‘Lucy’
Hvad ville vi mennesker blive i stand til, hvis vi kunne bruge 100 procent af vores hjerne mod de 10 procent, vi udnytter i dag?
For det første ville vi formentlig aldrig mere se en film som ’Lucy’ ramme biograferne, for lad os bare adressere giraffen i rummet med det samme: Instruktør Luc Bessons seneste actiondrøn er meget langt fra at være en god film. Trods for sit interessante emne om den menneskelige hjernes formåen er den hverken dyb eller sammenhængende, og dens såkaldt videnskabelige logik er en gang forplumret ævl, leveret af Morgan Freeman i sit mest elskværdige professor-hjørne som filmens voice of no reason whatsoever.
Men er den underholdende? Som bare pokker, selv om man skammer sig lidt over at indrømme det for sig selv, mens Scarlett Johansson som Lucy med indædt intensitet kaster sig ud i det ene mere vanvittige og ufrivilligt komiske badutspring efter det andet.
Lucy er en amerikansk festpige på udveksling i Taiwan, hvis småsvindler af en kæreste (danske Pilou Asbæk i en bittelille rolle) får hende til at aflevere en mystisk attachemappe til den dødsensfarlige mafiaboss Mr. Jang. I mappen gemmer sig et nyt såkaldt partydrug, som Jang planlægger at smugle til Europa i maven på fire menneskelige pakæsler, deriblandt blåøjede Lucy, som skal ekspres til Paris.
Men inden vor uheldige heltinde når at sætte fod i flyet, lækker den indopererede pose i hendes mave, og stoffet, CPH4, frigives i Lucys blodbaner i enorme mængder. Og så sker der ellers ting og sager, både inde i Lucy og for øjnene af os seere. CPH4, et stof som kvinder producerer naturligt i den sjette uge af graviditeten, øger Lucys hjernekapacitet drastisk, så hun inden for minutter er i stand til at bruge 20 procent.
Det betyder – i Luc Bessons altid farverige univers – at Lucy kan kravle på loftet, ikke føler smerte, er blevet en martial-arts- og våbenekspert, og at hun kan huske helt tilbage til sin egen fødsel. Til gengæld forsvinder hendes humane egenskaber som empati hastigt, og Scarlett Johansson gør en ihærdig indsats for at gestalte disse indre skift i Lucys personlighed.
Lucy begiver sig mod Paris, hvor hun opsøger den anerkendte hjerneprofessor Samuel Norman (Morgan Freeman), men den i stigende grad mere super- og inhumane pige jages samtidigt vildt af Mr. Jang, hvis håndlangere hun nedkæmper som en anden Black Widow.
’Lucy’ fungerer bedst, når man som seer slår sin egen ynkelige 10 procents-funktionelle hjerne fra og bare lader sig rive med af Bessons absurditeter og filmens yderst kreative visuelle side. Få kan nu orkestrere biljagter som manden bag ’Taxi’, og det kilder i maven, når man flyver igennem Paris’ gader i en smadret politibil.
Men at bede publikum om at slå hjernen fra over for en film, der netop handler om at slå hjernen til, er nu engang ironisk.
Kort fortalt:
Instruktør Luc Besson kaster med frådende fandenivoldskhed al logik over bord, mens Scarlett Johansson og Morgan Freeman stoisk holder masken: ’Lucy’ er en komplet tomhjernet actionfilm om hjernens utrolige potentiale, men ikke desto mindre en rutsjetur, der kilder i maven.