’My Life Directed By Nicolas Winding Refn’

»Lars er jo ikke bare ”ham, der lavede ’Breaking’” (the Waves, red.)«, siger Nicolas Winding Refn i et af sine manglende tvivlende øjeblikke i bag kameraet-filmen ’My Life Directed By Nicolas Winding Refn’.

Refn udtrykker sin frygt for at blive stemplet som ”ham der lavede ’Drive’”, og replikken i filmen – lavet af instruktørens egen hustru, Liv Corfixen – er sigende, for som regel er det Lars von Trier, der bliver malet som den store manipulator i dansk film og beskrevet som patologisk optaget af sin egen mytedannelse.

Men i virkeligheden er det Nicolas Winding Refn, der mest taktisk forsøger at gøre sig selv – for nu at bruge et ord fra Triers unge dage – røvmytologisk. Ja, han har faktisk selv erkendt strategien i flere interviews.

Refn dyrker en form for ærlighedens ekshibitionisme, hvor man aldrig helt ved, hvor det ekshibitionistiske rollespil slutter, og ærligheden starter. I 2006 gav han Phie Ambo lov til at være fluen på væggen og i filmen ’Gambler’ skildre ham, da han var helt nede i kulkælderen og gået fallit efter den engelsksprogede ’Fear X’. Og i 2008 skabte han sammen med Mads Brügger og Mikael Bertelsen noget af det bedste danske tv i nyere tid, da han græd som pisket over sine komplicerede familierelationer i en række nærgående samtaler i ’Den 11. time’.

Alene det, at han har givet sin hustru lov til at følge tilblivelsen af ’Only God Forgives’ på nærmeste hold, vidner om en yderst selvbevidst kunstner, hvis neuroser måske er knapt så impulsive som Triers. Og Liv spiller for så vidt selv med på mytedannelsen ved ligesom alle andre omkring ham at kalde sin mand for ’Jang’ – i sig selv en del af mytologien om den egensindige filmskaber.

Derfor er man også hele tiden på vagt i Corfixens film: Er de ærlige udbrud af usikkerhed og vrede spil for galleriet, eller er det virkelig Refns renfærdige følelser? Ærlighed eller ekshibitionistisk rollespil?

Det lægger et slør ned over projektet, men vælger man at lade tvivlen komme Refn til gode, får man et interessant billede af en kompromisløs kunstner og en charmerende, om end umulig ægtemand.

Læs også: Skal Winding Refn instruere horrorfilm om hjemsøgt hotel?

Hovedparten af filmen foregår i Bangkok, hvor parret og deres to børn flyttede til i seks måneder, da Refn skulle optage filmen, som efter den uventede kæmpesucces ’Drive’ blev set som en slags ’den svære toer’. Også af Refn selv: Uafladeligt ytrer han sin forhippethed på ikke at ville gentage sig selv. I de lidt fragmentariske scener får vi indtryk af en instruktør, hvis drivkraft er et pendul, der svinger mellem overjordisk selvtillid og ubønhørlig selvkritik. Og i det øjeblik, der måske føles mest ægte i hele filmen, er han næsten ved at miste besindelsen i hidsighed over, hvor utilfreds han er med det endelige resultat af anstrengelserne i Bangkok.

Efter Trier er Refn vel nok landets visuelt mest gudsbenåde instruktør. Han minirevolutionerede dansk film med den vanvittigt energifyldte ’Pusher’, satte skub i Tom Hardys karriere med det undervurderede metastykke ’Bronson’ og genopfandt sig selv med ’Drive’, et internationalt gennembrud.

Det sted, han nu befinder sig i karrieren, gør i sig selv ’My Life Directed By Nicolas Winding Refn’ til en mere parentetisk og mindre dramatisk film end ’Gambler’, hvor alt var sat på spidsen. Tilmed beklager Corfixen sig på et tidspunkt over, at hun ikke må filme, når tingene gør virkeligt ondt, og man tænker uvægerligt på, hvad man går glip af.

Læs også: Winding Refn forsvarer sønderskudt Ryan Gosling

Men i nogle af dens mest gyldne øjeblikke giver filmen en herlig skildring af det luftlag, ’Drive’ og makkerskabet med Ryan Gosling har sendt Refn op i. Da han og Gosling forbereder ’Only God Forgives’ i Bangkok, bliver de tilbudt 40.000 dollars for at troppe op ved en visning af ’Drive’. Refn har brug for pengene til sin kommende film, og de får presset beløbet endnu højere op. Gosling går med et smørret grin med til aftalen – på den betingelse at de får pengene udleveret i en kuffert, gangster-style. Guddommeligt.

Gosling medvirker i flere hyggelige scener, hvor han spiller legeonkel med Liv og Nicolas’ to børn, og ud over at han bare virker uendeligt cool, understreger filmen deres tætte bånd.

Der er således også mulighed for at få stillet en elementær nyfigenhed, hvilket jo unægtelig er en styrke ved denne type bag om-dokumentarer. Mellem linjerne ligger der også et underspillet portræt af en kvinde – hende med kameraet – der i høj grad, som titlen antyder, lader sit liv instruere af Nicolas Winding Refn, for hvem film altid er kommet først, mens familielivet er noget, han har skullet vænne sig til efterhånden.

En biperson i filmen er den chilenske kultinstruktør Alejandro Jodorowsky, der lægger tarotkort for både Nicolas og Liv, og som kommer med overraskende præcise sandheder om deres dilemmaer: Skal Nicolas lade sig forføre af pengene? Skal Liv sætte sin egen tilværelse på hold i sin mands tjeneste?

Den slags spørgsmål stiller ’My Life Directed By Nicolas Winding Refn’ på konstant pirrende facon. Om det er de hudløst ærlige svar, vi får, er umuligt at sige.