Mere end hipstermusik og askeskyer: Syv islandske film, du skal se

I anledning af det sorthumoristiske publikumshit ’Of Horses and Men’ præsenterer vi syv uomgængelige film fra vulkanøen, der alle kan skaffes på dvd.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Når ravnen flyver’ (Hrafn Gunnlaugsson, 1984)

Tager du helst din vikinge-testosteron uden kunstleden fra ’Valhalla Rising’ og Hollywood-glansbilledet fra Kirk Douglas-filmen ’The Vikings’, er dette vikingeepos af den ase-troende outsider i den islandske filmbranche, Hrafn Gunnlaugsson, ikke til at komme uden om.

Historien om Gestur, der ankommer til Island for at hævne sine forældre og spiller de to ansvarlige familier ud mod hinanden, er et islandsk svar på Akira Kurosawas ’Yojimbo’ og Sergio Leones ’En nævefuld dollars’.

Vigtigst af alt er den formentlig den eneste ægte vikingefilm, der nogensinde er lavet. Ikke blot er den på det originale vikingesprog (læs: islandsk), hævnen er også malet brutalt, ekstremt ekspressivt og med den store, brede pensel – helt i de oldnordiske sagaers ånd.

’Når ravnen flyver’ fik i 1980’erne et vist kultfølge blandt raske drenge med vikingedrømme.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Naturens børn’ (Friðrik Þór Friðriksson, 1991)

Taler man om islandsk film, vil det være direkte utilgiveligt ikke at nævne Friðrik Þór Friðriksson, der har inspireret en hel generation af islandske filmskabere.

Igennem sit produktionsselskab Icelandic Film Corporation har han en finger med i de fleste islandske film, og lidt ligesom en filmisk version af forfatteren Halldór Laxness har han om nogen skildret nationens folkesjæl og historie på film.

Islandsk film har en særlig forkærlighed til road movie-genren, og ’Naturens børn’ er en af de absolut bedste. En mand er blevet for gammel til drive sin elskede gård og ,sendes på plejehjem i Reykjavík. Her møder han en gammel kæreste fra sin ungdom og sammen forlader de to pensionister den moderne bys beton-tristesse i en stjålen jeep for at dø sammen i det islandske vildnis.

Film fås ikke i meget mere livsbekræftende aftapning end denne smukke film, der provokerende spørger, om det er værd at leve et langt liv, hvis du skal forlade alt, der giver det mening.

’Naturens børn’ indledte Friðrikssons mangeårige samarbejde med forfatteren Einar Már Gudmunðsson og var det helt store internationale gennembrud for islandsk film, da den blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film.

Sódóma Reykjavík

’Sódóma Reykjavík’ (Óskar Jónasson, 1992)

Óskar Jónasson hentede inspiration hos især Coen-brødrenes tegnefilmagtige road movie ’Arizona Junior’ til sin krimikomedie ’Sódóma Reykjavík’.

Filmen, der er ren kult på vulkanøen, er lige så tosset, som titlen antyder: En ung mand skal finde sin fedladne mors fjernbetjening til familiealteret, der ved et tilfælde er blevet taget af hans punkede søster. Eftersøgningen tager ham på en hæsblæsende rejse igennem Reykjavíks underverden af punkmetal-stonere, brennivín-smuglere og wannabe-gangstere.

Eftersigende skal man kunne forstå islandsk for at få det fulde udbytte af den ironisk-sorte humor i ’Sódóma Reykjavík’, og måske derfor er filmen sjældent set uden for Island.

Der er ingen pittoreske landskaber til tonerne af Sigur Rós her. Til gengæld vækker filmens absurd bøvede karakterer stor genklang blandt mange islændinge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’101 Reykjavík’ (Baltasar Kormákur, 2000)

Baseret på Hallgrímur Helgassons berømte roman blev ’101 Reykjavík’ i hænderne på skuespiller og førstegangsinstruktør Baltasar Kormákur til et kærligt satirisk portræt af Islands Generation X.

»Livet er en pause fra døden«, opsummerer den 30-årige slacker Hlynur selv sit kyniske syn på tilværelsen i lillebyen Reykjavík. Han bor stadig hjemme hos sin overbærende mor og bruger sine dage på drukture med vennerne og med at se porno og surfe på nettet, mens han lever af bistandshjælp, ude af stand til at binde sig til hverken jobs eller kærester. Det ændrer sig dog, da han har sex med flamencolærerinden Lola – spillet af spanske Victoria Abril fra Almodóvars ’Høje hæle’ og ’Bind mig, elsk mig!’ – der viser sig også at være hans mors lesbiske kæreste. Og snart har den spanske cougar en bolle i ovnen.

