Julia Holter – filmisk lydkulisse

Når Gloria-scenen er bedst, er det en intim hule, hvor festivalens mest afdæmpede kunstnere får de perfekte rammer at udfolde sig i, men når den er værst, minder den mest af alt om en lummer og dunkel banegård på grund af de tre indgange. Denne tidlige eftermiddagskoncert med Julia Holter havde stunder, der vist eksempler på begge dele, men heldigvis oftest det første.

Læs live-anmeldelse: Niklas på Roskilde Festival

Akkompagneret af trommer og en cello sang Holter sine eftertænksomme og komplekse sange, som ledsaget af de stemningsfulde visuals skabte smukke øjeblikke. Midtvejs skiftede koncerten en smule karakte, tog til i tempo og intensitet og røg over i noget avantgardistisk støj, men det virkede mindre overbevisende end de stille stunders vellyd. Lyden til koncerten var generelt virkelig god, og den dygtige cellists fine klang gik rent igennem.

Læs også: Publikumsreaktioner fra The Cure

Amerikaneren minder til tider om en eksperimenterende lillesøster til Regina Spektor, eller måske Marissa Nadlers knap så gotiske kusine. Men hvor de to oftere vælger velkendte klange og strukturer, var Julia Holters univers sværere at blive fanget af. Syng-med-faktoren var helt i bund, men som filmisk og hypnotiserende lydkulisse var koncerten så absolut en oplevelse. Julia Holter virkede glad og rørt over fremmødet, som da også var ganske imponerende, og cellistens smil over applausen var et fint punktum på en fascinerende koncert, der udfordrede det trætte festivaløre.