‘Broadchurch’
Jeg er rimelig nem at tage ved næsen.
Enhver velskabt whodunnit vil sådan set med et enkelt mistænkeligt blik eller en antydende replik kunne overbevise mig om, at dér har vi morderen. Andre er sikkert sværere at snøre, men det siger noget om, at en god krimi skal kunne mere end at pendulere mellem tilfældige hovedmistænkte. Og britiske ITV’s ’Broadchurch’ har netop dette mere, selvom serien er en ganske traditionel, på mange måder ærkebritisk whodunnit:
En 11-årig dreng findes død på stranden i en lille by på den barske, sydengelske klippekyst, samme dag som den midaldrende efterforsker Ellie Miller (Olivia Colman) vender tilbage fra ferie i håb om blive forfremmet til politiinspektør.
Det job får i stedet tilflytteren Alec (David Tennant), og en af deres første fælles opgaver er at overbringe den ubærlige nyhed til familien.
Alec – en lidt stereotypt sammenbidt og udslidt politimand – forsøger at se sagen med professionel distance, selvom han selv bærer rundt på traumer fra en lignende sag år tilbage. Ellie har boet i Broadchurch hele sit liv og kan ikke undgå at være personligt påvirket af tragedien.
Hvis opskriften – et dødt barn, et umage politipar, en sørgende middelklassefamilies sorgproces – lyder bekendt, er der ikke noget at sige til det. Skulle man have betvivlet de danske dramaseriers internationale gennemslagskraft, er ’Broadchurch’ det ultimative bevis. ITV går næsten lidt for kalkuleret ’Forbrydelsen’ i bedene, og ligesom DR-krimien er Chris Chibnalls manuskript skræddersyet til at pirre seernes gættelyst fra uge til uge. Men hvor ’Forbrydelsen’ i anden og tredje sæson solgte sin sjæl til de nemme fristelser i den djævelske gætteleg, er det ’Broadchurchs’ styrke, at whodunnit-gåden sjældent går ud over den tematiske stringens.
Med en elegant gåtur gennem byens nærmest anakronistisk ’Miss Marple’-idylliske hovedgade præsenterer serien allerede på de første tre minutter sine hovedmistænkte. Kun én er skyldig, men de bærer alle en skyld. Byen er nemlig rig på hemmeligheder og løgne, og selvom alle kender alle, kender ingen alt om hinanden. »Elsk din nabo som dig selv«, står der på en plakat, der er revet halvt itu som et symbol på, at små beslutninger af umoral og egoisme nu har ført et uskyldigt barn i klippeafgrunden.
En desillusioneret pointe, men mens mange serier for tiden udstiller udkantsindbyggere som excentriske, imbecile eller incestuøse, er der her – bag de krakelerende facader – en grundlæggende kærlighed til den gennemsnitlighed, den lille by er et symbol på. Dét gør ’Broadchurch’ langtidsholdbar.
Kort sagt:
Britiske ‘Broadchurch’ er tydeligvis inspireret af de danske krimisucceser, men er på mange måder mere tematisk stringent i sin skildring af opklaringen og efterdønningerne af et uhyggeligt barnemord i et lille samfund. En langtidsholdbar whodunnit.