’Gensynet’
Anna Odell kan godt lide at krumme vores tæer. Det lykkes med ’Gensynet’, hvor hun konfronterer sin fortid som mobbeoffer i skolen ved at filmatisere sin egen forestilling om, hvordan 20-års-jubilæumsfesten ville være foregået – hvis ellers hun var blevet inviteret.
Den fiktive fest ender i kaos, efter at Anna vælger at holde en tale om sin skoletids helvede. Jeg har ikke set så akavet og intens en festscene siden Thomas Vinterbergs ’Festen’. I rollen som sig selv spiller Anna Odell forrygende, skrøbelig som glas, men aggressiv. »Hvorfor skal hun komme efter alle de år og anklage os? Vi var jo bare børn«, lyder klassekammeraternes undskyldning.
Efter filmens første 50 minutter er festscenen afsluttet. Næste fase i Anna Odells projekt er at vise fiktionsfilmen for sine gamle klassekammerater og få deres reaktioner.
Samtalerne er dokumentarfilmisk dynamit. Klassekammeraterne vrider sig i stolen over for deres tidligere offer, og det psykologiske spil er eksplosivt. Scenerne er så effektive, at de stadig virkede på mig, selv da jeg undervejs fandt ud af, at det var endnu et rekonstrueret lag i kunstkonstruktionen. Så vi har klassekammerater, som spilles af skuespillere, og disse skuespillere spiller, at de synes, det er mærkeligt, at skuespillere spiller dem.
Samtalerne er baseret på interviews med de rigtige – altså rigtigt rigtige – personer, men de fiktive lag på lag tager nogle gange fokus fra det eksplosive emne. Jeg fangede mig selv i at tænke: Lige nu spiller hun en mere ligevægtig version af sig selv, hvor hun til festen spillede en tikkende bombe. Hvordan mon hun er i virkeligheden?
Virkelighedens Anna Odell lod sig indlægge på en psykiatrisk afdeling i 2009 efter et selvmordsforsøg, hvor hun ville hoppe i døden fra en bro. Det hele viste sig at være et kunstprojekt om Sveriges behandling af psykiatriske patienter. Anna Odell satte sin krop og person på spil, og hun blev både hyldet og angrebet.
’Gensynet’ er Odells debutfilm, og der er igen noget personligt vovet i at konfrontere barndommens traumer, men hun blotter ikke sig selv. Hun gemmer sig bag fiktionslagene, og det giver projektet et narcissistisk strejf. Hun vil hævde sig og vise mobberne, at det nu er hende, der kan lege med deres følelser.
Det kan man tænde af på, men hvis man accepterer projektet, så kan man se ’Gensynet’ som en hævnfantasi fra en kunstner, som er skideligeglad med traditionelle forestillinger om filmstruktur og skellet mellem fiktion og dokumentarisme. Det er en fed tur at være med på.
Kort sagt:
Tåkrummende og intens, men ikke uden humor. Den svenske fiktions-doku-kunstfilmsselvbiografi er en hævnfantasi om at konfrontere sin fortids skolebøller. Det er ikke nyt at blande genrerne, men ’Gensynet’ føles alligevel herligt underlig og forfriskende.