Rufus Wainwright

Tidligere i år meddelte Rufus Wainwright, at ’Out of the Game’ ville blive hans hidtil mest poppede album. Og lad det være sagt med det samme: Jeg nærer en forkærlighed for de pompøse minisymfonier, der har prydet canadierens tidligere album, hvorfor jeg også blev lidt ængstelig ved Wainwrights kommentar. Unødige bekymringer viste det sig dog at være, for der er stadig plads til store armbevægelser og over-the-top-arrangementer på mandens syvende studiealbum.

Nok har Rufus hyret popproduceren Mark Ronson til at beherske sine mest outrerede indslag, men resultatet er stadig et sæt fine, udfordrende og flakkende sange – klassisk Rufus.

Læs også: Aprils 15 bedste koncerter

Ved første lyt overvælder titelnummeret ikke med sin MOR-tilgang, men sætter sig siden fast i øregangen. 70’er-softrock-festen fortsætter på den slentrende ’Jericho’, hvor Wainwright leder tankerne hen mod Elton John i storhedstiden. ’Barbara’ byder overraskende på herligt fesen funksoul, mens ’Bitter Tears’ når himmelske højder i mødet mellem de krystalklare ABBA-synthesizere og det pulserende discobeat. Dog er det det sidste nummer, der trækker flest stik hjem. Med marchtrommer, trækharmonika og sækkepiber skulle man tro det umuligt, at ’Candles’ kunne være andet end opblæst, men i mine ører har den præcis så meget patos den kan bære.

På tekstsiden har Wainwright sagt delvist farvel til sin hedonistiske fortid. I stedet lyder han mere og mere som en distingveret gentleman, der hudfletter ungdommen, og det klæder ham. Albummet er ikke uden svipsere – den velmenende, men tåkrummende ’Montauk’ og country-stiløvelsen ’Respectable Dive’ er deriblandt – men det er alligevel et af Wainwrights mest formfuldendte af slagsen.