‘Oh Boy’
Vi lever i en tid, hvor man i høj grad bliver bedømt på, hvad man har opnået. Uddannelse, parforholdsstatus og indkomst er nogle af de vigtigste indikatorer for, hvordan vi betragter andre, og hvordan andre betragter os.
Den debuterende tyske instruktør Jan Ole Gerster undersøger bagsiden af dette samfund i sit alvorlige, men også humoristiske portræt af den snart 30-årige Niko (Tom Schilling). Han er droppet ud af universitetet, kæresten har smidt ham på porten, og faren har annulleret den månedlige økonomiske støtte.
»Jeg har en masse, jeg skal nå«, siger Niko i filmens åbningsscene, men hvad ved han ikke rigtigt. Han er en prototypisk, Weltschmerz-ramt nobody, som vi kender fra J.D. Salingers romanklassiker ’Griberen i rugen’.
Hovedparten af filmen strækker sig over én dag ligesom Joachim Triers ’Oslo, 31. august’ og James Joyces ’Ulysses’. Nikos primære mål er at få en kop kaffe – såre enkelt og alligevel ekstremt kompliceret, skal det vise sig.
’Oh Boy’ er en klassisk storby-odyssé, hvis grundtone skifter, alt afhængig af hvem Niko møder på sin episodiske færd gennem et sort-hvidt fotograferet Berlin. Den spænder fra morsom satire, som når en servitrice ikke bare kan servere en kop kaffe, fordi der er utallige varianter at vælge i mellem, til en gravalvorlig samtale om Krystalnatten på en bar. Karaktergalleriet er voluminøst og varieret – fra den kapitalistiske far (Ulrich Noethen) til den arbejdsløse skuespillerven Matze (Marc Hosemann) – og alle spiller en vigtig rolle i Gersters skildring af la condition humaine.
Instruktøren lægger ikke skjul på sine litterære og filmiske inspirationskilder. Allerede i åbningsscenen ledes tankerne hen på Jean-Luc Godards ’Åndeløs’, da Nicos kæreste til forveksling ligner Jean Seberg. Ligeledes vækker filmens mange Berlin-stemningsbilleder minder om Wim Wenders tyske klassiker ’Himlen over Berlin’.
Disse films stilistiske nybrud er dog mindre tydeligt i ’Oh Boy’. Flere af stilgrebene og referencerne fremstår overflødige, og de tilføjer ikke noget afgørende til forståelsen af, hvorfor Niko har svært ved at navigere i en meningsløs verden med alt for mange muligheder.
Det klarer filmen bedre gennem sine finurlige skildringer af menneskene omkring ham. Som billetkontrollørerne, der ikke lytter til fornuft, servitricen, der retter Nikos tyske ’zum mitnehmen’ til det engelske ’to-go’, eller den belærende far, der kritiserer Niko for at fejle i alt.
Fortællinger om mænd med ungdomssløvsind kan fascinere, fordi de skildrer samfundet med outsiderens blik, men ofte spøger ’så-tag-dig-dog-sammen’-fornemmelsen dog i baggrunden. Det sidste undgår ’Oh Boy’, og det skyldes især skuespilleren Tom Schilling, der giver karakteren et afmålt strejf af charme, intelligens og velovervejet høflighed.
Niko er på trods af manglende uddannelse, kæreste og penge ikke bare en doven og forkælet nobody.
Kort sagt:
Jan Ole Gersters ’Oh Boy’ er en vaskeægte debutfilm fyldt med originale og humoristiske indfald – og lidt for meget intertekstuel selvbevidsthed. Filmens hovedperson, den mislykkede nobody Niko, flakker rundt i et nybølge-lignende Berlin i dette humoristiske portræt af outsideren som en ung mand.