De La Soul – mere end nostalgi
Måske troede De La Soul, at deres publikum var ældre, end det egentlig var. For da Pasemaster Mase bad os tænke tilbage til første gang, vi hørte ‘3 Feet High and Rising’, faldt det ham tilsyneladende ikke ind, at langtfra alle kunne tænke tilbage til 1989, hvor trioens legendariske debut blev udgivet. Men det viser bare, at albummet også i dag værdsættes som andet end en del af kanonen for hiphop med hjerne og hjerte.
Og det er i høj grad på grund af Long Island-gruppens organiske tilgang til hiphoppen, at det har været muligt for dem at holde debutpladens sammenvævning af positivt tonet hiphop, jazz, soul og funk, dens finurlige ordbehandling og legesyge samples frisk og vedkommende gennem 20 år. Især fordi de til deres koncerter ofte har lagt lydsporet i hænderne på en grumt svingende rytmesektion.
På Vega bestod liveorkestret Rhythm Roots All Stars af hele ti mand, inklusiv tre blæsere og tre percussionister. Desværre forsvandt al dynamik og nuance i starten i grums, som det tog hovedpersonerne (og lydmanden) den første tredjedel af koncerten at skære sig igennem.
Mc’erne Posdnuos og Trugoy var veloplagte fra beat ét, men det var Pasemaster Mase (alias Maseo), der ejede koncerten. Han er sandt for dyden ingen stor scratch-dj og ingen revolutionerende rapper. Til gengæld må han være verdens lykkeligste mand, og alle bands burde have sig sådan én til at råbe og skrige og smile over hele krydderen.
De La Soul er på 20 års jubilæumsturné for ‘3 Feet High…’, der derfor var rigt repræsenteret på en sætliste, som zigzaggede gennem karrierens seks album. Og særligt ‘The Bizness’ og titelnummeret fra ‘Stakes Is High’ var velvalgt, sumpet pynt til de mere spraglede tracks. De største hits ‘Me Myself and I’ og ‘Ring Ring Ring’ blev (heldigvis) leveret i al deres forældede kitsch, men backingbandet nyfortolkede også numre, hvor det hørte sig til. Og viste, at hvad der for to årtier siden var et udflippet modspil til gangsta-rappen stadig er mere end en simpel nostalgirus.