Roskilde 05: Submission – man var tæt på at overgive sig
Årets Roskilde Festival blev sat i gang med et ganske solidt los i røven fra danske Submission. Det ville dog nok have efterladt et tydeligere mærke i Roskildes aldrende bagdel, hvis lyden havde artet sig lidt bedre for Esbjeg-bandets teknisk orienterede blanding af trash- og dødsmetal.
Meget af tiden måtte man nemlig spidse ører for at fange detaljerne i bandets intrikate guitarriffs og komplicerede arrangementer. Men alligevel fornemmede man skarpheden under den lidt grumsede overflade. Ikke mindst på grund af trommeslager Morten Sørensens vanvittigt imponerende indsats. Med et nærmest perfekt rytmisk flow og en kælen hånd tæskede han simpelthen det trommesæt til døde, og til tider mindede koncerten mest af alt om en tromme-showcase.
Generelt var det svært at sætte en finger på Submissions performance. Attituden var selvsikker, testosteron-niveauet ganske højt, og det var svært at se, at bandet stadig må siges at være et upcoming-band på den danske metalscene. Heldigvis har Submission også sange til at bakke attituden op. De formår med stor intelligens at veksle mellem tyngde og melodi, og flere af numrene gav associationer til svenske metalhelte som Dark Tranquility og The Haunted.
Men der er langt fra association til realitet, og Submission mangler stadig lidt endnu, før de for alvor vil kunne blande sig med de absolutte sværvægtere på den skandinaviske scene.