‘Lone Survivor’

‘Lone Survivor’

Mod og selvopofrelse for det militære broderskab udgør kerneværdierne i actiondramaet ’Lone Survivor’, der bygger på den amerikanske flådeofficer Marcus Luttrells bog om den fejlslagne Operation Red Wings, som i 2005 kostede resten af hans Navy SEAL-team livet.

Dette udfald bliver afsløret allerede fra filmens begyndelse, hvor en hårdt såret Mark Wahlberg står tilbage som titlens enlige overlevende. Med andre ord ved vi med det samme, at hans kammerater – spillet af Ben Foster, Taylor Kitsch og Emile Hirsch – vil omkomme, og i filmens bedste scene giver det spændingsopbygningen en ekstra dimension.

Gruppens mål er at neutralisere den morderiske Taliban-leder Ahmed Shah, men missionen kompromitteres, da de opdages af potentielt harmløse, afghanske gedehyrder. At skåne dem vil muligvis bringe deres egne liv i fare – men retfærdiggør det koldblodigt mord?

De er nødt til at tage en hurtig beslutning. Mændene argumenterer for deres forskellige etiske overvejelser, og fordi vi ved, at det bliver skæbnesvangert for dem at følge militærets foreskrevne regler, er der rigtig meget på spil.

En af de løsslupne gedehyrder stikker dem lynhurtigt til fjenden, og de må flygte som jaget vildt igennem nådesløst terræn med kuglerne flyvende om ørene, alt imens de bider smerten fra knoglebrud og skudssår i sig. Sekvenserne er af og til overæstetiserede, hvilket truer troværdigheden, men stunt- og makeup-arbejdet er voldsomt imponerende, særligt de ubehageligt virkelighedstro knubs, det giver at styrte ned langs en klippeside.

Peter Berg (’Friday Night Lights’, ’The Kingdom’) har instrueret på godt og ondt. Hans actionsekvenser er flot eksekveret og afskrækker på ægte, ubarmhjertig antikrigsfilms-manér med en frygtindgydende detaljegrad. Men det skaber også en mærkelig skizofreni, når han veksler imellem det hårdtpumpede og en langt mere intim formidling af soldaternes subjektive oplevelser. Mareridtsskildringen og underholdningstrangen kolliderer – ’Saving Private Ryan’ møder ’Black Hawk Down’.

Mere end noget andet er ’Lone Survivor’ en velmenende, men halvklæg hyldest til de faldnes overmenneskelige styrke, frygtløse overlevelseskamp og heroiske død. Når optagelserne af de virkelige afdøde, der spiller før rulleteksterne, både er rørende og lige i overkanten, så skyldes det en insisterende sentimental grundtone og en himmelråbende machopatriotisme, der kræver en høj tolerancetærskel. De nærmest tegneserieagtigt onde talibanere og et tilbagevendende ”never out of the fight!”-mantra får en stank af rekrutteringsvideo til at klæbe til filmen.

Læs også: Anmeldelse af ’12 Years a Slave’

Hovedpersonerne presser sig selv til det yderste, og filmen kan ikke undsige sig fra at promovere deres livsstil. Men heldigvis punkteres den højtidelige alvor regelmæssigt, og filmen fremstår aldrig krigsliderlig – det gennemstrømmende budskab er en oprigtig tro på medmenneskelighed. Det er dog først og fremmest takket være den overlegne udførsel, at filmen fortjener en mild anbefaling.


Kort sagt
Mark Wahlberg undslipper en mislykket Navy SEAL-operation med livet i behold i Peter Bergs oversentimentale, voldelige og teknisk suveræne action-drama.

Spillefilm. Intruktion: Peter Berg. Medvirkende: Mark Wahlberg, Taylor Kitsch, Emile Hirsh, Ben Foster, Eric Bana. Spilletid: 121 min.. Biografpremiere: 20. februar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af