Begravet i fortiden
Med trenchcoaten blafrende om hofterne stavrer politibetjent Matthew Scudder (Liam Neeson) beruset ud på gaden. Nogle gangbangers har netop blæst bartenderens hjernemasse ud over baren. Scudder skyder vildt for sig. To af gerningsmændene dræbes på stedet. Den tredje flygter et par gader, inden også han får en kugle for panden. Scudder ligner en helt, men midt i alkoholrusen er katastrofen indtruffet: En rikochetterende kugle har dræbt en syvårig pige.
Otte år senere arbejder Scudder som privatdetektiv: »Nogle gange gør jeg tjenester for folk – nogle gange giver disse folk mig gaver«, som han forklarer det. Han er clean og går til AA-møder, men venter naturligvis – som altid i denne type film – kun på sin chance for syndsforladelse. En chance for at redde det liv, som hans vildfarne kugle tog. Får han den chance? Well…
Anslaget er det samme som i Joe Carnahans kriminelt undervurderede ’Narc’ fra 2002, og ligesom den er ’Begravet i fortiden’ en grum, ubehagelig og overraskende sanselig oplevelse. Pistolskud brager ud af biografens højttalere med ’Heat’-agtig pondus, og man kan næsten smage den mugne forrådnelse fra de allestedsnærværende forfaldne boligbyggerier på tungen.
Det er, som om hele New York er lavet af våd cement, og for hvert haltende skridt, som Scudder tager med sit dårlige ben, synes han – og vi – at synke længere og længere ned i mismodet. Ligesom i de bedste krimier indtager byen en hovedrolle. Man får fornemmelsen af, at Scudders uhyggelige sag blot er én af mange. Kriminaliteten og ondskaben er et eksistentielt vilkår. Den skal bekæmpes, men kan aldrig besejres.
Der er god weirdo-knald på de to centrale antagonister, der er som et aparte Gøg og Gokke-makkerpar, der blev dyppet i gryden med uudgrundelig ondskab som små. I sidste ende hviler ’Begravet i fortiden’ dog på Liam Neesons brede, men også tilpas nedsunkne skuldre. Fortidens synder står mejslet i hans vejrbidte ansigt, og det er i høj grad hans overbevisende fysiske spil og iboende alvorlighed, der hæver denne dystre frelserhistorie over Neesons katalog af enfoldige (euro)thrillers de senere år (’Taken’, ’Taken 2’, ’Unknown’, ’Non-Stop’).
Matthew Scudder er en mand, der har tabt det hele, men stadig – i forsøget på at finde tilbage til de levendes verden – har noget at tabe. Og det klæder både Neeson og ’Begravet i fortiden’.
Kort sagt:
Liam Neeson siger farvel til skraldede eurothrillers og opnår genrejsning som seriøs skuespiller i ’Begravet i fortiden’, der er en god, gammeldags redemption-thriller med ordentligt gemene bad guys og en tung dyne af ondskab hvilende over sig.