Niklas – årets bedste morgenfest?
Det virkede som om, at de fleste akkurat lige havde forladt campingpladsernes utallige udsmattede morgenfester blot for at fortsætte fistpumpe-dansen under Cosmopols enorme teltdug, for den ellers så store scene var mere en propfyldt, da Youtube-fænomenet og den tidligere Lyrical Nuts-crooner Niklas gik på.
Læs live-anmeldelse: Julia Holter på Roskilde Festival
Og så kan det godt være, at Niklas’ simplistiske hjerte/smerte-tekstunivers ikke ligefrem kvalificerer ham til Forfatterskolen, og at flere af sangene – i bogstaveligste forstand – handler om, hvordan soulsangeren har fået flået sit hjerte ud. Alt det fløde-swaggede soul-crooneri om at få sit hjerte knust igen og igen og igen blev måske en kende ensformigt midtvejs igennem koncerten, men til gengæld formåede Niklas så at holde sit publikum varmt og feststemt med sin begejstring over at se så mange festende mennesker. Og hvad gør et par halvlunkne kærlighedssange, når han i den grad har lært at please sit publikum nøjagtig som sin mentor, festival-entertaineren L.O.C., der tilmed også dukkede op til en cameo, inden Niklas fik publikum op og hoppe med ’Top Swag’, ’Chiller når du flexer’ og ’Ingen Dikkedarer’.
Læs også: Sej festivalstil på Roskilde
Umiddelbart ville man måske have forventet, at Niklas’ diskoteksegnede hip-pop ville falde tamt til jorden en lørdag formiddag, men det faktum, at han havde hevet et særdeles velspillende backingband med sig op på scenen, forvandlede hans skiftevis autotunede, reggae-klingende og retropoppede musik og viste, at det sgu også egner sig til en gedigen morgenfest.