Pharrell

På sit andet soloalbum drager Pharrell Williams fordel af det genvundne momentum fra gæsteoptrædenerne på ’Get Lucky’ og ’Blurred Lines’. Det er forventeligt, at han forsætter i samme rille med pop, disco og r’n’b, men det er også et udtryk, der passer godt til Williams’ smøragtige, spæde stemme og hans tilsyneladende ubekymrede ståsted.

’Marilyn Monroe’ åbner med filmkomponisten Hans Zimmers flatterende strygerarrangement, der spænder fra introens gyldne Hollywood-musical-morgenstund til versenes listige pizzicato. Tracket byder også på et pudsigt C-stykke, hvor en dyb, tågehornslignende lyd blæser i to lange toner. En bizar detalje, der giver modspil til sangens glansfulde, stringente udtryk. ’Brand New’ genforener Pharrell med Justin Timberlake på et fint disconummer med diskrete bongotrommer og korte, præcise trompettrut.

Også Daft Punk gengælder Williams’ vennetjeneste på ’Gust of Wind’, hvor fortravlede strygere og franskmændenes bævrende vocoder-vokaler tilføjer en presserende kontrast til beatets adstadige tempo og guitarens ensformige funk-hak. Andre sange på albummet som den flade, monotone ’Hunter’ savner en påtrængende nødvendighed i udtrykket.

Læs også: Tilbageblik: Se The Roots’ 13 bedste øjeblikke hos Fallon

Måske i et ønske om at vaske ’Blurred Lines’-kontroversen af sig har Williams proklameret, at albummet er en hyldest til verdens kvinder, men lovprisningerne stikker sjældent dybt idet de mest kredser om bløde baller og alle de guldsmykker Pharrells udkårne fortjener.

Både i tekst og musik surfer Williams ubesværet på overfladen. En nok så fængende, luksuriøs overflade, men ofte mangler man følelsen af, at der er noget afgørende på spil, hvorfor ’G I R L’ er en fin snarere end en fremragende plade.