SPOILER ALERT – TRYK KUN VIDERE, HVIS DU HAR SET ANDEN SÆSON AF ‘HOUSE OF CARDS’
Der er nu gået ni dage, siden Netflix havde premiere på anden sæson af ’House of Cards’. Vi har ventet, trukket tiden, prøvet at finde overspringshandlinger: Men nu kan vi næsten ikke forestille os, hvad undskyldningen skulle være for ikke at have set samtlige 13 afsnit!
Det er tid til at tage hul på sæsonens twists and turns. Her diskuterer vi nogle af de mest opsigtsvækkende ting, ’House of Cards’ havde at byde på i sin anden sæson. Det betyder, at de næste sider er plastret ind i gul SPOILER ALERT-tape.
Har man set det første afsnit, kan man roligt gå til næste side – men så må man også hellere stoppe og først vende tilbage, når man er up to speed.
Klik videre og læs vores take på ’House of Cards’ sæson 2 – og kom med din egen dom!
1. Tog til tiden
Mordet på Zoe Barnes var et modigt træk af Beau Willimon og resten af forfatterholdet. Men ikke fordi det i sig selv længere er så modigt at tage livet af en bærende karakter. Den nævenyttige Zoe var ikke en af ’House of Cards’ mest afholdte eller for den sags skyld interessante figurer. Det var bemærkelsesværdigt, hvor lidt man savnede hende i resten af sæsonen, og i den forstand var det mere vovet at tage livet af Peter Russo, seriens måske eneste virkeligt sympatiske karakter, i første sæson.
Nej, det modige bestod i måden, Zoe blevet taget af dage. I sæsonåbningen, uden den helt store optakt, nærmest henslængt brutalt, et lille puf, et frontalt crash. Der dyrker ’Game of Thrones’ trods alt sine nedslagtninger mere i emotionel og spændingsopbyggende forstand.
Til gengæld virkede det lettere utroværdigt, at Frank selv fik beskidte hænder. Man kunne tolke det, som at det var en impulshandling? Hvor strategisk Frank end er, så tager han trods alt ofte kalkulerede risici. Hvis det var planlagt, virkede det som en usandsynligt stor risiko for en mand få timer fra at blive vicepræsident. Men ligesom Clark Kent er uigenkendelig uden briller, er Frank det åbenbart med bredskygget hat.
R.I.P Zoe Barnes.
2. Mmm, Meechum
Frank, Claire og den lidt kantede agent Meechum i bløde berøringer og intense kys. Kunne man forestille sig en mere akavet trekant? Det var et par minutter med så sammenkrøbne tæer, at det tog noget tid for dem at rette sig ud igen. Tak skæbne for, at vi ikke så mere, end vi gjorde.
Den underliggende pointe var velsagtens (hvad vi godt vidste i forvejen), at Frank og Claire kun kan fuldbyrde deres symbiose seksuelt via friskt kød udefra. Men selv det virkede som en lidt parodisk vinkel på deres kannibalistiske kynisme. ’House of Cards’ overtydelighed er djævelsk morsom, når Frank fortærer ribs med fedtet drivende ned af kinderne. Ikke, når han rager på sin Mmmechum.
3. Underwood-symbiosen
Claire og Franks magtdæmoniske power couple viste for alvor tænder i sæson 2. Deres meget særprægede version af ægteskabets hellige forening var en stærk grundpille, og det styrkede karakterbeskrivelsen af dem begge at se, hvordan Frank bakkede 100 procent op, da Claire blev hængt til tørre i medierne. Hvis man ikke skal miste interessen for deres uhyrlige (og uhyrligt underholdende) handlinger, er det afgørende at kunne forstå, hvad de har sammen. Det kunne man i sæson 2.
4. Vi har forstået det, Frank!
Det var et forrygende øjeblik, da Frank langt henne i første afsnit vendte sig mod kameraet og talte direkte til os: »Troede I, jeg havde glemt jer?«
Nogle gange er Franks formfuldendte sætninger dog enten opsummeringer af de centrale konflikter for de uopmærksomme eller bare lige så klodsede som trekanten med Meechum. Vi kunne godt undvære sætninger som denne: »The heart can choke the mind when all its blood flows back unto itself«.
5. Tak for kampen, Doug
Sæsonens psykologisk mest nuancerede underplot var Doug Stampers, må han hvile i fred. Michael Kelly gør det fremragende som den trofaste soldat, der har fundet en forskruet frelse i Underwoods spøgelseskabinet, hvor han lykkes med at undertrykke alle følelser, gode såvel som dårlige. Det var sørgeligt og rørende at se ham forelske sig i Rachel, at have behov for hendes stemme og oplæsning som et flig af blød menneskelig i en hård og dyster verden. Hvem skal nu gøre Franks beskidte vasketøj endnu mere beskidt?
6. Jackie Sharp – razor sharp
Mens Doug Stamper og Zoe Barnes forsvandt, fik serien en velkommen tilføjelse i Molly Parkers Jackie Sharp, der overtog whip-posten, da Frank blev vicepræsident. Scenen, hvor hun sætter to pork barrel-sultne kongresmedlemmer på plads, var ikke bare svært tilfredsstillende. Den gav også et håb om, at der er en anden vej til magt og indflydelse end Franks. Kan hun blive Underwoods banemand?
7. Frank vs. Tusk – titanernes kamp
Et af ’House of Cards’ (som stadig holder et utroligt højt niveau og er den vel nok mest underholdende serie på tv lige nu) største problemer er, at Frank altid er to skridt foran alle andre. Serien bliver mest interessant, når han er ude at skide. Raymond Tusk gav fornem modstand i sæson to, og han spilles af den glimrende Gerald McRaney, der også stjal alle scener i ’Deadwood’, hvor han spillede en lignende rolle som rigmand uden moralske skrupler.
I anden sæson var han Frank Underwoods ligemand. Næsten. For i hele den lange (lidt langstrakte?) affære med Feng, Flanigan, casinoer, PAC’s og hvad har vi, var man vel aldrig rigtigt i tvivl om, at Frank ville stå tilbage som sejrherren. Det kan blive seriens problem i længden – som vi kommer ind på i sidste nedslag.
8. Frank for prez
Sæson 2 startede med Frank på toppen – og sluttede med ham endnu højere. Frank Underwood er nu verdens mægtigste mand, en fristelse, det forståeligt nok var for svært at modstå for Willimon & co.
Men foreløbigt har man accepteret Franks overlegenhed, fordi den kom fra en underlegen position – der var folk (som den lidt vage præsident), som havde lige så meget eller mere formel magt end ham. De var ikke lige så kloge, men kunne spille med musklerne. Nu er han både den klogeste og den mest magtfulde. Så der er kun tilbage at håbe, at han får en værdig og bomstærk nemesis i næste sæson.
Som bekendt skal man behandle folk ordentligt på vej til toppen, fordi man møder dem igen på vej ned. Det bliver lidt af en tur for Frank – men forhåbentligt sender serien ham ud på den.
Læs også: Anmeldelse af ‘House of Cards’ (ud fra de fire første afsnit)