‘Monumenternes mænd’
I bløde gråtoner et sted mellem dokumentar og noir gjorde ‘Good Night, and Good Luck’ George Clooney bredt anerkendt som instruktør. Hollywoods gyldne dreng formåede på dynamisk vis både at genskabte en svunden tids filmstil og at trække tankevækkende tråde til samtidens USA. Ingen af delene lykkes desværre i ’Monumenternes mænd’, en slags actionkomedie uden imponerende mængder komik eller action.
Filmen baserer sig på en virkelig indsats i de sidste år af Anden Verdenskrig: En gruppe under de allierede styrker fik til opgave at redde kunst- og kulturskatte fra tysk krigsplyndring og destruktion. I Clooneys version er den historiske gruppe på knap 400 personer skåret ned til en håndfuld skæve karakterer.
Clooney selv spiller gruppens leder, kunsthistorikeren Frank Stokes, der som i enhver god heist movie samler sig en bande af i varierende grad afdankede gamle venner, spillet af stjerner som Matt Damon, Bill Murray og John Goodman. Hver især spiller de nærmest sig selv: Damons karakter er så god og retskaffen, som dagen er lang, Murrays karakter er furet og finurlig og – ja – Goodman ser rigtig fjollet ud i en for lille soldaterhjelm.
Den brogede flok gennemgår en forudsigeligt komisk soldatertræning og herefter går den knap-så-vilde skattejagt rundt i Europa i jagten på statuer, altertavler og malerier. Som man kan forestille sig, er det en ret uoverskuelig opgave at redde al kunst på et helt kontinent, hvilket filmen prøver at løse gennem heftige simplificeringer. Blandt andet gøres jagten på en statue til symbol på, at en kammerats død ikke var forgæves.
Og det er tilsyneladende filmens dybere ærinde: At retfærdiggøre, hvorfor kunst er menneskeliv værd. Det er en lidt tvivlsom ligning at gøre sig til fortaler for – særligt midt i en krig, hvor mennesker blev tilintetgjort i hidtil uset omfang – og Clooney forsvarer sin sag forbavsende uelegant gennem flere selvhøjtidelige voice-overs.
Clooney har udtalt, at han har ladet sig inspirere af ældre Anden Verdenskrig-film som David Leans klassiske ’Broen over floden Kwai’, men udover lejlighedsvis charme kommer det hovedsageligt til udtryk i en lidt bedaget stemning og stift filmsprog. De interessante paralleller til nutiden er svære at få øje på, og filmen er i det hele taget ikke særligt ophidsende.
Det siger noget om filmens manglende sanselighed, at Matt Damons karakter, James Granger, afslår at tilbringe en enkelt nat med den franske kurator og modstandskvinde Claire Simone (spillet med fynd og klem og fransk accent a la ’Allo Allo’ af Cate Blanchett). Han er godt nok lykkeligt gift hjemme i USA, men come one, en enkelt nat i Paris på kanten af Europas befrielse?
Kort sagt
Det er svært ikke at kunne lide George Clooney, men hans seneste film er for velmenende og selvhøjtidelig til at være rigtig sexet. Jagten på Europas kunstskatte i kapløb med fæle nazister og russiske frenemies får aldrig tilskueren rigtigt op af stolen.