‘The Unknown Known’

‘The Unknown Known’

En dokumentar af Errol Morris bringer én i en nærmest hypnotisk tilstand.

Øjne, ører og hjerne sættes i fuld sving, når Morris på hyperæstetisk vis væver rekonstruktioner, arkivoptagelser, fotografier, close-ups af figurer, breve og udskrifter sammen med filmenes hjørnesten: De intense interviewsekvenser.

Morris har udviklet et særligt optage-setup, der skaber en levende øjenkontakt med personerne og en oplevelse af at komme helt ind i det intime rum mellem to mennesker i samtale. De endelige sekvenser i hans film er koncentrater af timevis af snak, og i dette tilfælde har han talt mere end 30 timer med Donald Rumsfeld.

‘The Unknown Known’ er en slags tvilling til ‘The Fog of War’ om Robert McNamara, som Errol Morris vandt en Oscar for i 2003. Filmene portrætterer forsvarsministrene bag to af USA’s mest omdiskuterede krige: Donald Rumsfeld var en nøgleperson bag invasionen af Irak i 2003, og Robert McNamara havde en afgørende rolle i eskaleringen af Vietnam-krigen i 1960’erne.

Hvor ‘The Fog of War’ tog udgangspunkt i elleve læresætninger fra McNamara om moderne krigsførelse, dykker ‘The Unknown Known’ ned i de titusinder af notater, Rumsfeld skrev og sendte under sin lange politiske karriere.

Rumsfeld har været vidt omkring, altid tæt på magten blandt andet som forsvarsminister to gange, FN-ambassadør, stabschef i Det Hvide Hus og kongresmedlem. Allerede i 1970’erne blev han betragtet som en hård hund, et ry der kulminerede under krigene og torturskandalerne i 00’erne. I filmen vises Rumsfelds håndskrevne kommentarer i marginen til et notat om behandling af fanger på Guantanamo, der foreslog, at man måtte tvinge fangerne til at stå i samme stilling i timevis: »Jeg står op otte-ti timer om dagen. Hvorfor er det begrænset til fire timer (for fangerne, red.)? D.R.«

En sådan films clou er naturligvis at få et glimt bag facaden hos et menneske, der i den grad har fået hænderne beskidte af det moralske morads, som krig – og tortur – altid er.

Morris’ har givetvis håbet, at konfrontationen med sine egne ord fra notaterne ville få Rumsfeld til at se dem i et nyt lys, ligesom McNamara faktisk gjorde sig nye refleksioner og havde blik for egne begrænsninger. Men nutids-Rumsfeld forsvarer stålsat fortids-Rumsfeld. Han virker næsten forundret over Morris’ forsøg på at påpege de mange selvmodsigelser og kan eller vil ikke fravige sin opfattelse af sig selv som et altid overlegent rationelt menneske.

Læs også: Fem film du er nødt til at se i maj

At Rumsfeld taler direkte ind i kameraet, er ikke den eneste lighed med Frank Underwood-karakteren i ’House of Cards’. For man bliver muligvis ikke meget klogere på hverken Irak-krigen eller de andre begivenheder i de terrorforskrækkede 00’ere af at se ‘The Unknown Known’. Men man får bekræftet, at fiktionens magtmennesker er lyslevende.


Kort sagt:
Dokumentarfilmens mest udholdende Spørge Jørgen holder et spejl op foran en af fædrene til 00’ernes amerikanske krigskorstog. Men tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld smiler blot til sit eget spejlbillede og beviser på uhyggelig vis, at fiktionens magtmennesker a la Frank Underwood er lyslevende.

Dokumentarfilm. Instruktion: Errol Morris . Spilletid: 103 min. . Premiere: 22. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af