Efterklang + Matthew Herbert – hemmelige huler og madlavning

Min høfeber, der her til morgen får min næse til at klø og vandet til at stå i mine øjne, får godt nok sidste aftens koncert i Øksnehallen til at virke meget, meget fjern – men det ændrer ikke på, at det var en fantastisk koncert.

At opleve danske Efterklang på en scene er en både sødmefyldt og pudsig oplevelse. På den ene side virker de utroligt unge, koncentrerede, alvorlige – og søde. De pusler rundt på scenen, ryger cigaretter, går ét sted hen og spiller xylofon, et andet sted hen for at supplere med trombone, så tager de en marchtromme frem, og sådan bliver det ved. Og ud af det kommer der så denne melankolske, til tider skærende, elektronisk/akustiske musik præget af lange forløb og lydflader og Helianne Blais’ elektriske violin. “Tak,” fik man nærmest lyst til at sige bagefter, “tak for at få lov til at komme ind i jeres hemmelige hule.”

Matthew Herbert, der imod, var en helt anden snak. På trods af at han om muligt var endnu mere fåmælt end Efterklang, var der med hans Plat du Jour-performance tale om et vildt pumpet shownummer. Her fik man i modsætning til Efterklangs introverte lydlandskab en besk, humoristisk kommentar til fødevareindsutrien (og også lidt til geopolitiken). Ud af virvaret med percussion på tomme flasker og indpakninger til færdigretter – og en kok til at producere de relevante lugte – opstod en hårdtpumpet, kontrolleret elektronisk/akustisk koncert med et markant tungere og voldsommere lydbillede end cd’en vidnede om. De folk, der ikke er blevet fornærmet over Herberts politiseren, har helt givet gået hjem fra koncerten både glade og med masser af stof til eftertanke.