Per Fly ikke er bleg for at indrømme, at han hellere ville have været musiker. Men med ’Monica Z’, der fik premiere i går, har den danske instruktør fået lov til at blande sine to passioner.
Filmen handler om den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund, der revolutionerede den nordiske jazzscene med sin legendariske røst, men bag facaden sloges med dæmoner og et turbulent privatliv. ’Monica Z’ har fået gode anmeldelser og blev prist ved den svenske Guldbagge. Men hvordan laver man en musikfilm, der undgår at fortabe sig i klicheerne?
Vi har bedt Per Fly om at give os opskriften.
1. Musikken skal forstørre karakterernes sindstilstand
»Musik beskriver en tilstand, en følelse, og den beskriver det rent. Der er ikke noget intellektuelt i det, du kan blive ramt af et stykke musik, og du kan ikke engang forklare, hvorfor det rammer. Dét at lave en film er noget mere kantet, og så snart vi har to mennesker, der skal tale sammen, begynder der at være noget psykologi. Så har vi fortællingen og karaktererne, og det er udgangspunktet«, fortæller instruktøren.
»Jeg bruger musikken til at forstørre de følelser og den sindstilstand, som personerne er i. Det er helt utroligt, som man kan flytte ting med musik. Det oplever man, når man klipper. Et billede, hvor der sidder en pige på en sofa kan blive til alt, alt efter hvad du lægger på af musik«.
2. Find noget musik, du brænder for
Per Fly kastede sig ikke mindst over Monica Zetterlunds historie, fordi han har et brændende hjerte for jazz.
»Jeg tænker, at der er et eller andet i den tid, som vi kan bruge til noget. Der er et eller andet i tiden fra slut-50’erne til midt-60’erne, som jo også kommer op i ’Mad Men’. Det er en meget attraktiv stil, og hele den skandinaviske jazz-bølge kom der, med Jan Johansson og al den her cool jazz«.
»Jeg synes, den rammer den tid, vi er i lige nu, og jeg har et håb om, at jazzen vil få en revival, selvom der jo allerede bliver samplet enormt meget fra den her periode. Perioden er sindssygt cool. Det så pisse godt ud, og de var så dygtige til at spille musik. Sådan en som Miles Davis – det var højt niveau, og de var benhårde!«
3. Gør musikken magisk
Den perfekte sammensmeltning af musik og film er så delikat som den fineste kogekunst. I ’Monica Z’ forsøgte Fly at få musikken til at leve også uden for scenen.
»Man må løfte musikken op til at blive magisk. Monica sidder for eksempel på en bar og hører noget musik, som de andre på baren selvfølgelig ikke kan høre, men vi kan – fordi hun kan. Og i stedet for at lave scenen, sådan at hun sidder og snakker med nogen, åbner en bog og siger: ’Åh hvor sjovt, hvis man tager dette svenske digt og synger det med Take Five-melodien, så passer det faktisk sammen’ – så syntes jeg, det var sjovere at gå ind i hendes musikalske hjerne og se, hvordan der ser ud derinde.
»Først er det bare baslinjen, der dukker op. Take Five er et ret specielt nummer, der går i fem fjerdedele…« Fly begynder at scatte rytmen til den bedst sælgende jazz-single nogensinde.
»… Monica hører servitricen stå op banke de fem fjerdedele med sin finger, og så fanger hun den. Det var simpelthen en leg med de elementer, vi havde i det rum og med det stykke musik«.
4. Trash lyden op
En af de store opgaver i en musikfilm er at sikre autenticitet og troværdighed i lydbilledet. Og her har Fly et særligt tip.
»Faldgrube nummer ét er, når man kan høre, at det er playback. Det ødelægger alting. En film som ’Walk The Line’ blev et forbillede for os på grund af den måde, de lavede musikoptagelserne på. Ganske få steder tog nemlig de lyden live, så hvis Reese Witherspoon siger ’ah, come on’ til Joaquin Phoenix, bevarer det illusionen og lyder en smule trashet.«
»Det var utroligt at sidde i lydredigeringen med tre musiknørder (Jan Kasskawo, Peter Nordahl, Hans Møller, red.): Hvornår er det for trashet? Hvornår tror vi på det? Alt sammen for, at du skal tro, at hun rent faktisk står og synger. De fleste mennesker tror, at de musikalske arrangementer er de samme, som da Monica sang, men det er det faktisk ikke«.
»Alting er flyttet op til år 2014 med Peter Nordahl som komponist. Der har også været plads til, at Edda (Magnason, der spiller Monica Zetterlund) har fortolket musikken. En lillebitte tolkning, så vi stadig tror, det er Monica«.
5. Kun musikere må røre instrumenterne
Per Fly castede stort set kun rigtige musikere til filmen.
»Det er en ret teknisk krævende proces at få folk til at se ud, som om de spiller på et instrument. Jeg ser utroligt mange film, hvor det er løst forfærdeligt. Der er ikke nogen, som får lov at røre et instrument i min film, som ikke kan spille på et instrument. Men det er ikke de musikere, som spiller musikere, der faktisk har spillet musikken i filmen. Det er nogle andre musikere«.
Monica Zetterlunds bassist og nære ven, Sture Åkerberg, spilles af Sverrir Gudnason, der blev den eneste ikke-musikant i en musikerrolle.
»Han fik lov at øve sig på at spille bas i fire måneder, og han endte faktisk med at blive en habil bassist«.
6. Drop respekten
Monica Zetterlund var vellidt af mange. en Fly forsøgte at portrættere alle hendes ansigter for at undgå en alle af biopic’ens farligste faldgruber.
»Jeg synes, der er mange, der falder på, at de er for respektfulde over for de portrætterede, så man ikke rigtigt når at komme i dybden med, hvem de er. Man er nødt til at turde tage et ansvar og sige: ’Det her er min tolkning’«.
»Vi ville lave en film som man kunne se uden at kende Monica Zetterlund. Så det er basically en film om en ung kvinde, der får et barn som 17-årig, bliver gift og skilt som 18-årig, er på USA-turné som 19-årig, får en kæmpe karriere og langsomt begynder at mærke, at det har en pris. Det koster drømmen om at være en god mor og have et privatliv. Det er jo sådan en Britney Spears-historie, kan man sige«.