Rufus Wainwright – den selvudslettende entertainer
»Copenhagen’s always been good to me«, fortalte Rufus Wainwright en næsten fyldt Falconer Sal mandag aften. Normalt efterlader den slags publikumsleflen en besk smag munden, men i dette tilfælde kunne det ikke være mere passende. Aftenens koncert var canadierens niende danmarksbesøg på blot syv år, og det var således let at tage imod hans smiger med kyshånd.
Et par sølv-sneakers stod for det eneste flashy indslag i Wainwrights påklædning, men heldigvis er han en entertainer af sind såvel som skind, og underholdte hele aftenen med sine selvudslettende jokes om de manglende danseevner, den stigende vægt og alle de søde, københavnske mænd, han ikke længere kunne nedlægge.
Læs anmeldelse: Rufus Wainwright ‘Out of the Game’
Rufus lagde ud med en acapella-version af ’Candles’ på den mørklagte scene, kun oplyst af en håndful stearinlys. Fra start fik man således lov at nyde canadierens særegne, sommetider næsten snøvlende vokal, der leverede masser af indlevelse og vibrato. Derefter fremførte Wainwright og hans band en treenighed af fine, 70’er-inspirerede tracks i form af den glam-rockende ’Rashida’, den ’Love Boat’-luftige ’Barbara’ og endelig ’Welcome to the Ball’, et slags cabaret-svar på ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’.
Americana-indflydelserne på Wainwrights seneste album var flittigt repræsenteret, men også afstikkerne stod stærkt, heriblandt de kinesiske forsiringer på ’Greek Song’ og de vægelsindede akkordskift på ’The Art Teacher’. Ligesom Wainwrights bagkatalog strittede koncerten i alle tænkelig retninger, og man kunne godt have ønsket sig mere fokus, samt undværet de to solonumre fremført af hans bandmedlemmer. Wainwright og co. hev dog æren hjem med ’Bitter Tears’ og dennes løsslupne disco, der udløste et stående bifald.
