniss Everdeen som Panems håb og frelser, samt Præsident Snows tilblivelseshistorie i prequel’en med den umulige titel ‘The Ballad of Songbirds and Snakes’, klinger ‘Sunrise on the Reaping’ ellers af god gammeldags Hunger Games-kamp.

Vi møder en gammel favorit, Haymitch Abernathy, i Joseph Zadas unge skikkelse, ved, ja, solopgang på morgenen for soningen inden Hunger Games nummer 50 – 24 år før Katniss Everdeen kommer ind i billedet. Et myteomspundet spil der også er kendt som second quarter quell, hvor der udvælges hele fire sonere. 

‘The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’. (Foto: Murray Close/ Nordisk Film)

I Distrikt 12 er det endnu mere håbløst, fordi det fattigste område kun betragtes som kanonføde. 

For at give lidt ekstra tandsmør til uretfærdigheden er det også Haymitch Abernathys 16 års fødselsdag, da han ved et uheld selvfølgelig bliver udvalgt og tvunget til at efterlade sin position som hele byens yndlingsdreng. Værst af alt må han vinke farvel til kæresten Lenore Dove – en tarveligt underbrugt Esmeralda-type – som han ellers elsker som »all-fire«.

Hvor man senere i filmserien kender Haymitch som Katniss’ kyniske drankermentor, er han i ‘Sunrise on the Reaping’ en kedsommeligt renhjertet vingummishopper. 

Så snart vi tager toget til The Capitol, bliver universet omkring dødsspillet igen grundlæggende fængende nok, selvom takterne er udtrådte.

Der er alliancer som skal dannes, deltagere der skal klædes på, og propaganda-tv der skal bygges op omkring dem. Og selvfølgelig en Haymitch der gør ondt værre med en gestus, som provokerer den hvidhårede diktator.

‘The Hunger Games: Sunrise on the Reaping’. (Foto: Murray Close/ Nordisk Film)

Der har været soning i hele Hollywood for at erstatte kendte karakterer med nye, yngre, eller i nogle tilfælde bare levende skuespillere. 

Gode folk som Jesse Plemons og Elle Fanning kan ses som spilmester Plutarch Heavensbee og Effie Trinket, arvet fra Philip Seymour Hoffman og Elizabeth Banks, mens Kieran Culkin holder mikrofonen som Caesar Flickerman for Stanley Tucci. 

Selvom filmen varer over to en halv time, sætter ingen af birollerne sig fast, som netop Woody Harelsons Haymitch selv gjorde det. Nok fordi vi har set dem allesammen før, og man skal være mere end almindeligt vild med ‘Hunger Games’-universet for at kunne mærke det banebrydende ved tilføjelserne til historien. 

Ralph Fiennes har overtaget Præsident Snow fra afdøde Donald Sutherland, og selvom hans ondskab er velbevist, kradser hans skurk i halsen, som de kultabletter han må æde i utide, fordi han hele tiden forgifter sine modstandere. 

Joseph Zada, der efter rollen som Caleb Trask i ‘East of Eden’ spiller ufrivillig badboy for anden gang i år, er ikke dårlig, men kan ikke puste noget enestående og personligt ind i en film, der er unik som gennemslagspapir.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det bedste, ‘Sunrise on the Reaping’ kan opnå, er at minde tilstrækkeligt om noget gammelt.

Parallelerne til den originale filmseries toer, hvor Panem-perspektivet bredes ud, og kampen mod systemet virkelig tager form, er mange. ‘Catching Fire’ er elsket af fans, og muligvis vil forhistoriens spejling blive det samme. Men det føles mere som fan-fluff end som noget ægte.

For mig udstiller den nye forgænger svaghederne ved universet, som forudsigeligheden og det spraglede, men stereotypiske karaktergalleri. 

Styrken ved den allerførste ‘Hunger Games’ var den brutale voldspræmis, der vejede op for det floskelfyldte koncept.

I ‘Sunrise on the Reaping’ er stort set al drabeligheden udliciteret til den falske natur i Snows reality-set. 

Der er bække med giftvand, blodtørstige gnavere og tazer-sommerfugle, så det mere ligner ‘1984’ på ‘Charlie og Chokoladefabrikken’ end et regime, man kan tage alvorligt. 

Det samme gælder filmens slutning, der er lige så bovlam, som den skal forestille at være rørende. 


Kort sagt: 
I stedet for blod, sved og tårer forsøger ‘Sunrise on the Reaping’ at genskabe ‘Hunger Games’-magien med en udsuttet bolsjefabrik af klichéer, der bliver så giftigt generisk, at man i stedet får lyst til at tygge kul. 

'The Hunger Games: Sunrise on the Reaping'. Spillefilm. Instruktion: Francis Lawrence. Medvirkende: Joseph Zada, Mckenna Grace, Ralph Fiennes, Jesse Plemons, Elle Fanning, Ben Wang, Glenn Close m. fl. Spilletid: 158 minutter. Premiere: I biografen 19. november. 
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af