Cannes-optakt: Filmene, vi ikke kan vente med at se

På onsdag starter årets vigtigste filmfestival i Cannes. Vi har plukket otte film ud af det massive program, som vi har særligt store forventninger ud.

Lost River

 

’Lost River’ (Ryan Gosling)
Ryan Gosling blev forrige år Hollwyoods hotteste mandlige skuespillere, ikke mindst takket være Nicholas Winding Refns ’Drive’.

Han har også ry for at være en stjerne med intellektuel kapacitet og kunstneriske ambitioner, og der er derfor grund til at sætte forventningerne op til hans debut som instruktør, ’Lost River’.

Filmen har markante kvindelige skuespillere som Christina Hendricks, Saoirse Ronan og Eva Mendes (Goslings kæreste) i de bærende roller og er en thriller med stærke fantasyelementer. En enlig mor bevæger sig ned i en mørk undergrundsverden, mens hendes søn samtidig opdager et fantasiland under vandoverfladen. Meget mere vides endnu ikke, men det lyder syret og spændende, også i lyset af den oprindelige titel: ’How to Catch a Monster’.

Vises i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Læs også: Ryan Gosling får hjælp af drømmetyder til sin nye film

Foxcatcher2

 

’Foxcatcher’ (Bennett Miller)
Instruktør Bennett Miller har en imponerende track record inden for den biografiske genre med ’Capote’ og ’Moneyball’ som hans to spillefilm. Miller formår at trænge ned i emnet med en personlig vinkel og vige uden om de værste biopic-klicheer. Så hvorfor ikke gå efter hattricket?

Denne gang handler det om wrestleren Mark Schultz, hvis bror Dave – også olympisk wrestling-mester – blev dræbt af den skizofrene John du Pont. Channing Tatum spiller Mark, Mark Ruffalo er Dave, og Steve Carrell har sit livs vel nok mest seriøse rolle som John du Pont.

Bennett Miller formåede at gøre en spændende menneskelig historie ud af baseball, så der er al grund til at tro, at han formår det samme med wrestling.

Vises i hovedkonkurrencen.

Mommy

 

’Mommy’ (Xavier Dolan)
Canadiske Xavier Dolan er 25 år, og nu har han lavet sin femte spillefilm. Det er lidt af en bedrift, ikke mindst taget i betragtning af at hans film alle har haft noget at byde på, fra de sprudlende farverige ’Heartbeats’ og ’Laurence Anyways’ til den stilsikre Hitchcock-homage ’Tom at the Farm’.

Og nu tør man måske håbe på, at Dolan overgår sig selv. Det er i hvert fald første gang, han er udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes efter flere gange at have været med i talentprogrammet Un Certain Regard. ’Mommy’ handler om en enke og hendes forsøg på at opdrage sin problematiske 15-årige søn.

Two Days One Night

 

’Two Days, One Night’ (Jean-Pierre og Luc Dardenne)
Dardenne-brødrene er blandt en eksklusive flok på blot syv instruktører, der har vundet Guldpalmen i Cannes to gange: For ’Rosetta’ i 1999 og for ’Barnet’ i 2005.

I år kan de sætte rekord og fuldføre hattricket med deres nye film, ’Two Days, One Night’. Deres film er præget af en stærk realisme og handler som regel om samfundets nedre klasselag. Hovedrollerne bliver oftest spillet af uprøvede skuespillere, men på det punkt skiller deres nye film sig ud.

I hovedrollen ses nemlig franske Marion Cotillard, der spiller en kvinde, som sammen med sin mand forsøger at overtale sine kolleger til at afstå fra deres årlige bonus, så hun kan beholde sit job. Alt tyder således på, at de belgiske brødres bankende humanistiske hjerte er intakt.

Vises i hovedkonkurrencen.

The Search

 

’The Search’ (Michel Hazanavicus)
Michel Hazanavicius har adskillige film på cv’et, men alligevel føles hans nye film som den svære 2’er.

Forrige år tog stumfilmhyldesten ’The Artist’ nemlig verden med storm. Den fik verdenspremiere på Cannes, hvor den var på alles læber, og gik sensationelt for en fransk film uden tale hen og vandt Oscar for bedste film året efter.

Så der er lidt at leve op til for Hazanavicius, der til sin opfølger fornuftigt nok er gået i en helt anden retning. ’The Search’ handler om en kvinde, der arbejder for en NGO i et tredjeverdensland, hvor hun knytter et venskab til en ung dreng. Det er et remake af en film instrueret af Fred Zinnemann fra 1948.

På rollelisten finder man Annette Bening og en genganger fra ’The Artist’, Bérénice Bejo, der i øvrigt er instruktørens hustru.

Vises i hovedkonkurrencen.

Turist Östlund

 

‘Turist’ (Ruben Östlund)
Med de dokumentarisk realistiske ’De ufrivillige’ og ’Play’ har den svenske instruktør slået sit navn fast som en af de mest spændende filmskabere i Skandinavien, og præmissen for hans nye film lyder særdeles interessant.

En familie tager på skiferie, hvor de rammes af en lavine. Familiefaren reagerer mildest talt ikke som den store uselviske redningsmand, han sikkert havde drømt om, og selvom lavinen driver forbi, må familien indse, at intet bliver det samme igen. Östlunds ambition er at vende vrangen ud på den politisk korrekte, selvforherligende nordiske folkesjæl – og hvis ’Turist’ lever op til niveauet i hans to forrige film, skal der nok være provokerende stof til eftertanke.

Vises i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Jauja

 

’Jauja’ (Lisandro Alonso)
Hverken titel eller instruktør klinger specielt dansk, men ikke desto mindre er ’Jauja’ spækket med danske indslag. Den har en dansk co-producent, flere danske skuespillere i hovedrollen, og de taler tilmed dansk (og spansk) i filmen.

Hovedrollen er besat af Viggo Mortensen, og det er første gang, han har en dansktalende rolle. Halvdanske Mortensen spiller Gunnar Dinesen, der i slutningen af 1800-tallet udvandrer fra Sjælland til Argentina med sin datter. Også Ghita Nørby er at finde på rollelisten, dog næppe i rollen som datteren.

Vises i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Amour Fou

 

’Amour Fou’ (Jessica Hausner)
Den østrigske instruktør har tidligere stået i skole hos den østrigske mester Michael Haneke og fik et velfortjent kunstnerisk gennembrud i egen ret med ’Miraklet i Lourdes’ om en handicappet kvinde, der håber på helbredelse.

Hausner har noget af Hanekes stringente, kirurgisk skarpe og usentimentale filmsprog, og nu er hun tilbage med ’Amour Fou’, der foregår i Berlin i starten af 1800-tallet og handler om den tyske forfatter Heinrich von Kleist og hans elsker kort tid før deres død.

Vises i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Læs også: Dansk western vises i Cannes – se hele årets program

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af