Kurt Vile – reverbsuppe
Mens busser og toge i hovedstaden holdt fri på grund af den anden danske orkan (læs: kraftigt blæst) på en måned, bød Store Vega på akut klimaforandring, da Kurt Vile og hans Violaters fuldstændig vindstille luntede på scenen. Ligeså energiske som en død panda på valium lignede det, at ingen af de fire havde hørt om stormvirakken, og hvis nyheden var nået dem, havde de tilsyneladende affundet sig med katastrofens indtræffen.
Nu skulle de så spille koncert, hvilket heller ikke kunne få dem op at ringe, lignede det. Måske derfor startede det hele også en anelse skævt og sløvt på ‘Wakin on a Pretty Day’, hvor lydmanden lige skulle finde knapperne og Vile sig selv.
Læs anmeldelse: Kurt Vile ‘Wakin on a Pretty Daze’
Derfra traskede vi sammen ud i et sæt, som stort set bestod af drengenes to seneste plader, og som bød på en del ‘ekstrem’ optur men også en del monoton vandring.
En optursoplevelse var, hver gang Vile pyntede sine sange med en skæv guitarsolo i nogle af de mange lange intro eller outroer aftenen gav. Ellers kunne koncertens første etape med travere som ‘Jesus Fever’ og ‘Girl Called Alex’ føles ret langsom.
En anden god oplevelse var at føle, at vi svævede med rundt i Viles sind. Han kan bedst beskrives som en beskeden særling, og når han mellem numrene mumlede et hurtigt »yo« uden at følge op, eller når han drev væk i sin egen lyd, sammenbøjet over guitaren med sine lange lokker som forhæng til fingerarbejde og personlighed, fik vi indtrykket af, at der da må være lidt syret eller specielt i håret på Kurt. »I never did much talking anyway«, sang han selvindsigtsfuldt på ‘Feel My Pain’. Word, Kurt! Word!
Et »yo« blev til et »yeah« og et »yuiiiw«, hvilket var, hvad man stort set kunne høre fra den Vile’ske ordbog i mange af sangene. De notorisk sumpede produktioner havde det svært væk fra pladernes mix.
Læs også: Se videoen til Kurt Viles ‘Never Run Away’
Derfor var det også naturligt at aftenens højdepunkter var på de ‘ekstreme’ numre, som den stille akustiske ‘Peeping Tomboy’, hvor alle undtagen Vile forlod scenen. Her stod vokalen og den akustiske guitar isklart og gav en stor del mere fra sig end på mange af de andre og større numre.
Ligeledes var de hjernedødt tonsende trommer på ‘Freak Train’, sammen med den ellers anonyme rytmeguitarist Jesse Trbovichs eksperimentalsaxofon og Viles eskalerede guitar, en fantastisk opkvikker. Den endte modsat ‘Peeping Tomboy’ i den larmende ende af ‘ekstrem’, og syrede helt ud i psykedelia. En velvalgt salut som aftenens sidste nummer.
Dér skulle det så have sluttet, og ikke med to alibier af ekstranumre, der blot cementerede, at uanset hvor koldt det er, og hvor meget det blæser, skal man passe på med at stopfodre sit publikum med den samme mudrede reverb- og ekkosuppe. Gør man det alligevel, skal man i hvert fald smide et par fuldfede og knasende hvidløgscroutoner hist og her. Så går det hele ret godt alligevel.