‘The Misadventures of Awkward Black Girl’
Issa Rae er et af de mest lysende eksempler på, at det kan give pote at gøre det selv. Rae skabte, skrev og spillede hovedrollen i webserien ’The Misadventures of Awkward Black Girl’, der har opnået stor popularitet og ført til samarbejder med blandt andre Pharrell Willliams og Shonda Rhimes, skaberen bag ’Grey’s Anatomy’ og ’Scandal’.
Serien følger hovedkarakteren J, hvis hverdag primært består af at udholde jobbet på callcentret for vægttabsfirmaet Gutbusters og hendes bizarre, spydige kollegaer som den uvidende hvide boss med cornrows, den skinhellige, genfødt kristne Sister Mary og ikke mindst J’s über-nemesis, den ultimative røvslikker Nina.
Ifølge Rae skabte hun blandt andet serien, fordi hun ikke kunne få øje på ’den sorte Liz Lemon’ (Tina Feys karakter i ’30 Rock’, red.) i tv-landskabet, og det er også J’s Lemon-lignende, forlegne og passivt-aggressive personlighed, der er seriens hjerte. Anden sæson forhøjer indsatsen med et trekantsdrama – finder J sammen med kollegaen Fred, eller laver hun sød Dy-no-mite! med White Jay? – og et produktions-upgrade via en succesfuld Kickstarter-kampagne.
Pt. er Rae i gang med at udvikle en komedieserie for HBO med Larry Wilmore, der blandt andet er kendt fra ’The Daily Show with Jon Stewart’, og næste år udkommer hendes første bog med en samling essays på forlaget Simon & Schuster.
Læs også: Lyt til Soundvenues første filmpodcast – om Biers ‘Serena’ og talentfulde webserier
’High Maintenance’
Webseriens format lægger op til eksperimenter, og det udnytter skaberne bag ‘High Maintenance’, ægteparret Ben Sinclair og Katja Blichfeld. Seriens eneste faste karakter er ’The Guy’ (spillet af Sinclair), dealeren som diverse newyorkere ringer til, når de skal have pot leveret til døren.
I ’High Maintenance’ skal man ikke lede efter handlingsforløb eller karakterudvikling, der strækker sig over hele sæsoner, og selv helt grundlæggende forklaring er visse episoder fattige på. Til gengæld byder hvert enkelt afsnit på koncise glimt af en række finurlige tilværelser.
Som titlen signalerer, kræver kunderne indimellem lidt for meget af The Guy, der ofte er den mest afslappede tilstedeværelse til trods for hans jobs lyssky natur. Ligesom åndsfællerne ’Girls’ og ’Louie’ balancerer ’High Maintenance’ mellem komedie og drama, og episoderne indeholder ofte twists, der ændrer stemningen, som i det rørende afsnit ’Brad Pitts’ om en kræft-ramt kvinde og det til at begynde med skræmmende og syrede übermensch-forsøg i ’Qasim’.
Med gæsteoptrædener fra navne som Dan Stevens og Hannibal Buress er det tydeligt, at ’High Maintenances’ gode ry vokser. Så meget, at de helt nye afsnit ikke længere er gratis. Men de otte dollars for tre episoder er godt givet ud.
’F to 7th’
»Jeg vil lave et webshow om mine udfordringer som et signal til andre, der måske føler, at de er ligesom mig: Fortabt, fordømmende og på en eller anden måde interseksuel«.
Sådan beskrev Ingrid Jungermann sin seneste webserie, ’F to 7th’, inden den tog form. I stil med Louis CK’s ’Louie’ spiller Jungermann en dramatiseret version af sig selv: En »homoneurotisk« lesbisk kvinde, der bor i New York og forsøger at regne sit køn og sin seksualitet ud.
Over to sæsoner sætter ’F to 7th’ sociale interaktioner og normer under en lup og udfordrer gængse forestillinger om binære kønsidentiteter. Jungermanns præstationer i de korte episoder, der sjældent overstiger 10 minutter, er dæmpede og subtile og overlader ofte de humoristiske højdepunkter til resten af castet, heriblandt gæsteskuespillere som Amy Sedaris, Gaby Hoffman (der for nylig spillede Adams søster, Caroline i ’Girls’), Kristen Connolly (Christina i ’House of Cards’) og Michael Kostroff (den slibrige advokat, Levy, fra ’The Wire’).
’Chloe & Zoë’
Med serier som ‘Girls’ og ‘Broad City’ er der kommet flere slacker-kvinder på sendefladerne. Titelkaraktererne Chloe (blondinen, spillet af Chloe Searcy) og Zoë (brunetten, spillet af Zoë Worth) mangler både jobs og bolig, men bruger alligevel det meste af tiden på at hænge ud med deres Justin Beaver-blow-up doll, ryge pot og lægge uholdbare planer om at studere jura.
Seriens skæve, sprudlende humor kulminerer i anden sæson med det længere handlingsforløb om skabelsen af ’Killer GPS’, Chloe og Zoës lavbudgets horrorfilm, der beskrives af ophavskvinderne som ‘Paranormal Activity’ møder Sylvia Plaths debutroman ‘Glasklokken’.
Om der er flere sæsoner på vej vides ikke, men den ene halvdel af duoen, Zoë Worth, har gang i flere nye indie-projekter, heriblandt roller i de kommende film ’Running Wild’ og ’Shut Up and Drive’.
’I Hate Being Single’
‘I Hate Being Single’ er bestemt ikke den eneste webserie, der har en ung brooklynite som omdrejningspunkt, men Rob Michael Hugels show har sit eget sødmefulde udtryk, der undviger den tuttenuttede faldgruppe ved rom-com genren.
Selvom første afsnit er centreret omkring hovedkarakteren Robs kærlighedssorger over sit nylige brud med eks-kæresten, bruger flere episoder lige så meget tid på at spidde stereotyper om ‘hipsterne’ i Brooklyn som på Robs efterfølgende søgen efter kærlighed. I sit forsøg på at komme sig over eks-kæresten ender Rob blandt andet med at bonde (og gældsætte sig) med sin bankrådgiver og blive en del af den kiksede støttegruppe, The Lone Sailors, for urbane singlemænd.
’I Hate Being Single’ er baseret på Hugels egne erfaringer, fra da han flyttede til New York i 2006 for at arbejde som skuespiller. Efter at have deltaget i kurser hos det velrenommerede Upright Citizens Brigade og arbejdet som klipper og producer på webserie-udgaven af ’Broad City’, begyndte Hugel i 2010 at skrive på ’I Hate Being Single’, der blandt andet er blevet tildelt en Audience Choice Award ved New York Television Festival i 2011.
Læs også: Lyt til Soundvenues første filmpodcast – om Biers ‘Serena’ og talentfulde webserier
Læs også: Fem webdramaserier, du bør tjekke ud