’101 Reykjavík’ er en sylespids skildring af forvirrede twenty-somethings i Reykjavík omkring årtusindskiftet og har en pragtpræstation i Hilmir Snær Guðnason som Hlynur, der er leveringsdygtig i snesevis af sarkastiske og bidske onelinere.

Og så trækker det bestemt ikke ned, at musikken leveres af ingen ringere end Damon Albarn og Björks gamle makker i The Sugarcubes, Einar Örn Benediktsson.

Universets engle

’Universets Engle’ (Friðrik Þór Friðriksson, 2000)

Den store nestor i islandsk film, Friðrik Þór Friðriksson, fortjener selvfølgelig to film, på denne liste. Og det kunne såmænd være blevet tre og fire.

Ingvar E. Sigurðsson – som er med i noget nær hver anden islandske film – spiller hovedrollen som den kunstneriske særling Páll, der forlades af kæresten og må bo hos forældrene, inden han ender på galeanstalt.

Den semi-fiktive ’Universets engle’, igen baseret på en roman af Einar Már Gudmunðsson, tegner et sjældent bevægende portræt af et sind, der langsomt går i opløsning, og det kunne være blevet slemt klæbrigt. Men heldigvis stirrer Friðriksson skizofrenien lukt ind i sit grimme ansigt med tragikomik og kulsort humor, ikke mindst i form af de skæve eksistenser, Páll møder i psykiatrien, som Olí (instruktøren Baltasar Kormákur), der tror, han er sangskriver for The Beatles, og Viktor, der altid underskriver checks med signaturen Adolf Hitler.

Hos mestersatirikeren Friðrik Þór Friðriksson er galskab og genialitet flydende størrelser, og ’Universets engle’ er ofte blevet kaldt en islandsk ’Gøgereden’. Den smukke musik leveres af blandt andre Sigur Rós.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Nói Albínói’ (Dagur Kári, 2003)

Vemodig udlængselspoesi og knastør deadpan mødes i ’Noí Albínói’ i en trøsteløs forfrossen landsby i det nordvestligste Islands afsidesliggende vestfjorde.

I smukke, blændende hvide landskaber er den skaldede teenage-albino Nói (Tómas Lemarquis) paradoksalt nok den mest farverige person. Han er enten landsbyidioten eller et geni i forklædning og drømmer om at slippe væk med den anden outsider i landsbyen, storby-pigen Iris. Men Nóis klodsede flugtforsøg ender ofte i absurd katastrofale situationer.

Dagur Kári, der er uddannet på Den Danske Filmskole, brød igennem herhjemme med ’Voksne mennesker’ (2005), der trods et cast af dansktalende skuespillere ikke kunne skjule, at der stod en umiskendeligt islandsk instruktør bag.

Samme absurde og småsyrede, men afdæmpede humor finder man i ’Noí Albínói’. Ligesom mange andre islandske film excellerer Káris film i deadpan-leveringer, som når Nóis sædvanlige morgenvækning består af sin bedstemors affyringer med jagtriflen ud af soveværelsesvinduet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Børn / Forældre’ (Ragnar Bragason, 2006/2007)

Eksempler på Islands imponerende talentmasse af gode skuespillere finder man i Ragnar Bragasons samfundskritiske dobbelte multiplot-portræt af henholdsvis under- og overklassen i Reykjavík, ’Børn’ og ’Forældre’, der blev optaget samtidig.

’Børn’ er en Dogme-lignende, kras realistisk og voldsom skildring af diverse forbundne skæbner i betonghettoen Breiðholt, hvor problemet er den fraværende familie. Omvendt er familien som et sygdomsbefængt trykkammer i den mere stilede og afdæmpede, men ikke mindre nærværende og hårdtslående ’Forældre’ om hovedstadens rige.

Selv om samfundskarakteristikken er fuld af tristesse og smerte glemmer de to film, begge filmet i sort-hvid, heldigvis ikke den sorte humor.

Teatergruppen Vesturport, der udfylder alle de stærkt spillede roller, improviserede sig frem til karakterernes historier som i en Mike Leigh-film. Læg især mærke til Ólafur Darri Ólafssons uskyldige voksen-barn og Nína Dögg Fillipusdóttirs enlige mor i ’Børn’, og Víkingur Kristjánsons ynkeligt bevægende børsmægler med rod i privatlivet i ’Forældre’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af