King Krule – stemmen fra dybet
Vi starter ved slutningen, for efter aftenens koncert blev der spillet The Streets nede ved merchandise-boden. En mild påmindelse om, at 19-årige Archy Marshall, ligesom netop Mike Skinner i forrige årti, er blevet et slags talerør for en generation. Marshalls King Krule-alias er for de dysfunktionelle, de plagede, de sårede, de grimme – dem, der ikke passer ind i samfundets normative levevis.
Den rødhårede brite har været inde og ude af skoler, pendlet mellem mor og far i forskellige dele af det sydlige London og grundet sit udseende været udsat for mobning. Ikke en nem start på livet, men ligesom med Lykke Lis hjertekvaler havde vi ikke haft denne her fantastiske musik, hvis Marshall var vokset op i en kernefamilie i Cambridge.
Læs også: Stort King Krule-interview: Fra mobbeoffer til ungdomspoet
Alle de her ting kan høres i Marshalls stemme, der skriger, vrider sig, og slår sprækker. Og det var denne rustne røst, hans croon, der var i fuldt fokus hele fredag aften i et udsolgt Pumpehuset, da King Krule efter en aflyst Roskilde-koncert endelig kom til landet.
Marshall har selv udtalt, at han efterhånden har fået lagt afstand til sin fortid, og det var heller ikke en introvert teenager, der indtog scenen. Han væltede rundt, rev i guitaren, mens den dub-dybe bas klingede i baggrunden.
Noget af det magiske i Marshalls stemme ligger i, at den konstant balancerer på en knivsæg mellem det smukke og det grimme. Heri opstår troværdigheden, og det var svært ikke at blive hypnotiseret, da han under ’Ceiling’ stod badet i rødt lys, trippende på tæerne, og over de kækt jazzede trommer betvang sjælen fra de dybeste afgrunde af sit sind. Det samme koncept gjorde sig sågar gældende i musikken, der live fik ekstra bid, og gjorde endnu mere ud af at afskærme skellet mellem elegante melodier og skæve akkorder.
Således ramte Marshall både tangenterne til den depressive selvmordshymne ’Cementality’, mens den galopperende ’A Lizard State’ på Pumpehuset lød endnu mere som en jamsession, end den musikalske afstikker gør på sidste års debutalbum ’6 Feet Beneath the Moon’.
Læs anmeldelse: King Krule ‘6 Feet Beneath the Moon’
Så gik han ned i tempo igen med ’Baby Blue’, mens der gik King Krule-classic i den med den genialt drømmende ’The Noose of Jah City’ og den enestående ’Rock Bottom’s hjerteskærende guitarriff over Marshalls lyrik om decideret at ramme bunden efter et breakup. Den fænomenalt leverede afslutning lød ikke mindre intens live:
»Cause it’s the end of something I did not want to end / beginning of hard times to come / something that was not meant to be is done / I guess it’s the start of what was«.
Erkendelsen. Bearbejdningen. En ny begyndelse. Sjovt nok er linjerne (med en lille omskrivning) snuppet fra The Streets’ ‘Empty Cans’ fra 2004-mesterværket ’A Grand Don’t Come for Free’, og således er the circle complete. Det var fucking rørende, og hvis ikke man hører sig selv i Marshalls tekster, gør man det i hans stemme, der er en ventil og skulder til alle de ’hard times’, der enten har været eller venter forude.
Læs også: Billeder og publikumsreaktioner fra King Krule-koncerten
Marshall rundede det oprindelige set af med publikumsfavoritten ’Easy Easy’ og den gamle Zoo Kid-’klassiker’ ’Out Getting Ribs’. Stemmen sad stadig lige i skabet, og det gjorde den sådan set hele aftenen. En stemme, der er perfekt, netop fordi den ikke er perfekt. En stemme fra dybet.