Når man hører navnet Steve McQueen, tænker de fleste nok stadig på den ultracool, blonde skuespiller, der var et af 60’ernes største navne.
Men der er en ny Steve McQueen i byen: Kunstneren og filminstruktøren, der er aktuel med den anmelderroste Oscar-favorit ’12 Years a Slave’.
Læs også: Anmeldelse af ’12 Years a Slave’
Den mørke, buttede englænder har med sine tre første spillefilm lagt publikum i en armlås af nådesløshed. Ligesom filmenes hovedpersoner er vi på klaustrofobisk vis blevet holdt fanget i biografmørket uden mulighed for at flygte fra filmenes grusomheder – tryllebundet af lidende hovedpersoner i befriende intelligente dramaer. Steve McQueen overraskede alle med debutfilmen ’Hunger’, der skånselsløst følger IRA-fangen Bobby Sands, som i 1981 sultede sig selv ihjel i et engelsk fængsel.
Brutaliteten hersker, og hvis man håber på en pludselig lykkelig slutning, er man gået helt forkert.
Kompromissets kunst
Steve McQueen fortsatte med at bringe anmeldere og modige biografgængere ud af fatning med ’Shame’, hvor nymfomanen Brandon er på mentalt vildspor i New York, fortabt og dehumaniseret på grund af hans eget sygelige seksuelle univers.
Nu er instruktøren så endelig blevet introduceret til det brede publikum med ’12 Years a Slave’ om den frie afroamerikaner Solomon Northup, der i 1841 bliver bortført og solgt til umenneskeligt slaveri på sydstaternes bomuldsmarker.
Fokus er igen en indre individuel kamp, der stiller spørgsmålet, om man skal indordne sig samfundets uretfærdige autoriteter eller kæmpe imod med livet på spil. Mens Bobby Sands står fast på sine principper i ’Hunger’, vælger Solomon kompromissets kunst, selvom det tærer hårdt på hans stolthed.
Symbiosen med Fassbender
Både Bobby Sands og Brandon spilles af Michael Fassbender. Ingen Steve McQueen uden skuespillerfænomenet Fassbender – eller måske rettere ingen Fassbender uden McQueen.
Instruktøren opfandt det åbenlyse talent i ’Hunger’ og gjorde ham verdenskendt med ’Shame’, hvor skuespilleren optræder splitternøgen. Det skadede ikke Fassbenders øjeblikkelige status som Hollywoods hotteste navn, at George Clooney til Golden Globes konkluderede, at Fassbender kunne spille golf med hænderne på ryggen.
Det er lykkedes Steve McQueen at få en feminin skrøbelighed frem i den meget maskuline Fassbender. Selv som ond slavepisker i ’12 Years a Slave’ stjæler han billedet som filmens mest sadistiske og alligevel mest komplekse karakter. En præstation, der nu omsider har givet skuespilleren en fortjent Oscar-nominering.
Vil respektere publikums intelligens
44-årige Steve McQueen hader at svare på trivielle spørgsmål om sine værker eller sit eget liv. Kunst skal debatteres blandt publikum uden for mange forstyrrende input fra kunstneren selv.
Men når din film er Oscar-favorit, er det en uundgåelig del af jobbet. Popularitet forpligter, og det er ikke noget, Steve McQueen er vant til. Han ser sig selv som kunstner og ikke som filminstruktør. Af samme grund blev han også irriteret over, at hans nye film for første gang skulle testes foran et publikum. Kunst er jo ikke noget, man ændrer efter andres velbehag.
Den kompromisløse instruktør har en forkærlighed for minimalistiske dramaer, hvor karaktererne bærer rundt på usagte følelser og en dyster fortid, som publikum kun får antydningen af. For som han selv har udtalt:
”Jeg vil ikke bombardere publikum, og jeg vil respektere deres intelligens.”
Alle hans tre hovedkarakterer lider. Deres kroppe bliver fysisk mishandlet, men allermest kæmper de med indre lidelser. De holder dog deres mentale smerter for sig selv i en sjælelig ensomhed, hvis grundsubstans kun publikum får mulighed for at nærme sig. Steve McQueen mener, at filmene skal stille spørgsmål og holde tilbage med svarene. Det handler ikke om at underholde, men om at engagere og udfordre publikum.
Flov over stigmatisering
Det er ikke overraskende holdninger, når man tager hans baggrund som videokunstner i betragtning. Siden 1993 har han vundet flere priser for sine 23 små kortfilm og moderne installationskunst.
I hans første kortfilm, ’Bear’, wrestler han selv med en anden sort mand. Begge nærmer sig hinanden nøgne, og da filmen havde premiere i 1993, vakte den diskussion om vold, raceproblemer og seksuelle frustrationer. Tre store temaer, som går igen i alt, hvad instruktøren laver.
Steve McQueen har oplevet racismens konsekvenser på egen krop. Det engelske skolesystem satte ham hurtigt i bås, fordi han var sort og ordblind. Hans klasse blev delt i tre niveauer, ud fra hvad eleverne højst sandsynlig skulle lave, når de forlod skolen.
Steve McQueen kom på ”dummeholdet”, som lærerne mente ville blive blikkenslagere eller på anden måde ernære sig med fysisk arbejde. Han var længe flov over stigmatiseringen, og de levende billeder blev hans redning. I dag kan han i øvrigt udtrykke sig skarpere end de fleste.
På vej mod HBO
Instruktørens æstetiske næse fornemmes tydeligt i filmenes smukke billeder, som han skaber i et tæt samarbejde med sin faste fotograf, Sean Bobbitt.
Makkerparret bruger lange kameraindstillinger med insisterende stilhed eller frygtindjagende toner af melankoli. Han lader scenerne spille sig helt ud, som når den sexafhængige Brandon i starten af ’Shame’ ligger bumstille på sin seng i den stålglatte lejlighed. Er han død eller levende? Måske et sted i mellem. Allerede legendarisk er også scenen i ’Hunger’, hvor Bobby Sands taler med en præst om at ville sulte sig selv. Scenen er skudt i en enkelt indstilling. Den varer 17 minutter.
Steve McQueen har modet til at tackle nogle af de allervigtigste politiske og menneskelige brændpunkter, og det er paradoksalt, at englænderen med ’12 Years a Slave’ har lavet det måske mest monumentale og barske filmværk om slaveriet i USA.
Filmen er lige nu favorit til at vinde Oscar for bedste film – som den første med en sort instruktør. Og mon det så vil få instruktøren til at bukke under for Hollywood-pres og storbudgetternes fristelser?
Der er ikke noget, der tyder på det. Efter sigende vender han nu Hollywood ryggen for i stedet at kaste sig over tv-projekter for HBO og BBC, som skal sætte fokus på sortes rettigheder i henholdsvis USA og England. Der er vist ingen fare for, at Steve McQueen sælger ud.
Læs også: Anmeldelse af ’12 Years a Slave’.