’If I Stay’

’If I Stay’

»Jeg kommer aldrig til at smage min fars pandekager igen«, siger den talentfulde cellist Mia Hall (Chloë Grace Moretz) med rystende stemme, efter hele hendes familie er omkommet i en bilulykke. Og det er ikke meningen, at det skal være sjovt. Men der er noget utroligt tragikomisk ved at bekymre sig om pandekager i kølvandet på sine forældres utidige død, der gør det svært ikke at fnise højlydt af en så kvalmende amerikansk replik og anlægge en lidt ironisk distance til de gravalvorlige emner, der bliver udforsket i ‘If I Stay’.

Som følge af ulykken er Mia fanget i en slags limbo mellem liv og død, hvor hun kan betragte sit komatøse selv udefra (men er usynlig for andre og ude af stand til at gribe ind i begivenhederne omkring sig). Ved at genkalde sig sit livs gladeste stunder forsøger Mia at finde styrken til at vende tilbage til livet. Men er det værd at vågne op, hvis man har mistet alle dem, man elsker? Eller er det bedre bare at give slip? Dét er det altoverskyggende dilemma i R.J. Cutlers drivende sentimentale teenagetåreperser, der er en filmatisering af Gayle Formans bestseller.

Filmen kredser om det umage kærestepar Mia og Adam (Jamie Blackley), der finder sammen om deres oprigtige kærlighed til musikken. Jamie Blackley er som født til rollen som cool drømmefyr og skal nok få et hav af unge piger til at tage cello-timer i håb om, at han kommer og dekorerer deres loft! Anderledes akavet er Moretz i rollen som pæn stræberpige, der da også ligger milevidt fra de tomboy-roller i ’Kick-Ass’ og ’500 Days of Summer’ som den unge skuespiller er kendt for. Men selvom Moretz ikke er i sit rette element, så fortjener hun kæmpe kudos for sin cellospil-simulering, der er lige så overbevisende, som Blackley er sød at se på.

I ’If I Stay’ fylder musikken ikke kun meget i karakterernes liv. Soundtracket bugner også med stærke indierock-navne som Beck, Tanlines og The Orwells. Desværre går der sjældent mere end et kvarter mellem diverse musikalske indslag, og hvad der startede som en god overraskelse for øregangene ender derfor med at blive distraherende – som da Mia og Adam har sex for første gang, og tonerne af en sukkersød, akustisk coverversion af Beyoncés ‘Halo’ akkompagnerer det ømme øjeblik. Ad!

Men når man ser bort fra den overdrevne brug af floskler og blød baggrundsmusik, så lykkes det faktisk i glimt Cutler af indfange intensiteten af den første forelskelse. Problemet er bare, at man hurtigt rives tilbage til realiteterne: Til hospitalsgangen, hvor man tvangsindlægges til at høre det ene familiemedlem efter det andet krænge deres hjerter ud, indtil automattårerne triller, og man tager sig selv i at ville slukke for Mias respirator bare for at få fred for de opslidende, pladdersentimentale enetaler.


Kort sagt:
En funklende Jamie Blackley og en god omgang indierock redder lige akkurat R.J. Cutlers første fiktionsfilm fra sødsuppe-døden. Men Moretz virker malplaceret i rollen som en perfektionistisk cellist, og den medrivende teenageromance mellem de to skuespilkometer drukner i klichéfyldte replikker og følelsesmæssigt udmattende afskedsscener.

Spillefilm. Instruktør: R.J. Cutler. Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Jamie Blackley, Mireille Enos, Joshua Leonard. Spilletid: 107 min.. Premiere: 25. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af